Børn og unge har ret til at kunne tale med om klodens fremtid

Forestil dig en fremtid, hvor Danmark ikke har forberedt sig på havstigningerne. Hvor hele kystsamfund må opgives, fordi vi undervurderede risikoen – eller fordi vi ikke turde handle på den viden, forskningen gav os.

Nyere studier peger på, at havet kan stige op til tre meter i dette århundrede. Det er langt mere end hidtil antaget af FN’s Klimapanel. Men spørgsmålet er: Hvem har ret til at diskutere den slags viden? Hvem får plads i samtalen om vores fælles fremtid?

Svaret bør være enkelt: Os alle – men måske især de børn og unge, der skal leve længst med konsekvenserne.

Men det kræver, at de forstår den viden, som beslutninger træffes på baggrund af.

Det kræver i vores øjne en kritisk stillingtagen til, hvordan vi underviser i videnskab og samfundsforhold.

Vi skal uddanne børn og unge til at forstå, hvordan viden bliver til

Hvis børn og unge skal kunne deltage oplyst og aktivt i samfundsdebatten – også om klima – må de forstå, hvordan viden opstår og bliver til. Ikke bare hvad forskningen siger, men hvordan den virker.

Det kræver en undervisning, der går på tværs af fag og klæder dem på til at analysere, undersøge og stille spørgsmål. I dag underviser vi i naturvidenskabelige fag som isolerede siloer, men verden hænger ikke sådan sammen, og det gør klimaudfordringer heller ikke. 

De skal forstå, hvordan de selv er en del af det system, de undersøger. Og vi skal gøre videnskaben tilgængelig og engagerende

Vores klode fungerer som et komplekst adaptivt system, hvor fysiske, kemiske, biologiske og menneskelige processer spiller sammen. Den forståelse får børn og unge ikke gennem enkeltfagsformidling eller afgrænsede hændelser. Det kræver systemtænkning og helhedsorienteret undervisning.

Videnskab skal være undersøgende og vedkommende

Derfor skal vi give børn og unge mulighed for at eksperimentere, stille spørgsmål og arbejde med reelle problemstillinger.

De skal forstå, hvordan de selv er en del af det system, de undersøger. Og vi skal gøre videnskaben tilgængelig og engagerende – ikke kun i skolen, men også i fritiden, i hjemmet og i samfundet generelt.

Som en del af den indsats skal vi klæde børn og unge på med redskaber til, hvordan man vurderer troværdighed, forholder sig til ny forskning og skelner mellem fakta og misinformation.

Vi foreslår derfor:

• At styrke naturfagsundervisningen med systemtænkning allerede fra indskolingen – så børn for eksempel lærer, hvordan menneskets handlinger påvirker naturens processer
• At indføre faste forløb, hvor elever arbejder med tværfaglige, virkelighedsnære problemstillinger som klimakrise, energiforbrug og biodiversitet – og deres indbyrdes interaktioner – i en bred fagkontekst
• At udvide adgangen til faglige fritidstilbud og fællesskaber, hvor børn og unge kan eksperimentere og opleve videnskab i praksis.

Det er ambitiøst. Men det er også nødvendigt, hvis vi vil styrke den demokratiske samtale.

Alternativet er, at børn og unge bliver tilskuere til beslutninger om deres egen fremtid.