”Verden er i hastig forandring, og partnerskaber og dialog er vigtigere end nogensinde før i en geopolitisk brydningstid.”

Sådan starter invitationen fra stats- og udenrigsministeriet til et såkaldt kick-off mandag for regeringens arbejde med Afrika, der skal munde ud i en ny Afrikaplan. Men én præsident står mere end nogen anden afrikansk leder centralt i de danske planer. Og det er den kenyanske præsident, William Ruto.

Ruto har afkodet, at der er penge og indflydelse i den grønne omstilling fra det globale nord, så det er det kort, han spiller nu for at tiltrække en masse investeringer ind i landet.

Stig Jensen
Lektor i Afrikastudier på Københavns Universitet

Ifølge lektor i Afrikastudier Stig Jensen er William Ruto en opportunist, der har set, at verden ikke længere kun ledes af USA, og har forstået, hvad det åbner af muligheder for Afrika. Som en hustler, der ser muligheder frem for begrænsninger.

”Ruto kalder sig selv hustler-in chief, og det navn passer måske rigtig godt på ham, for han er den leder i Afrika, der absolut mest har grebet den diplomatiske chance, som det geopolitiske magtvakuum har skabt,” siger Stig Jensen.

For med en rejsekalender, der allerede i hans første år som præsident var langt mere fyldt end samtlige af hans forgængeres, har William Ruto indtaget en international rolle, der både skal fortælle omverdenen, at det geopolitiske kortspil ikke længere kan spilles uden Afrika ved bordet, og at der skal investeres massivt i kontinentet, hvis man gerne vil have flere afrikanske lande på sit hold. Og her spiller grønne investeringer en særlig rolle.

”Ruto har afkodet, at der er penge og indflydelse i den grønne omstilling fra det globale nord, så det er det kort, han spiller nu for at tiltrække en masse investeringer ind i landet,” siger Stig Jensen.

En hustler med grønne fingre

William Ruto skabte et afgørende øjeblik for Afrikas grønne ambitioner i efteråret, da han med deltagelse af de fleste afrikanske lande underskrev Nairobi-erklæringen under Afrikas første klimatopmøde, der skal ”understrege Afrikas potentiale og rolle i den globale løsning til klimaforandringer med den yngste og hurtigvoksende arbejdsstyrke samt det største energipotentiale”, som der stod i aftaleteksten. 

Det er en sætning, der glimrende beskriver Rutos syn på Afrika, påpeger også lektor og forsker i Kenyas grønne politik på Nairobi Universitet Martin Marani. Et syn, der også er præget af William Rutos egen uddannelsesbaggrund i planteøkologi.

”Det er første gang, at der er en præsident i et afrikansk land, der både har kendskab til miljøudfordringer og den politiske vilje til at sætte klimaet helt centralt på den politiske dagsorden,” siger Martin Marani.

”Udfordringen bliver derfor, hvordan han får klimaet fra periferien og ind i centrum, og der spillede klimatopmødet en stor rolle både nationalt og internationalt,” siger han og tilføjer, at der selvfølgelig er segmenter i det kenyanske samfund, hvor den grønne dagsorden ikke er det vigtigste.

For det er svært at være en grøn hustler, når økonomien er presset. Selvom den kenyanske økonomi voksede med fem procent i 2023, forventer Verdensbanken, at høj statslig gæld, høje leveomkostninger og pres på valutaen vil skabe økonomiske usikkerheder i den kommende tid.  

Hvad indad tabes, må udad vindes

Den økonomiske spændetrøje, der presser William Ruto indenrigspolitisk, kan ifølge Stig Jensen besværliggøre hans muligheder for at træde frem som en global afrikansk leder. For selvom mange kenyanere ser ham som en brobygger mellem de gamle ledere og de nye ledere, er han også begrænset af sin historik i kenyansk politik, der kan være en hindring for stabilitet i landet. For William Ruto har været med i lang tid. Han blev første gang valgt til parlamentet i midten af 1990’erne og har siden haft flere forskellige ministerposter i forskellige regeringskonstellationer.

”Mange kenyanere er trætte af ham, og de glemmer ikke hans rolle i præsidentvalget i 2007, hvor der efterfølgende døde 1.200 mennesker, og hvor han rent faktisk blev anklaget af den internationale straffedomstol.”

Generelt mener Stig Jensen, at der er en politisk apati i landet, hvor man ikke tror på, at det politiske etablissement kan løse spiralen af stigende leveomkostninger og arbejdsløshed. Og det er i det lys, man også kan analysere William Rutos internationale tilstedeværelse.

Ruto er blevet vores adgangsbillet til at snakke om det, vi i Vesten gerne vil snakke om.

Stig Jensen
Lektor i Afrikastudier på Københavns Universitet

”Han vurderer nok, at hans største chancer for succes ligger i det udenrigspolitiske, for han har svært ved at navigere indenrigspolitisk, når oppositionen ikke gider at samarbejde, og der bliver hans eneste mulighed at få lande som Danmark til at investere,” siger Stig Jensen.

Hvordan ser vestlige ledere så på ham?

”De ser ham som en, man kan handle med, og som vil mange af de samme ting som os på det grønne område. Det er det, som gør Dan Jørgensen vild i varmen.”

Men vil andre afrikanske lande ikke også det?

”De fleste lande vil gerne have mere klimatilpasning end grøn omstilling, fordi der er flere penge i det, og der er William Ruto lidt af en ener. Men det handler nok mere om, at Kenya ikke har noget olie og derfor ikke har så meget at tabe ved en grøn omstilling som for eksempel Sydafrika og Nigeria.

Kenya er Danmarks bro til Afrika

For Danmark er William Ruto en vigtig allieret for at få en fod i døren til det afrikanske kontinent, hvor de fleste lande er ”hamrende trætte af vesten”, som Stig Jensen formulerer det.

”Ruto er blevet vores adgangsbillet til at snakke om det, vi i Vesten gerne vil snakke om,” siger han.

”Og der er ingen tvivl om, at Kenya er det absolutte brohoved for Danmark. Så de må smile i udenrigsministeriet over, at Kenya valgte Ruto. Men samtidig må vi håbe på, at inflationen ikke ødelægger sammenhængskraften i landet, for så kan den kommende Afrikaplan smuldre,” siger Stig Jensen.