Lokale treparter skal rense havene og skabe plads til fremtidens skove

Siden ingeniør og medstifter af Det Danske Hedeselskab Enrico Dalgas førte an i opdyrkelsen af den jyske hede i 1800-tallet, har den danske selvforståelse været koblet til landbruget. Nu skal Danmark foretage “en omvendt Dalgas”, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forklarede, da den grønne trepartsaftale blev præsenteret i juni – med ambitionen om mere skov, bedre økologisk tilstand i vandmiljøet og mindre CO2-udledning fra de landmænd, der i Dalgas-tiden var nøglen til økonomisk vækst, men nu har indtaget skurkeroller i fortællingen om den grønne omstilling.  

Ligesom opdyrkningsparadigmet udsprang fra den jyske hede, langt væk fra de store byer, skal omlægningen af det danske areal forankres i lokale kommuner, råd og organisationer. Sådan må man i hvert fald forstå den aftale, der før sommer blev forhandlet på plads af parterne i den grønne trepart. Det fremgår, at kommunerne, via de såkaldte vandoplandsstyregrupper, skal lave en omlægningsplan for det danske areal senest i 2025.  

“Vi skal ud og prikke nogle landmænd på skuldrene og lave nogle kort, som helt sikkert ikke bliver superpopulære hos alle. Hvor vi må sige: ‘I fremtiden skal I nok kigge en anden vej eller tænke på at dyrke noget andet end hvede og korn’,” siger Steffen Michael Thomsen, afdelingsleder for Vand og Natur i Mariagerfjord Kommune. 

Folketingets partier forhandler i skrivende stund med regeringen, men eftersom parterne bag ‘Aftale om et grønt Danmark’ har gjort det klart, at aftalens balancer er for skrøbelige til at blive rykket markant i forhandlingerne, forventes det, at aftaleteksten fra begyndelsen af sommeren udstikker retningen for fremtidens landkort. 

Forandringen af landskabet, som kommunerne ser ud til at skulle stå i spidsen for lokalt, er ganske omfattende: Et område på størrelse med Fyn og Bornholm tilsammen skal omdannes fra landbrugsjord til natur – 250.000 hektar ny skov skal plantes. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening, der er én af parterne bag aftalen, vil hver sjette mark blive til skov, natur eller vådområder. Dertil kommer den famøse C02-afgift på landbruget – 300 kroner ved afgiftens fulde indfasning i 2035.

Alt dette skal reducere udledningerne fra landbruget, bidrage til, at Danmark lever op til EU-krav om mængden af beskyttet natur, og forbedre tilstanden i de danske have, fjorde og vandløb. 

“Hvis man virkelig vil udføre dét, som står i den grønne trepartsaftale, så taler vi om den største jordreform siden starten af 1800-tallet,” fortæller Steffen Michael Thomsen fra Mariagerfjord.  

Arbejdet med omlægningsplanerne forankres i de såkaldte vandoplandsstyregrupper, hvor kommuner med betydning for specifikke vandoplande (Danmark er delt op i 108 af slagsen) diskuterer, hvad man for eksempel skal gøre ved vandets økologiske tilstand i Mariagerfjord eller Limfjorden – begge steder sidder Steffen Michael Thomsens kommune for eksempel med til bords. Danmark har lige nu 23 vandoplandsstyregrupper. 

Det grønne columbusæg 

Disse grupper, som altså ifølge trepartsaftalen skal stå med ansvaret for at designe de nye, lokale landkort, skal have nye medlemmer. I aftaleteksten lyder det, at grupperne skal have ”deltagelse af relevante natur-og landbrugsorganisationer (…)”, og i Mariagerfjord Kommune forventer man, at den nye opgave kræver nye kompetencer og inddragelse af interessenter, der eksempelvis taler på vegne af landmænd, lodsejere, skovbrugserhvervet og andre parter, som bliver berørt af aftalens reform af Danmarks areal.  

“Vi skal til at redesigne vandoplandsstyregrupperne. Vi skal have nogle andre interessenter med end tidligere. Det kan være skovbrugserhvervet og vandværkerne. Der skal vi have startet den dialog. Vi er stadig i tænkeboks omkring, hvordan vi gør det. Lokalt har vi diskuteret, om vi eksempelvis skal spejle den grønne treparts interessenter lokalt? Uanset hvad skal vi have sikret, at der bliver en god lokal politisk involvering og forankring.” 

Laila Kildesgaard, selvstændig ekspert i grøn omstilling og lokal udvikling i sin virksomhed Steder Skaber Folk og tidligere topleder i blandt andet Kommunernes Landsforening (KL), forudsiger, at trepartformuleringen sniger sig ind i det kommende arbejde på lokalt plan. 

“Det vil helt sikkert være lokale treparter. Det tror jeg også, de kommer til at hedde. Der er kapacitetsopbygning i gang omkring den lokale forankring og lokale treparter,” siger Laila Kildesgaard. 

En lokal trepart inde i en national trepart, som for nylig muligvis inspirerede EU-Kommissionen til at præsentere resultaterne af en slags europæisk trepart med landbruget. I en rapport bestilt af kommissionsformand Ursula von der Leyen fremlagde 29 europæiske aktører i september deres anbefalinger til fremtidens landbrugspolitik. Der er ganske vist kun tale om anbefalinger og ikke et fælles udspil mellem politikere og interesseorganisationer, som det er tilfældet i Danmark. Alligevel leder idéen om at invitere de berørte aktører med ind i processen tankerne i retning af det danske kompromis. 

”Man kan kalde det en europæisk grøn trepart om et politisk sprængfarligt emne, der var begyndt at blive stadigt mere betændt for Von der Leyen, og som hun skubbede over på den anden side af parlamentsvalget,” sagde Emmanuel Molding Nielsen, analytiker ved Tænketanken Europa, i september til Altinget. 

Rapporten med anbefalingerne udspringer af den såkaldte “strategiske dialog” mellem blandt andet miljø- og landbrugsorganisationer, som Ursula von der Leyen står bag – kommissionsformanden forklarede selv bevæggrunden for det nye forum, der skal diskutere fremtidens europæiske landbrug, i sin State of the Union-tale fra 2023: 

“Vores landbrug står over for et voksende antal udfordringer: Derfor ønsker vi at indlede en strategisk dialog om landbrugets fremtid i EU. Jeg er af den faste overbevisning, at landbrug og naturbeskyttelse kan forenes.” 

Med andre ord: Det vrimler med grønne trepartskonstruktioner. Spørgsmålet er, om en åben invitation til landbrugets interessenter om at sidde med til bords virkelig er det grønne columbusæg, der løser problemet med traktordemonstrationer i Bruxelles og klimaskeptiske lodsejere i Jylland? 

Én ting er, at landmændene har meget på spil, når klimapolitikken stiller skarpt på udledningerne fra køer og grise på de europæiske marker. Men modstanden mod klimatiltag på landbrugsområdet udspringer i højere grad af den brede befolknings sympati for deres udfordringer, forklarer Clara Vandeweerdt, adjunkt og forsker i offentlige holdninger om klima på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. 

“Landmænd udgør en meget lille del af befolkningen i Europa. Så hvis der er modstand, er det på vegne af landbruget – at mange flere synes, det er unfair,” siger Clara Vandeweerdt. 

Det handler både om økonomi, historier og ikke mindst følelser. 

“Det er svært at gøre det på en fair måde, hvor folk ikke skal gentænke deres livsgrundlag helt. Folk har bygget hele deres families liv omkring en bondegård. Det er totalt følelsesladet, hvis de så skal skifte fag, og det får de også meget sympati for,” udtaler forskeren. 

Og dette kulturelle perspektiv på udfordringerne med klimapolitik, der rammer landbruget, gentager sig, når konkrete jorde skal omdannes til for eksempel beskyttet natur i landdistrikterne, forklarer Steffen Michael Thomsen fra Mariagerfjord Kommune. 

Flere typer af landmænd og lodsejere skal afgive deres jord, hvis målene i trepartsaftalen skal indfries, og det betyder, at alle jordejere ikke kan forventes frivilligt at deltage som følge af de økonomiske incitamenter, som aftalen med for eksempel CO2-afgiften vil indføre. 

For visse jordejere er der tale om “et opgør med deres slægt”, som Mariagerfjord Kommunes afdelingsleder for Vand og Natur udtrykker det. 

For de flestes vedkommende skal man holde fast i det ejerskab af jorden, man har, men så måske gå fra at dyrke den til at være naturforvalter. Og se de muligheder, der er i at være med til at forvalte natur, som man selv og ens omgivelser får gavn af. Og de potentialer kræver en god lokal inddragelse.

Jeppe Bruus
Minister for Grøn trepart

“For de professionelle landbrug er det en bundlinje, der skal være i plus,” slår han fast. Her virker de økonomiske incitamenter i trepartsaftalen.  

Men landmænd, som tidligere har deltaget i lignende projekter, der ikke har levet op til deres forventninger, kan have mistillid til systemet. Og så er der lystejendommene. Folk, der flytter på landet for eksempelvis at gå på jagt eller drive et hobbylandbrug. For dem handler det ikke nødvendigvis om forretning.

“De er netop flyttet ud for at kunne have deres jagt og fritidsliv, ” siger Steffen Michael Thomsen. 

Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) medgiver, at der er store følelser på spil, når landmænd skal afgive deres jord.  

“Nogle ejer den jord og har arvet den i generationer,” siger ministeren og uddyber: 

“For de flestes vedkommende skal man holde fast i det ejerskab af jorden, man har, men så måske gå fra at dyrke den til at være naturforvalter. Og se de muligheder, der er i at være med til at forvalte natur, som man selv og ens omgivelser får gavn af. Og de potentialer kræver en god lokal inddragelse. Dér, hvor man er mest succesfuld, samler man lodsejerne om et projekt og definerer i fællesskab, hvordan det skal se ud.” 

Jeppe Bruus fortæller, at vandoplandsstyregrupperne bliver “vores lokale treparter”. I disse grupper skal interessenter fra for eksempel landbruget sidde med ved forhandlingsbordet, når konkrete udtagningsprojekter skal udformes.  

”Landbrug & Fødevarer er med til at hjælpe de lokale landboforeninger med at få repræsentanter ind i de her lokale treparter, og det samme med Danmarks Naturfredningsforening,” siger Jeppe Bruus.  

Én ting er, at man kan lave en trepartsaftale på nationalt plan. Nu skal vi i gang med implementeringen. Er det ikke sværere at opnå konsensus på det lokale plan? 

“Dét bliver opgaven. Vi skal i gang med at lave den lokale governance – strukturen for, hvordan det skal forløbe. Noget af det kender vi godt i forvejen – vi har allerede i dag vandoplandsstyregrupper og kystråd, hvor man sidder sammen lokalt og lægger konkrete planer for jord, der skal omlægges. Og dermed også en dialog med de landmænd og lodsejere, der ejer den jord.” 

Den offentlige fortælling afgør trepartens succes  

Flere ting taler for, at omlægningen af det danske areal ikke møder samme udfordringer med folkelig modstand som eksempelvis vindmøller og solceller, der har givet anledning til det såkaldte ’not in my backyard’-fænomen: At størstedelen af befolkningen ønsker, at vindmøllerne opstilles, men ikke i lige præcis deres baghave.  

Først og fremmest vinder naboerne til de nye naturområder en konkret, æstetisk gevinst til deres lokalområde, mener Steffen Michael Thomsen. 

“Du kan ikke gå over en kornmark, men hvis du rejser skov, er det noget helt andet,” siger han.  

Laila Kildesgaard, ekspert i grøn omstilling og lokal udvikling, pointerer, at tidsånden bakker op om tiltagene.  

Hvor mange konsekvenser af klimaforandringerne fremstår abstrakte, er miljøproblemerne i vandmiljøet en konkret forandring, der har fået massiv opmærksomhed det seneste år: Iltsvind i de danske farvande, begravelseshappeningen ved Vejle Fjord i april til stor mediebevågenhed, miljøminister Magnus Heunicke, der har erklæret, at han vil være ’Havets minister’.  

“I den bedste af alle verdener rammer man folkestemningen om at passe godt på natur og miljø,” siger Laila Kildesgaard. 

Jeg håber virkelig, at det kommer til at knytte landbrugsidentiteten til klimahandling. Det ville være virkelig revolutionerende.

Clara Vandeweerdt
Adjunkt og forsker i offentlige holdninger om klima på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet

“Man skal fra staten og de lokale aktørers side formå at sige: ‘Nu har vi svaret på alle jeres bønner omkring flere rekreative områder, bedre adgang til natur, mere biodiversitet – dét kan vi få med den grønne trepart, hvis vi gør det rigtigt. Og vil I ikke være med i det?’” 

Clara Vandeweerdt fra Københavns Universitet forklarer, at miljøpolitik generelt vækker mindre folkelig modstand end klimapolitik, især når det kommer til implementeringen af konkrete tiltag.

Om trepartens inddragelse af landbrugsaktører i udformningen af politikken – indtil videre uden at Folketinget er blevet hørt – har ben at gå på i fremtidens politiske proces, afhænger af, hvilken fortælling der bliver dominerende, forklarer forskeren. 

Kan aftalen markere afslutningen på skillelinjen mellem klimaforkæmpere på den ene side og landbruget på den anden? 

“Resultatet af den offentlige debat efter trepartsaftalen kommer til at betyde meget for, hvordan vi vurderer det trade off i fremtiden. Hvis det nu virker – og hvis Landbrug & Fødevarer virkelig lykkes med at sælge denne her politik til landmænd og til den landlige befolkning – synes jeg, det skal anses som en succes,” siger hun og fortsætter: 

“Jeg håber virkelig, at det kommer til at knytte landbrugsidentiteten til klimahandling. Det ville være virkelig revolutionerende.”