Fællesskabet i Danmark mangler en højere mening, der rækker ud over at have det godt og trygt med hinanden. I dag er ambition kun noget, vi har individuelt – ikke i fællesskab. Når jeg ser DR1-programmerne "9.z mod Kina", slår det mig, at vi har skabt en kultur, hvor vi ikke stiller krav til hinanden. Det skader både Danmarks globale position og os alle på et menneskeligt plan.

Vi forbinder i dag ambitioner med det enkelte individ – at man har ambitioner på egne vegne om at nå langt i livet. Derimod taler vi sjældent om den fælles ambition – det, vi som samfund ønsker at opnå sammen. Fællesskabet er blevet reduceret til et uforpligtende sted, hvor det i højere grad handler om at hygge sig end at skabe noget meningsfyldt sammen.

Intet sted skinner vores mangel på fælles ambitioner mere igennem end i vores uddannelsessystem. I "9.z mod Kina" ser vi, hvordan de kinesiske unge starter skoledagen med at stille op i rækker og gentage lærerens budskaber i kor: ”Når ungdommen er stærk, er Kina stærk”. Jeg ønsker selvfølgelig ikke et dansk uddannelsessystem med den slags militærinspirerede ritualer. Men jeg har alligevel ikke kunnet få ordene ud af hovedet, for hvor er ”når ungdommen er stærk, er Danmark stærk” herhjemme?

Der er noget paradoksalt over, at tidligere generationers ambitioner om at opbygge et stærkt velfærdssamfund på en eller anden måde rummer en fejlkonstruktion. Vi er i alt for høj grad begyndt at opfatte fællesskabet som en tryg sovepude i stedet for en mulighed for at udmærke os.

Så sent som i 1990’erne lykkedes det Nyrup-regeringen at indpiske en ambition i samfundet om at komme det altoverskyggende arbejdsløshedsproblem til livs. Teoretisk set var der grund til skepsis, men regeringen viste, at hvor der er vilje, kan man rent faktisk også skabe vej.

Hvor er den slags store satsninger i dag? Der må vel være et højere mål med vores samfundsudvikling end blot at sikre, at den daglige drift af biksen Danmark løber rundt?

Flere krav giver glæde

Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe et mere ambitiøst fællesskab? Jeg tror, at det hele må starte med, at vi skal stille flere krav til hinanden. Vi associerer ofte krav med noget negativt, men vi glemmer, at det rent faktisk er krav, der får folk til at vokse og blive glade.

Prøv en gang at spørge dig selv, hvad du vil foretrække: At andre stiller krav til dig, eller at de slet ikke har nogen forventninger om, hvad du kan og skal?

Medmindre du falder i kategori med Dovne Robert, er dit svar sikkert, at andre helst skal stille krav til dig. For krav er et udtryk for respekt, for at andre anerkender din værdi og forventer, at du lever op til dit potentiale.

Det er da heller ikke noget tilfælde, at arbejdsløse er langt mere stressede end folk i arbejde. En undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 har vist, at hver anden arbejdsløs føler sig stresset i dagligdagen.

[quote align="right" author=""]Ingen kan lide stress, men det er rart at være travl på den gode måde.[/quote]

Selv havde jeg en ungdomsven, der kom på dagpenge og blev dybt stresset over et liv uden krav og formål. Dengang var samfundets eneste krav til ham, at han én gang om måneden dukkede op til et møde med sin sagsbehandler. Men min ven kunne ikke komme ud af sengen, og han brændte flere gange sin sagsbehandler af. Med en hverdag fuldstændig blottet for krav og mening blev det at slæbe sig op af sofaen og ned på kommunen en enkelt gang om måneden en fuldstændig uoverskuelig opgave.

Og de fleste af os kender det jo godt – ingen kan lide stress, men det er rart at være travl på den gode måde. Der må derfor være et større formål med livet og fællesskabet end blot at hygge os.

Kultur spiser altid strategi

En af de helt store inden for managementlitteraturen, Peter Drucker, er kendt for at have udtalt de berømte ord: ”Culture eats strategy for breakfast”. Det betyder, at uanset hvor god en strategi der bliver lagt for en virksomhed eller organisation, nytter det ikke noget, hvis målsætningen ikke forankres i kulturen på stedet. Jeg har ofte oplevet, at en slap kultur spænder ben for ellers fine intentioner.

Jeg husker tydeligt, da jeg for et par år siden tilmeldte mig et fag på Københavns Universitet. Faget lå om morgenen fra kl. 8.00 til 10.00, hvilket passede mig perfekt, da jeg havde fuldtidsarbejde ved siden af.

Den første dag foreslog underviseren imidlertid, at vi skubbede undervisningen til om eftermiddagen kl. 14-16. Hendes rationale var, at 8.00-10.00 var så tidligt på dagen, at det ikke var muligt at tænke klart endnu. ”Man skal jo lige op og i gang og bruge et par timer på at reflektere lidt og tage noter om dagens planer, før man er klar til undervisning,” som hun sagde.

Selv om faget virkede spændende, var kulturen ganske enkelt for slap. Jeg kunne slet ikke spejle min egen virkelighed i hendes udlægning af arbejdsdagen, og jeg droppede med det samme kurset.

[quote align="left" author=""]Et samfund, der holder hånden under folk, er ikke nok. Vi skal også i langt højere grad hive hinanden op og fremme den risikovillighed, der er altafgørende for at opnå succes.[/quote]

På Harvard Business School var det en helt anden kultur, jeg mødte. Her var kursisterne alle erhvervsledere med fuldt bookede kalendere, hvorfor man måske ikke skulle tro, at der var overskud til samtidig at følge et enormt krævende kursusforløb. Men overskuddet var der, fordi der var en enstemmig ambition om at ville noget med forløbet. Der var en fælles vinderkultur, hvor man anerkendte, at de høje krav til tider trak tænder ud, men at det var umagen værd at dygtiggøre sig sammen.

Den ene kultur var uudholdelig. Den anden var inspirerende, fordi krav og ambition motiverer.

Det samme mønster ser vi hos de virksomheder, der klarer sig allerbedst. Stærke virksomheder forudsætter en stærk kultur. Virksomheder som Microsoft, Falck og McDonald’s har alle oplevet fremgang på grund af deres særegne og stærke interne kultur. Det er også virksomheder, der har oplevet modstand i perioder, hvor den interne kultur er presset eller uklar. En progressiv kultur er altafgørende for succes.

Vejen til succes er brolagt med fejltagelser

Så hvordan skaber vi en kultur i vores fællesskab, hvor der er plads til større ambitioner? Jeg tror først og fremmest, at vi skal være bedre til at anerkende, at det at fejle ikke bare er en naturlig del af tilværelsen, men en nødvendighed, hvis man vil lære og vokse som menneske og samfund. Livet er to skridt frem og et tilbage, og vejen til succes er brolagt med fejltagelser.

Derfor nytter det ikke noget, at vi har skabt et samfund, hvor folk aldrig presses derud, hvor de udvikler sig mest. Vi er nødt til at blive udfordret og presset ud af vores komfortzoner.

I modsætning til mange andre lande har vi i Danmark et velfærdssamfund og en flexicurity-model, der gør det muligt for os at forfølge vores drømme og ambitioner, uden at det bliver et spørgsmål om liv og død, hvis projektet fejler. Men et samfund, der holder hånden under folk, er ikke nok. Vi skal også i langt højere grad hive hinanden op og fremme den risikovillighed, der er altafgørende for at opnå succes. Og så er vi igen tilbage til det centrale tema om krav.

Nogle vil måske påpege, at der findes mange krav i det danske samfund. Krav om evig kontrol hos hjemmehjælperne, i jobcentrene og med børnenes individuelle elevplaner. Men krav for kravenes skyld er ikke hensigtsmæssigt. Der skal derimod sikres fasthed på mål, men frihed på udførsel. Fokus skal være på kvalitet frem for kontrol.

De seneste års udvikling har vist, at det ikke kun er industriarbejdspladserne, men også de videnstunge job, der flytter til Kina, hvor de er sultne, topmotiverede og parate til at tage fat. Skal vi sikre, at 9.z får de bedst tænkelige vilkår i livet, er vi nødt til at begynde at stille større krav til dem allerede i dag.

Andet kan vi ikke være bekendt.

Læs flere af Peter Golls indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.