DR fylder 100. Men har public service en fremtid – eller bare en gylden fortid?

Forestil dig 2035. Nyhederne er personaliserede, medierne polariserede og kulturen mere eller mindre globaliseret. Hver især får vi, hvad vi vil have – og slipper for alt det, vi ikke kan lide, og det vi ikke gider blive konfronteret med af andre meninger. De fleste medier er målrettede, holdningsbårne og bag betalingsmure. Og offentligheden? Den er opløst i tusind små bobler. I de bobler kan vi ganske vist ikke længere vide, hvad der er sandt eller falsk, ægte eller uægte, men de tilbyder til gengæld et orgie af underholdning, såkaldte nyheder og masser af tidsfordriv. De er kønsløse, hvad angår kulturelle værdier – for indholdet skal være gangbart på tværs af nationale egenarter, præferencer og særheder.

I det billede virker idéen om public service næsten antikvarisk: Et medie, der insisterer på at være for alle. Et indhold, der ikke må ekskludere nogen. En ambition om at samle snarere end at splitte. En forudsætning om at medvirke til dannelse baseret på danske værdier og spredning af faktuel viden. Er det stadig nødvendigt – eller bare naivt?

De private, kommercielle medier har allerede valgt deres retning: mere niche, mere målgruppesegmentering og meget mere holdning. Kvalitetsjournalistik er i stigende grad for dem, der har råd.

Svaret afhænger af, hvilken offentlighed vi ønsker os. Og spørgsmålet er relevant, fordi DR i dag tirsdag fylder 100 år. Hvis vi mener, at markedet nok skal løse opgaven, kan vi læne os tilbage og se algoritmerne gøre arbejdet. De private, kommercielle medier har allerede valgt deres retning: mere niche, mere målgruppesegmentering og meget mere holdning. Kvalitetsjournalistik er i stigende grad for dem, der har råd – og lyst – til at betale for den. For resten er der clickbait, følelser og forudsigelighed.

Samtidig trækker de private medier sig længere ind i deres egne siloer. De henvender sig til bestemte segmenter, taler med (og til) deres kernepublikum og lever ofte af at skærpe deres profil og positionere sig i en mediekamp, hvor kant sælger bedre end balance. Mange udvikler sig til elitemedier, mens brede folkelige fællesskaber forvitrer.

Udviklingen presser den redaktionelle linje derhen, hvor pengene stadig kan tjenes nu på digitale abonnementer og medlemskaber. Journalistikken skal produceres mere effektivt med hjælp fra AI-assistenter og med brug af færre journalister. Og det er ikke kun noget, vi fornemmer herhjemme – det er en strukturel bevægelse i hele den vestlige verden.

Kravene til public service

Public service skal noget andet. Det skal ikke please, men perspektivere. Ikke målrette, men samle. Ikke være hurtigst – men være dybest. Vi forventer en ekstraordinær påpasselighed med troværdigheden og tilliden fra publikum. Det gælder ikke kun DR. TV 2 har stadig et bredt folkeligt mandat og en forpligtelse til at dække hele Danmark. Public service handler ikke kun om, hvem der betaler – men om, hvad man forpligter sig på.

Og det handler ikke kun om nyheder og fakta. Det handler om kultur. Hvad vi deler, hvad vi bygger fællesskab omkring, hvad vi husker af vores historie og fortæller videre. Public service skal ikke bare oplyse – det skal også danne og forbinde. Hvem skal ellers sikre, at der stadig er drama på dansk, satire med kant, børne-tv uden reklamer og musik, der ikke nødvendigvis topper Spotify? Hvem skal fastholde, at dansk kultur ikke kun er noget, vi engang havde – men noget, vi stadig skaber og nytænker?

Begås der fejl, og slås der skår i troværdigheden, er der ikke langt hos politikerne og folkedomstolen til krav om beskæringer af budgetter, fyringer og indskrænkning af aktiviteterne. 

Det bliver ikke lettere af, at medievanerne er under konstant forandring. Unge mennesker ser ikke længere flow-tv. De vælger selv, hvad de vil se – hvornår, hvor og hvordan. Konkurrencen fra globale giganter som Netflix, TikTok og YouTube er benhård. Og de spiller med helt andre muskler – og helt andre motiver. Og hvis public service ikke formår at møde de unge dér, hvor de er, så forsvinder det stille og roligt ud af deres bevidsthed. Uden dramatik – men med alvorlige konsekvenser.

Samtidig kæmper vi med en stigende mistillid til medierne. Fake news og AI-genereret misinformation fylder mere. Og midt i alt dette bliver public service igen kaldt på banen som en troværdig modgift. I både Danmark og resten af Europa har DR, TV 2, BBC og deres søsterinstitutioner stadig høj tillid i befolkningen. Men det er ikke nogen naturlov. Den tillid skal fortjenes hver dag. Og begås der fejl, og slås der skår i troværdigheden, er der ikke langt hos politikerne og folkedomstolen til krav om beskæringer af budgetter, fyringer og indskrænkning af aktiviteterne. Enhver debatbrise om et program i DR kan med lynets hast ende i en ustoppelig tsunami. Det ved alle, der har prøvet et chefjob i institutionen.

Digitalt kompas og tryg havn

I en tid, hvor digitale platforme former vores virkelighed, og hvor børn vokser op med TikTok som nyhedskilde og YouTube som barnepige, står public service med et ansvar, der rækker langt ud over nyheder og kulturformidling. DR og TV 2 skal ikke bare levere indhold – de skal være kompasset i et landskab, hvor algoritmer og AI trækker os i alle retninger.

Det er public service, der skal lære os at navigere. Ikke med løftede pegefingre, men med indhold, der giver indsigt i, hvordan information manipuleres, hvordan virkelighed fordrejes, og hvordan vi som borgere kan blive digitale medborgere – ikke bare forbrugere. De skal vise, hvordan man gennemskuer falske nyheder, aflæser kilder og forstår, at den mest populære video sjældent er den mest sande.

Det er ikke gratis at stå uden for markedets logik. Public service er – og skal være – upopulær af og til. Man skal have modet til at insistere på nuancer, når andre går efter det sort-hvide.

Samtidig har DR og TV 2 et særligt ansvar for børn og unge. Ikke kun for at lave gode programmer til dem, men for at sikre, at der findes et trygt og troværdigt sted i den digitale jungle. Et sted uden skjult reklame, uden kommercielle bagtanker, uden influencerpåvirkning forklædt som venskab. Et sted, hvor de kan møde sig selv og hinanden som medborgere – ikke som målgrupper.

Det er ikke gratis at stå uden for markedets logik. Public service er – og skal være – upopulær af og til. Man skal have modet til at insistere på nuancer, når andre går efter det sort-hvide. Public service skal dække emner, ingen gider høre om – men som alle burde kende til. Public service skal tage Danmark alvorligt som demokratisk fællesskab og kulturel virkelighed. Ikke som en specifik målgruppe, men som mangfoldige målgrupper.

Det er en svær balance. For selv public service må forholde sig til distribution, rækkevidde og digitale vaner. Public service uden en publik giver ingen mening. Det er nødvendigt at være til stede på de platforme, hvor borgerne er. Men hvis public service ender med at blive en slags ’pæn version af YouTube’, så mister det sin identitet. Dets eksistensberettigelse er ikke form, men formål.

Mere end et medietilbud

Vi glemmer det tit: Kultur er ikke bare underholdning. Kultur er det sprog, vi tænker i som samfund. Og uden public service risikerer vi, at det sprog bliver importeret, forsimplet eller udelukkende kommercielt. Så bliver det svært at tale sammen – og endnu sværere at forstå hinanden.

Public service i 2030 skal derfor være meget mere end et medietilbud. Det skal være en demokratisk og kulturel infrastruktur. Et sted, hvor vi tør stille spørgsmål, vi ikke allerede kender svaret på. Hvor vi kan mødes – ikke fordi vi er enige, men fordi vi hører til samme samfund. Det skal være en kvalitetsmarkør i forhold til resten af medielandskabet, fordi der er penge og robusthed i budgetterne til at gå lige et ekstra niveau op og en ekstra mil for at nå det ypperste uanset programkategori.

Vi glemmer det tit: Kultur er ikke bare underholdning. Kultur er det sprog, vi tænker i som samfund. Og uden public service risikerer vi, at det sprog bliver importeret, forsimplet eller udelukkende kommercielt.

Det kræver mod til at gøre noget andet end markedet. Også når det gælder underholdning og livsstilsprogrammer. Mod til at være bred i en tid, der dyrker det snævre. Mod til at forsvare det fælles i en tid, der hylder det individuelle. Hvis det lykkes, så har vi stadig noget unikt: Et fælles spejl, et fælles rum, en fælles samtale. Ikke perfekt. Ikke altid behagelig. Men vores.

Hvis ikke – så har vi bare en stor kulturinstitution med en gylden fortid.