Danmark har alt, hvad Norge mangler i klimapolitikken

Med USA’s trusler om at overtage Grønland i frisk erindring har forsvar og sikkerhed været et dystert bagtæppe for det danske valg. Men nationale emner som sundhed, økonomi, indvandring samt klima og miljø har alligevel domineret valgkampen. Dyrevelfærd og landbrugets negative miljøpåvirkning har fået meget opmærksomhed, men klima og grøn omstilling har også været blandt de allervigtigste emner.

Danmark har allerede et meget højt ambitionsniveau i klimapolitikken. De nationale udledninger skal reduceres med 70 procent inden 2030, og regeringen har foreslået, at målet skal øges til 82 procent i 2035. Det uafhængige danske Klimaråd vurderer i sin seneste rapport, at regeringen må styrke politikken yderligere for at nå klimamålet for 2030, men at målet for 2035 er inden for rækkevidde.

Danmark har i virkeligheden alt det, Norge mangler i klimapolitikken: De har helt konkrete mål for nationale udledningsreduktioner og politik til at følge op. Målene er forankret i den nationale klimalov, så de er juridisk bindende for regeringen. Danmark har etableret et uafhængigt klimaråd, som skal vurdere, om den førte politik er tilstrækkelig til at nå målene – og give råd om, hvordan politikken bør skærpes, hvis det ikke er tilfældet.

Norge har intet af dette. Vi har ingen mål, der siger noget om, hvad de norske udledninger skal være i 2030 eller 2035. Vores nationale klimalov lægger i realiteten ingen bindende rammer for politikken. Og vi har ikke et klimaråd eller andre uafhængige instanser, som vurderer regeringens klimaindsats.

Opsigtsvækkende forskelle

Forskellen mellem Danmark og Norge, som trods alt er to sammenlignelige nabolande, er opsigtsvækkende stor i klimapolitikken. Det gælder især den politiske og juridiske indramning. Danmark har flere mekanismer til at gøre klimapolitikken så bindende og forudsigelig som muligt, så skiftende politiske flertal ikke let kan ændre kurs. I Norge har Stortinget konsekvent undgået bindende mål og en tydelig indramning af den nationale klimapolitik.

Forskellene mellem Norge og Danmark ses også i de konkrete resultater. Mens de norske udledninger er reduceret med 13 procent siden 1990, har Danmark reduceret udledningerne med 54 procent i samme periode.

En del af forskellen kan forklares med forskellige udgangspunkter i energisektoren. Norge har længe haft et vedvarende energimiks, mens udledningerne fra produktionen af olie og gas er steget kraftigt siden 1990. Danmark har derimod gennemgået en energirevolution i de seneste årtier. I år 2000 stod kulkraft stadig for 90 procent af elproduktionen. Nu er kul helt ude af energimikset, mens 90 procent kommer fra vedvarende kilder. Mens øget produktion af olie og gas giver højere udledninger i Norge, giver hurtig udbygning af vedvarende energi store reduktioner i Danmark.

Den høje andel af vedvarende energi, kombineret med en stigende andel elbiler, betyder, at Danmark nu er mindre sårbar over for høje olie- og gaspriser end mange andre lande. Det bidrager til folkelig opbakning til omstillingen.

Men Danmark har også indført klimapolitik i de sektorer, hvor det gør ondt. Landbruget er en stor sektor i Danmark med over 100.000 landmænd og betydelige eksportindtægter. Alligevel har Danmark som det første land i verden vedtaget at indføre en CO₂-afgift i landbruget. Landmændene skal betale afgiften fra 2030, og indtægterne skal føres tilbage til sektoren gennem en fond, som støtter omstilling på den enkelte bedrift.

For at reducere udledninger i industrien har Danmark indført auktioner, hvor industrianlæg kan få støtte til CO₂-fangst og -lagring samt projekter, der fjerner CO₂ fra atmosfæren.

Bør inspirere Norge

Det danske valg har skabt en kaotisk situation. Hele 12 partier kom ind i Folketinget, og det er stadig uklart, hvem der bliver statsminister, og hvilke partier der vil danne regering. Men flere af miljøpartierne fik et godt valg, og alle partier fra venstrefløjen til et godt stykke over midten ønsker at fortsætte Danmarks klima- og energiomstilling.

De danske vælgere har givet politikerne et klart mandat til at fortsætte med verdens mest ambitiøse klimapolitik. Det nye Folketing vil ikke læne sig op ad det, der sker i EU, eller køb af internationale klimakvoter. De vil have omstilling og udledningsreduktioner i deres egen økonomi.

Det bør give inspiration og selvtillid til de partier på Stortinget, som ønsker at øge omstillingstempoet også i Norge