Er Europa klar til den næste franske revolution?

Frankrig har i århundreder villet revolutionere Europa. I de gyldne saloner i Paris har man drømt om at gøre Europa til en global spiller, mens resten af kontinentet har haft meget lidt appetit på de franske visioner.

Sådan er det ikke længere.

I begyndelsen af 1960’erne besluttede den daværende præsident, Charles de Gaulle, at udstyre landet med en atomslagstyrke med den udtrykkelige begrundelse, at han ikke stolede på, at USA i længden ville være en troværdig garant for Europas sikkerhed.

Det er den styrkeposition, Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macron, på mandag taler fra, når han på halvøen île Longue i Bretagne taler til Frankrig og Europa. Dette er basen, hvor Frankrigs atombevæbnede og atomdrevne oceangående ubåde holder til.

Europa er i 2026 anderledes klar til at lytte til Frankrigs præsident, end man har været tidligere, fordi stort set alle nationer på kontinentet frygter for deres sikkerhed med et aggressivt Rusland mod øst og et nationalistisk, EU-kritisk og uberegneligt USA mod vest.

Det store spørgsmål er imidlertid, om Frankrig i de kommende år kan og vil levere på Macrons visioner om, at EU og Europa skal stå stærkere og mere uafhængigt over for USA – et projekt, Macron har talt om, siden han i 2017 blev valgt som Frankrigs præsident.

Landet befinder sig lige nu i en tilstand af voldsom politisk og social radikalisering og polarisering. Emmanuel Macron er i indenrigspolitisk forstand stærkt svækket, idet hans aktuelle regering ikke har noget stabilt flertal bag sig.

Når det gælder udenrigspolitikken, har Macron til gengæld fået ny luft, konstaterer Christine Nissen, chefanalytiker i tænketanken Europa med speciale i europæisk sikkerhedspolitik.

”Macron har i flere år talt om muligheden for at europæisere de franske atomvåben. Og her i begyndelsen af 2026 har vi set ham gribe det, han kalder ’Grønlands-øjeblikket’, som han har brugt til at tale varmt for sagen både i Davos og München,” siger Nissen og fortsætter:

”I München hørte vi Tysklands kansler, Friedrich Merz, tale seriøst om, at Tyskland ønsker at bidrage til og nyde godt af den franske atomafskrækkelse.”

Ifølge Nissen vil det være en styrkelse af Frankrigs position i EU og i Europa generelt, hvis de øvrige lande officielt kommer til at søge beskyttelse under den franske atomparaply. I Danmark sagde statsminister Mette Frederiksen i marts 2025, at hun ikke ville afvise stationering af franske atomvåben på dansk territorium. Senest sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen onsdag, under et besøg i Kyiv, at han er åben over for både dansk medfinansiering af europæiske atomvåben og for eventuel stationering af disse våben i Danmark.

”Det vil stadig være den franske præsident, der suverænt afgør, om disse våben skal bruges, selvom man måtte finde en ordning, hvor nogle af dem udstationeres i Tyskland eller andre EU-lande. Det vil give Frankrig stor magt, ligesom det vil betyde, at der vil blive overført finansielle ressourcer til Frankrig,” siger hun.

Christine Nissen peger i øvrigt på, at Frankrig i løbet af hele 2025 har været stærkt optaget af situationen omkring Grønland. Hun mener, at landet spillede en central rolle i midten af januar, da en række europæiske Nato-lande sendte soldater til Grønland samme dag, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og hans grønlandske kollega Vivian Motzfeldt var til møde med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i Washington.

”Ved den lejlighed demonstrerede det franske og det danske flyvevåben over Grønland, at franske tankfly kunne tanke danske F35-fly i luften. Det var en nøje planlagt og meget symbolsk handling, der viser, at de europæiske lande militært set er mere kapable, end det normalt er opfattelsen,” siger Christine Nissen.

Radikalisering i Frankrig kan blokere

Mens Emmanuel Macron med stor behændighed har spillet Frankrig ind i en central rolle med potentielt stor fransk indflydelse på Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur, er det langt fra sikkert, at der overhovedet vil være tilslutning blandt hans landsmænd.

Frankrig er i øjeblikket præget af sociale spændinger og politisk radikalisering. Og den tilstand kan meget vel eskalere i løbet af de kommende 14 måneder, hvor de franske vælgere skal til lokalvalg (15. og 22. marts) og til præsidentvalg i april og maj 2027.

Stemningen i Frankrig er præget af drabet 12. februar på en 23-årig højreradikal aktivist, som blev sparket til døde af venstreradikale aktivister i forbindelse med et politisk møde i Lyon. De venstreradikale aktivister tilhører den voldsparate gruppe La Jeune Garde, der blev oprettet i 2018 af Raphaël Arnault, der i dag er medlem af Nationalforsamlingen for det antikapitalistiske venstrefløjsparti La France Insoumise. Partiet ledes af veteranen Jean-Luc Mélenchon, som har afvist at lægge afstand til La Jeune Garde, selvom gruppen allerede i sommeren 2025 blev forbudt.

Mélenchons position har skabt voldsom ballade i Frankrig, hvor ledende politikere fra centrumvenstre og centrumhøjre har fordømt hændelserne i Lyon 12. februar, men Mélenchon har svaret igen, at ”man ikke lægger afstand til vennerne og kammeraterne i La Jeune Garde”.

Sagen om drabet i Lyon har skabt splittelse på den franske venstrefløj, hvor den midtsøgende socialdemokrat Raphael Glücksmann, medlem af Europa-Parlamentet, er et af de mest sandsynlige bud på en præsidentkandidat. Glücksmann har gjort det klart, at han nu udelukker enhver alliance med Mélenchon og La France Insoumise. Dette svækker venstrefløjen forud for næste års præsidentvalg.

Det højrenationale parti Rassemblement National, der i meningsmålingerne har opbakning fra 34 procent af vælgerne, har fremstillet drabet i Lyon på den højreradikale aktivist som Frankrigs ’Charlie Kirk-øjeblik’ med henvisning til skuddrabet på den unge amerikanske aktivist i september 2025.

Deling af atomafskrækkelsen er landsforræderi

Den aktuelle situation fører helt åbenlyst til markant mobilisering hos både den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det kan føre til både voldelige sammenstød og til en meget aggressiv valgkamp i 2027.

Hvad angår spørgsmålet om at dele Frankrigs atomafskrækkelse med Europa, er afvisningen total, både hos det højrenationale Rassemblement National, National Samling, og hos det venstreradikale La France Insoumise.

Det vil være landsforræderi og en svækkelse af Frankrig, mener Marine Le Pen, der igen og igen beskylder Europa-Kommissionens leder, Ursula von der Leyen, for at overskride sit mandat, når hun påpeger, at EU efter hendes opfattelse bør spille en større rolle i Europas sikkerhedspolitik.

Ifølge Frankrigs viceforsvarsminister Alice Rufo er der bred konsensus omkring Frankrigs forsvars- og udenrigspolitik, som efter hendes opfattelse ikke bliver politiseret.

”Der var bred opbakning til vores nylige forøgelse af det flerårige forsvarsbudget. Kun venstrefløjen stemte imod,” siger Alice Rufo under et besøg i København forleden.

Rufo, der har en fortid som sikkerheds- og udenrigspolitiske rådgiver for præsident Macron, hentyder dermed til, at National Samling støtter Macron-administrationens forsvarspolitik. Om dette også betyder, at Marine Le Pens parti vil støtte en deling af Frankrigs atomvåben med resten af EU, er langt fra givet.

Jean-Luc Mélenchon afviser på sin side idéen, fordi han slet ikke mener, at Frankrig bør have atomvåben. Derimod bør Frankrig udvikle et særligt program, hvor ’rumafskrækkelse’ afløser ’atomafskrækkelse’.

Muslimer bliver mere religiøse

Ud over radikaliseringen på højre- og venstrefløjen oplever Frankrig i øjeblikket også en betydelig radikalisering blandt den kraftigt voksende andel af muslimer i landet. Således er der sket et stort fald i antallet af muslimer, som mener, at islam som religion bør moderniseres. Se figur 1.

Udviklingen er kraftigst blandt de unge muslimer, der i stigende grad vender sig mod de såkaldte sekulære værdier, som den franske republik hviler på.

Francois Kraus, der er analysechef hos instituttet IFOP, konstaterer, at Frankrig på dette område står med en ny udfordring.

”På stort set alle parametre – religiøsitet, tørklæder, modstand mod ligestilling, afvisning af videnskab, forrang for religiøsitet, tilslutning til islamisme – fremstår de unge muslimer mere rigoristiske og radikale end de ældre … Det peger i retning af, at nye politikker er nødvendige, når det gælder integrationen af Frankrigs muslimer og deres tilslutning til republikkens værdier,” skriver han i en analyse.

Ud over den politiske og sociale radikalisering står Frankrig også med store økonomiske udfordringer. Således havde landet i 2025 en gæld, der svarer til 115 procent af BNP, hvilket er næsten dobbelt så højt som de tilladte 60 procent af BNP i EU.

Det er mildest talt ikke noget at prale af for Emmanuel Macron. Da han tiltrådte i 2017, svarede Frankrigs gæld til 98,5 procent af BNP.