Det digitale velfærdssamfund knirker – nu begynder danskerne at stemme med fødderne

I årevis har vi fortalt hinanden den samme historie: Danmark er digital frontløber, borgerne er digitale rollemodeller, og velfærdsstaten er blevet smartere, billigere og mere tilgængelig takket være nye løsninger.

Den fortælling holder ikke længere. En ny befolkningsundersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen og Institut for Menneskerettigheder blandt 3.025 danskere viser et markant stemningsskifte. På bare to år er andelen af borgere, der mener, at digitaliseringen af velfærden er til gavn for borgerne, faldet fra 58 til 42 procent. Samtidig er andelen, der direkte oplever, at digitaliseringen ikke er til gavn for borgerne, steget fra 12 til 20 procent.

Det er ikke små marginaler. Det er et stemningsskred. Og det kommer oven i et andet advarselssignal: Tilliden til, at staten forvalter vores data ansvarligt og sikkert, er faldet fra 62 til 51 procent siden 2023. Hver femte dansker har nu direkte mistillid til statens håndtering af deres data.

Det her er ikke bare nørdede tal til digitaliseringsstrategier og embedsrapporter. Det er et politisk og demokratisk faresignal af de større.

Hundredtusinder er begyndt at opgive

Noget af det mest rystende i analysen er ikke holdningerne, men adfærden.

Det er ikke små marginaler. Det er et stemningsskred. Og det kommer oven i et andet advarselssignal: Tilliden til, at staten forvalter vores data ansvarligt og sikkert, er faldet fra 62 til 51 procent siden 2023.

I 2023 viste undersøgelsen, at otte procent af danskerne havde opgivet at få en offentlig ydelse, fordi kontakten med det offentlige var digital. Det svarer til næsten 400.000 borgere. I den nye undersøgelse ligger tallet fortsat omkring syv procent – ingen forbedring, ingen reparation.

Det betyder, at vi har et digitalt velfærdssamfund, hvor hundredtusinder i praksis fravælger ydelser, de ellers har ret til – ikke fordi de ikke har behovet, men fordi designet af systemet står i vejen.

Det stopper ikke der:

• 12 procent har opgivet at finde information fra det offentlige, fordi løsningen var digital
• 11 procent har opgivet at give deres holdning til kende – for eksempel i borgerhøringer eller på skolens digitale platforme – fordi adgangen var digital.

Hvis vi renser tallene for dem, der siger, at situationen ikke har været relevant for dem, er det omkring hver femte blandt de borgere, der faktisk har prøvet at skulle bruge løsningerne, som ender med at give op.

Det er demokratisk sprængstof. Velfærdsstaten og demokratiet bygger på, at vi kan søge ydelser, kan finde information, kan lade vores stemme høre. Når digitale løsninger bliver filteret, man skal igennem – og mange simpelthen vender om i døren – så har vi et problem, der ikke kan reduceres til ’digital oplæring’ og ’lær at bruge MitID’.

Hjælp er nødvendig – men den koster privatliv og værdighed

14 procent af danskerne har haft behov for hjælp til at klare deres digitale møde med det offentlige. Hver tiende har været afhængig af hjælp fra pårørende, og syv procent har måttet have hjælp fra en sagsbehandler, fagforening eller frivillig organisation.

Når digitale løsninger bliver filteret, man skal igennem – og mange simpelthen vender om i døren – så har vi et problem, der ikke kan reduceres til ’digital oplæring’ og ’lær at bruge MitID’

Det er især de yngste og de ældste, der må bede om hjælp – 18-26-årige og 60+. De skal søge SU, boligstøtte, pension, hjælpemidler – og får at vide, at “det klarer du bare inde på selvbetjeningen”.

Men hjælp er ikke gratis. 23 procent af dem, der har fået hjælp, oplever, at deres hjælper fik for meget indsigt i deres liv, når de skulle have hjælp til de digitale løsninger. Og 41 procent siger, at de faktisk hellere ville have lært at klare det selv, frem for at andre gjorde det for dem – blandt de unge er det over halvdelen.

Det her handler om værdighed. Om retten til et privatliv – også når man er digitalt usikker, syg, ung, gammel eller på anden måde afhængig. Og om retten til selv at have hånden på tastaturet, når det gælder ens egen sag.

De samme grupper tabes – bare nu digitalt

Analysen viser, at det ikke er tilfældigt, hvem der rammes hårdest. De kendte ulighedsmønstre går lige igennem de digitale systemer.

Vi har i alt for mange år behandlet digitalisering som noget, der bare ’sker’ – som en naturkraft, man kan være mere eller mindre begejstret for, men som ikke rigtig kan diskuteres på lige fod med andre politiske valg.

Borgere med handicap og med funktionsnedsættelser har markant sværere ved at navigere i det digitale velfærdssamfund end andre. Blandt dem med større grad af funktionsnedsættelse har 16 procent opgivet at søge en offentlig ydelse, fordi kontakten var digital – mod fem procent blandt borgere uden funktionsnedsættelse. Og omkring hver femte har opgivet at finde information eller at give deres holdning til kende, fordi det skulle ske digitalt.

Billedet er det samme for borgere med minoritetsbaggrund. 14 procent af dem har opgivet at søge en offentlig ydelse, fordi det skulle gøres digitalt, mod seks procent blandt majoritetsdanskere. 18 procent har opgivet at søge information, 17 procent har opgivet at give deres holdning til kende.

Det er svært at kalde det her noget andet end digital ulighed.

AI som den usynlige medsagsbehandler

Analysen viser også noget andet, der bør tænde røde advarselslamper i både Folketinget og kommunalbestyrelserne: Næsten halvdelen af danskerne ved ikke, hvornår det offentlige bruger kunstig intelligens i sagsbehandlingen. Kun 13 procent er enige i, at det er klart for dem, hvornår myndighederne tager AI i brug.

Det er ikke en lille teknisk detalje. Når folk ikke ved, hvornår det sker, og ikke forstår logikken bag, så står vi med en farlig cocktail: Faldende tillid til statens datahåndtering, oplevelsen af, at digitale løsninger står i vejen – og en sagsbehandling, hvor AI glider ind som en slags usynlig medsagsbehandler, man hverken kan se, tale med eller klage meningsfuldt over.