Nu kommer elektrostaterne

Magten over verdens fossile energisystem er i dag fordelt i en slags geologisk lodtrækning, hvor lande med den rette undergrund kan tjene temmelig mange penge på olie og gas.

Derfor er det en væsentlig fordel ved fremtidens grønne energi, at de fleste lande kan lave grøn strøm. Men heller ikke et vedvarende energisystem er uden hierarkier og geopolitisk magt.

I takt med at den fossile økonomis petrostater træder i baggrunden som forsyningslande for verdens energi, vil en ny gruppe af elektrostater få større global indflydelse.

Olie er olie, og gas er gas. Men når man taler elektrostater, taler man om mange ting.

Katrine Lumbye
Ph.d. fra CBS, forsker i geopolitik og energi.

Det er lande, som vinder retten til at producere vindmøller, solceller, atomkraftværker og anden grøn teknologi til andre lande. Og det er lande, som skal grave efter de underjordiske råstoffer, metaller og mineraler, som den CO2-neutrale energi bliver bygget på.

Her står intet land stærkere end Kina. Den voksende asiatiske stormagt både graver, forarbejder og bygger grøn teknologi. Og så har de en efterhånden veludviklet industri, som producerer mere grøn energi end noget andet land i verden.

”Kina er uden tvivl verdens førende elektrostat,” siger Luke Patey, der er seniorforsker ved DIIS med speciale i Kina; landets teknologiske udvikling og strategiske konkurrence med Vesten.

”Intet andet land har så stærk en overhånd på tværs af de grønne markeder. Fra elbiler til solceller. De står over alle andre.”

Et mudret billede

Kina dominerer. Men intet land kan sidde alene på den grønne trone. Og det er godt nyt for Danmark og EU, der i de senere år er begyndt at forstå de geopolitiske konsekvenser af at være for økonomisk afhængig af en strategisk rival.

Ingen enkeltstående grøn teknologi bliver så dominerende, som olie har været hidtil. Grøn energi vil blive produceret på mange måder, og som udviklingen fortsætter, bliver der brug for forskellige råstoffer og teknologier.

Sådan lyder vurderingen fra Katrine Lumbye, der har en ph.d. fra Copenhagen Business School og blandt andet forsker i de geopolitiske aspekter ved fremtidens grønne energi.

”Det er et meget mere mudret billede. Olie er olie, og gas er gas. Men når man taler elektrostater, taler man om mange ting,” siger hun.

Den grønne forsyningskæde er lang og kompliceret. Nogle lande er eksperter i at skaffe de sjældne jordartsmetaller, som giver stærke magneter i vindmøller og elbiler. Andre lande sidder på vigtig forarbejdning. På vejen fra udvinding til strømproduktion krydser alle materialerne til den grønne teknologi en række lande. Og det betyder, at de geopolitiske risici kan fordeles.

”Kina er en åbenlys kæmpespiller. Men nøglen bliver diversificering,” siger Katrine Lumbye.

Og med det politiske ønske om at sprede Kinarisikoen vil lande, der hidtil har spillet mere marginale roller i det globale energihierarki, få større opmærksomhed.

Nye lande vokser frem

Det gælder et land som Australien, der har en omfattende minedrift, og som i dag derfor sidder på en række af de kritiske råstoffer og mineraler, som grøn teknologi kræver.

På det kolossale australske areal har der i årtier været rig minedrift, hvilket har gjort landets såkaldte ’ressourcesektor’ til den største i verden. Australien har kort sagt det hele. Lithium, sjældne jordartsmetaller, kobber, nikkel, kobolt og uran. Australien er også verdens største producent af jernmalm, som er afgørende i produktionen af stål. Og selv om der bliver arbejdet hårdt på det, er grønt stål endnu ikke en realitet. Derfor skal der bruges store mængder kul til at omdanne jernet, hvilket Australien også udvinder.

Australien er derfor på vej til at blive en stor aktør på de globale energimarkeder. Også overgangsteknologien flydende naturgas (LNG), der i 2022 blev en afgørende redningsplanke for det gashungrende europæiske kontinent, er Australien en af verdens største sælgere af.

Alene sidste år har både Tyskland, USA, Storbritannien og Frankrig indgået partnerskaber med Australien i håb om at opbygge fælles værdikæder for den grønne teknologis kritiske råstoffer.

Det er let at se, hvordan det er i EU’s interesse. Sidste år annoncerede EU-Kommissionen et mål om, at 40 procent af EU’s årlige forbrug af kritiske råstoffer senest i 2030 skal forarbejdes eller raffineres inden for EU’s grænser. Men de nye alliancer er også i Australiens interesse, eftersom landet er blevet mere bevidst om farerne ved at være for afhængig af Kina, for eksempel i forarbejdningen af lithium.

Indonesien er et andet land, hvis indflydelse kommer til at vokse i de kommende år. Verdens største østat er rigt på vigtige metaller som kobber, nikkel og kobolt og kommer derfor til at få mere opmærksomhed i de kommende år.

Indonesien har også den fordel, at landet ligger godt placeret på vigtige søruter mellem Australien og Kina og forventes at blive et af fremtidens store vækstmarkeder. Set med vestlige briller taler det uden tvivl også til Indonesiens fordel, at de har valgt at søge ind i den vestligt dominerede landeklub OECD frem for den mere Vesten-skeptiske BRICS-klub, der ledes af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

I Sydamerika kan lande som Chile, Peru og Argentina vinde større indflydelse, hvis de politisk vælger at satse stort på ressourceudvinding til grøn teknologi. Der er råstoffer til elbilsbatterier i massevis i den såkaldte lithiumtrekant, som Argentina, Chile og Bolivia deler mellem sig.

Til gengæld er det mere usikkert, om landenes befolkninger støtter en mangedobling af udvindingen – både på grund af den vandforurening, minedriften historisk har ført med sig, og fordi ressourcerne ligger begravet midt i den ikoniske Andesbjergkæde, gemt under saltsletter og ørkenlandskaber.

En af de teknologier, som har fået mere opmærksomhed i de senere år, men som i Danmark er mindre relevant, er atomkraft. Men denne teknologi kommer til at spille en stor rolle i det globale grønne energisystem. Her vil adgangen til uran fra lande som Rusland, Namibia, Kazakhstan, Canada, USA og Australien være afgørende.

Også lande som USA, D.R. Congo og Canada kommer til at spille vigtige roller på det grønne energiverdenskort.

Det cirkulære håb

Et af elektrostaternes væsentlige bidrag til den grønne omstilling bliver at trække store veksler på naturens ressourcer.

I de kommende mange år skal der graves hidtil usete mængder kobber, nikkel, zink, lithium, sjældne jordartsmetaller og andre råstoffer op af jorden.

Den globale efterspørgsel på råstoffer til grøn teknologi og kabler skal ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) seksdobles frem mod 2040, hvis verden skal holde stien mod klimaneutralitet i 2050. Til den tid skal efterspørgslen på lithium 42-dobles. Efterspørgslen på nikkel og kobolt skal cirka ganges med 20, mens efterspørgslen på sjældne jordartsmetaller omtrent skal syvdobles for at få verden på rette kurs. Selv brugen af kobber, der allerede i dag er en af verdens mest efterspurgte ressourcer, skal tredobles frem mod 2040. 

Tilsammen er de mange ressourcer, tilsat en betydelig mængde stål og beton, afgørende for at lave vindmøller, solceller, atomkraftværker, elbiler og vandkraftværker.

Og det er ikke kun i Andesregionen, at udsigten til mangedoblet udvinding vækker bekymring. Denne mørkere side ved den grønne omstilling er i de senere år begyndt at få mere opmærksomhed, både i medier og på politisk niveau.

Men den grønne teknologis materialer kan i modsætning til olie og gas genbruges. Det er en indlysende god idé, set gennem både grønne og geopolitiske linser. Jo flere ressourcer man kan holde i jorden, des færre CO2-udledninger og miljørisici. Og hvis der opstår en kamp om knappe ressourcer, bliver genbrug også en måde at holde de politiske og økonomiske konflikter nede.

Det er til gengæld lettere sagt end gjort. Skal man spole forarbejdningen af alt fra kobber til lithiumbatterier tilbage, skal man bruge en del energi. Det energiforbrug skal helst være grønt, for at processen ikke er decideret kontraproduktiv. Lige nu er det både dyrt, teknologisk vanskeligt og logistisk udfordrende.

Men udviklingen er i gang. Belgiske Umicore har en ’urban mining’-fabrik i Hoboken uden for Bruxelles. Herfra forsøger de at knække koden, og der sker tilsyneladende store fremskridt. Mere end 95 procent af det kobber, nikkel og kobolt, Umicore modtager på sin genbrugsfabrik, bliver gjort klar til genbrug. For lithium er det kun 50 procent, men også her sker der fremskridt.

”Vi bliver bedre til at genbruge de her metaller,” siger Katrine Lumbye. ”Det koster godt nok mange penge lige nu, og det skal blive bedre. Men det her er endnu en grund til, at elektrostaterne ikke kommer til at få den samme rolle som petrostaterne.”

Ingen ustoppelig kraft

Kina har altså ikke udsigt til at blive verdens altdominerende energistormagt. Men de må siges at gøre forsøget.

Landet er ikke alene et af de lande med absolut flest gravemaskiner til den grønne omstilling. Som det gradvist er blevet tydeligere over de senere år, er Kina blevet en verdensførende producent af de grønne teknologier.

Kina dominerer ikke alene det globale solcellemarked, men i stigende grad også vindmøllemarkedet, som i Europa har været gennem et par temmelig hårde år. En stor satsning på elbiler betyder, at den kinesiske elbilproducent BYD for nylig overhalede Tesla som verdens største producent af elbiler. Teslas biler produceres i øvrigt i Kina.

Kina er også verdens største producent af vandkraft og blandt de største atomkraftproducenter. Og selv om Kina er verdens med afstand største producent af fossil energi, er det pt. den kinesiske stat, der driver den globale udbygning af vedvarende energi.

I 2022 stod Kina for mere end halvdelen af den globale udbygning af vedvarende energi, mens en nylig Wood Mackenzie-opgørelse viste, at Kina sluttede det forgangne år af med mere end dobbelt så meget ny sol- og vindenergi som Europa og USA tilsammen.

Der er grunde nok til at fremhæve Kina som den grønne energis magtfaktor.

Alligevel skal man passe på med at overvurdere kineserne, lyder det fra DIIS’ Luke Patey.

”De har også svagheder,” siger han.

Selv om Kina graver mange af sine ressourcer op selv, er de stadig afhængige af at importere vigtige mineraler fra lande som Australien, D.R. Congo og Chile.

En anden og formentlig større svaghed er, at Kina ifølge Patey stadig halter efter den grønne energis teknologiske frontløbere.

Kina er gode til at skalere og producere. De er gode til at bruge statsstøtte til målrettet at underminere konkurrenterne.

”Men vi skal ikke se Kina som en ustoppelig kraft inden for grøn teknologi. For det er de ikke,” siger han.