På grænsen til Mexico, lidt uden for den texanske by Brownsville, er et stykke verdenshistorie under opførelse. Her arbejder en blanding af 1.800 mexicanske migrantarbejdere og amerikanske ingeniører nemlig på at udvikle verdens største rumraket, Starship, som blev testet i en prøveopsendelse for anden gang i november. 

Starship vil være en fuldt genanvendelig raket, der med sine 121 meter vil blive mere end tre gange så høj som Rundetårn. Den designes til enten at transportere op til 150 tons gods eller en besætning på 100 mennesker ud i rummet. 

Engang var det de nationale rumorganisationer som NASA, der drev udviklingen af rumfart. I dag er det ikke mindst en boomende privat industri, der har travlt med at bygge raketter, opbygge netværker af tusindvis af satellitter, sælge billeder og data – eller sende turister afsted. Også i Danmark vokser rumindustrien. 

Elon Musks SpaceX Starbase i Texas er blot et af de mange steder i USA, hvor den private rumindustri er inde i en rivende udvikling. I Houston har rumvirksomheder som Intuitive Machines, Axiom Space og Boeing med flere placeret sig i byens nye Spaceport, der ligger i nærheden af Johnson Space Center, hvor Andreas Mogensen til daglig arbejder som ESA-astronaut. 

I Californien finder man SpaceX’s hovedkvarter i Los Angeles samt opsendelsesfaciliteter på Vandenberg Space Force Base. Nogle timers kørsel nordpå finder man i Silicon Valley en af NASA’s største og ældste forskningsfaciliteter, Ames Research Center, placeret midt i verdens epicenter for innovation. 

I Florida, på Kennedy Space Center, kan man på de store haller, hvor raketterne klargøres, spotte Blue Origin-logoer, så langt øjet rækker. Det er her, Jeff Bezos har gang i sin rumvirksomhed, der ligesom SpaceX har som mission at bygge de fartøjer og teknologier, som skal gøre det muligt for mennesker at leve, arbejde og rejse i rummet. 

Reagan brød NASA’s monopol

Udviklingen af den private rumøkonomi i USA er i høj grad drevet af det skifte i NASA’s strategi, som blev indledt i midten af 1980’erne med præsident Ronald Reagans underskrift på den såkaldte ’Commercial Space Launch Act’. Loven gjorde det muligt for private at opsende rumfartøjer, og det åbnede rumfart for en lang række nye spillere, som konkurrerede på kommercielle vilkår.

Herefter fulgte en langstrakt pensionering af de klassiske Space Shuttle-rumfærger, der fløj sidste gang i 2011. I årtierne efter overgik NASA fra selv at udvikle og opsende raketter til i stedet at indgå kontrakter med private virksomheder, der kunne stå for det. 

Overgangen bidrog til at frigøre NASA’s ressourcer til at fokusere på de næste fronter i udforskningen af rummet. Herunder etableringen af permanent tilstedeværelse på Månen, missioner til Mars og opdagelse af asteroider. 

Det strategiske skifte har samtidig været med til at stimulere udviklingen af den i dag meget potente og innovative private rumindustri i USA. En industri, der i øjeblikket vokser med eksponentiel fart. 

New Space Economy 

Flere analyser peger på, at markedet for den globale rumindustri og tilknyttede økosystemer har rundet 500 milliarder dollar i 2023, og at det måske allerede i 2030 vil vokse til 1.000 milliarder dollar.

I 2021investerede USA cirka seks gange så meget i rumindustrien som Kina
 

Ifølge World Economic Forum eksisterer der på globalt plan mere end 10.000 rumvirksomheder og omkring 5.000 investorer på området. USA er med længder det land, der investerer mest i udviklingen af rumindustrien, og cementerer år efter år sin status som verdens førende rumfartsland. 

Tal fra 2021 viser, at USA investerede cirka seks gange så meget i rumindustrien som Kina, der kan findes på andenpladsen. 

Indledningsvis vil den private rumøkonomi blive drevet frem af de enorme kommercielle muligheder, der ligger i Low Earth Orbit; det lave kredsløb om Jorden, som strækker sig op til 2.000 kilometer ud i rummet.´

Det er her, man placerer de fleste satellitter til kommunikation og observation, og her, Den Internationale Rumstation, ISS, ligger – kun 408 kilometer fra Jordens overflade. Til sammenligning ligger for eksempel GPS-satellitter 10.000-20.000 kilometer ude i rummet, og det, der hedder geostationære satellitter omkring 35.000 kilometer.

Det, man kunne kalde satellitøkonomien, udgør allerede i dag rygraden i de globale finans-, tv-, kommunikations- og navigationssystemer med videre. 

Ifølge FN var der i juni 2023 11.330 satellitter i kredsløb om Jorden. Dette tal forventes at vokse til 60.000 i 2030. Alene Elon Musks Starlink har cirka 5.000 satellitter i kredsløb og planer om at øge dette tal til 12.000 i den nærmeste fremtid, med langsigtede planer om op til 42.000 satellitter. 

Satellitternes anvendelsesmuligheder til for eksempel monitorering og kommunikation øges, mens omkostningerne ved at sende dem ud i rummet falder hastigt. Dette muliggør en bred vifte af fremtidige udviklinger.

Satellitdata og datanetværker vil være vigtige elementer i eksempelvis intelligente byer, præcisionslandbrug, forbedret trafikafvikling, internetforbindelse til afsidesliggende områder, internet-of-things med videre.

Offentlige myndigheder vil også i stigende grad kunne anvende rumdata i for eksempel regulering af klima, miljø og energisystemer – og derigennem støtte den grønne omstilling på Jorden. 

Man kalder den type anvendelser af rumteknologi til brug på Jorden for ’Space-for-Earth Applications’. 

Men der er også store muligheder for den private sektor i anvendelser, der er placeret i rummet – de kaldes for ’Space-for-Space Applications’.

Med faldende priser kan det for eksempel blive realistisk for lægemiddelvirksomheder at etablere laboratorier i rummet, hvor der kan udføres celleforskning i et vægtløst miljø, hvilket kan give ny viden om biologiske processer. 

Mikrochipproducenter vil også have mulighed for at flytte produktion ud i rummet. Når SpaceX’s enorme Starship kommer i fuld drift, vil det således blive muligt at etablere fremstillingsfaciliteter i rummet, som udnytter det naturlige vakuum til at producere mikrochips med nye tyndtlagsteknikker uden brug af gas. 

Danmark er godt med

I februar i år var Innovation Centre Denmark i Silicon Valley på besøg i Houston i Texas med en stor dansk delegation af rumvirksomheder og forskere. Der var tale om det største danske erhvervsfremstød på rumområdet nogensinde. Med 30 deltagende virksomheder og forskere understregede det, at udviklingen også er kommet til Danmark. 

Fra amerikansk side var der stort fremmøde og interesse for de danske virksomheder og forskere samt ikke mindst de innovative løsninger og teknologier, de har udviklet. 

Det gælder for eksempel Danish Graphene, som har modificeret grafén, så materialets egenskaber kan overføres til nye produkter, herunder en særlig varmeledende lim, som kan anvendes til komponenter i rummet, hvor overophedning er en stor udfordring. Eller Termas autonome digitale Star Tracker-kamera, som kan bestemme satellitters orientering i løbet af få sekunder.

Ifølge den seneste statistik fra 2018 består rumerhvervet i Danmark af cirka 200 virksomheder, heraf mange startups.

Der er tydeligvis et potentiale for dansk rumindustri – både i kraft af et hastigt voksende internationalt marked og et solidt dansk vidensgrundlag og industri. Den danske regering har for nylig meldt ud, at vi skal have en selvstændig rumstrategi for forskning og innovation.

På Innovation Centre Denmark i Silicon Valley planlægger de allerede det næste danske rumbesøg til USA. Det vil løbe af stablen i foråret 2024. Særligt vil der være fokus på de muligheder, som rumdata giver for grøn omstilling på Jorden.