
I Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) arbejder vi hver dag, året rundt, målrettet og loyalt for at levere den bedste sundhedsteknologiske understøttelse til patienter, borgere og vores kolleger i klinikken. Samtidig har vi også travlt med at indfri de politiske ambitioner ved at levere på store og ambitiøse mål i en sundhedsreform tæt på borgeren. Det gør vi i en hverdag, hvor både sundhedsvæsnet og Danmark har en nøglerolle og hvor det globale marked er under stadig forandring. Det giver mulighed for at binde både sløjfer og knuder, mens vi sammen skaber et endnu bedre og stærkere sundhedsvæsen - ikke kun i Regionen, men også i et nationalt og internationalt perspektiv.
De samfundsmæssige udfordringer for sundhedsvæsenet er tydelige, og det samme er de teknologiske potentialer. På tærsklen til Region Østdanmark vil den samlede IT-organisation være en afgørende katalysator for den fortsatte udvikling af sundhedsvæsenet og for at realisere potentialerne i samspillet mellem patienter, hospital og teknologi.
Om stillingen
Danmarks største offentlige sundhedsteknologiske organisation udvider direktionen, så du bliver del af en fire personers direktion i Center for IT og Medicoteknologi med 1.000 dygtige og engagerede medarbejdere og ledere under sig. Et årligt budget på 2 mia. kr. og ansvar for alt fra datacentre til flere hundrede applikationer, medicoapparatur, netværk og innovation. Du bliver leder af ledere med endnu et ledelsesniveau under dem, og du vil stå i spidsen for 300-450 personer – men altid med tanke for den samlede organisation.
Vi er en stor og kompleks organisation samtidig med, at vi står på tærsklen til en fusion, der udvider organisationen med knap 600 yderligere, dygtige kollegaer. Den kommende tid vil kræve en ekstraordinær forståelse for og engagement i ledelsesopgaven. Vi tror på, at medarbejdertrivsel og klarhed om roller og opgaver skaber de bedste forudsætninger for komplekse leverancer, hastighed og kvalitet. Vi stiller hver dag skarpt på, at vi styrker samarbejdet både internt og på tværs gennem øget transparens og tydelige prioriteringer. Det er afgørende, at du kan bidrage til at videreudvikle en tillidsfuld og motiverende kultur både i direktionslokalet, ud mod vores mange samarbejdspartnere og vigtigst af alt for den samlede, nye organisation.
Om vores kommende vicedirektør
Du har en solid teknologisk forståelse og erfaring fra infrastruktur, applikationer og/eller it-arkitektur. De er vant til at indgå i strategiske partnerskaber med et stort leverandørmarked. Du er en anerkendt teknologileder, der har stået i spidsen for omfattende digitale transformationer i komplekse organisationer. Du kombinerer strategisk udsyn med dyb teknologisk indsigt og kan skabe følgeskab om ambitiøse forandringer.
Du har dokumenterede resultater med modernisering af komplekse teknologimiljøer og har ledet transformationer, hvor eksisterende platforme er blevet konsolideret, moderniseret eller erstattet af nye digitale løsninger.
Du har for nylig arbejdet med ny teknologi og gerne med erfaring tæt på innovationsmiljøer. Det er ikke afgørende, at du har kendskab til sundhedsvæsnet, dér har du de bedste folk tæt på til at støtte dig.
På ledelsessiden har du flerårig erfaring med ledelse, ledelse af ledere og ledelse uden for egen linjeorganisation. Du kan dokumentere synlige resultater, som du har skabt - aldrig alene - men i spidsen for, og som en del af en større it-organisation.
Blandt dine vigtigste opgaver bliver:
At være med til at skabe én samlet teknologiorganisation på tværs af to regioner.
At reducere teknisk gæld og konsolidere en kompleks systemportefølje.
At styrke anvendelsen af automatisering, data og AI.
At sikre robust og sikker drift af kritiske sundhedsteknologiske løsninger.
At udvikle strategiske partnerskaber med nogle af verdens største teknologileverandører.
Løn- og ansættelsesvilkår
Regionen har besluttet, at ansættelse sker på kontraktvilkår i henhold til Danske Regioners ”Rammeaftale om kontraktvilkår for chefer”, med lønindplacering i øvrigt efter Danske Regioners ”Aftale for chefer”.
Overenskomst/Aftale:
Rammeaftale om kontraktvilkår for chefer 22.02.3
Aftale for chefer 22.02.1
Stilling:
Øvrige administrative chefer (trin 52 med stillingstillæg på 27.535 kr.).
Udover startlønnen kan du have:
ret til 15,0% kontrakttillæg af de øvrige løndele i henhold til Danske Regioners ”Rammeaftale om kontraktvilkår for chefer”
mulighed for at forhandle individuelle tillæg afhængigt af stillingen samt din erfaring og dine kvalifikationer.
Det forudsættes at kandidaten kan sikkerhedsgodkendes.
Frister og proces
Alle, der overvejer at søge stillingen, er velkomne til at kontakte direktør Mette Harbo på telefon 5124 0898 for en fortrolig drøftelse.
Ansøgningsfristen er d. 31. august 2026. 1. og 2. samtale gennemføres i uge 38 og 39.
Der gennemføres en personlighedstest og kognitiv test mellem 1. og 2. samtale for de kandidater, der går videre i processen. Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2026 eller hurtigst muligt.
Det handler om liv
Det handler om liv. Om at bringe liv til verden og skabe livskvalitet. Om at redde liv og forbedre liv.
I Region Hovedstaden træder du ind i en verden af muligheder og mangfoldighed med plads til dine ambitioner.
Du bliver en del af noget større – et stærkt fagligt miljø, hvor vi har fingeren på pulsen og gør hinanden bedre.
Du får et arbejde, der giver mening, fordi det handler om liv.
Vil du være med til at gøre en forskel?
Fakta
Koncerncentrene består af syv centre
Vi arbejder med sundhed, IT, HR, økonomi, kommunikation, ejendomme og regional udvikling
Vi servicerer det politiske niveau og hjælper med at omdanne beslutninger til handlinger
Vi er ca. 3.100 medarbejdere
Vi arbejder ud fra værdierne tillid, åbenhed, helhedssyn og professionalisme
Region Hovedstaden sætter mennesket først. Vi giver plads til forskellighed og opfordrer derfor alle til at søge, uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse.
Vi er i koncerncentrene en del af Solsikkeprogrammet og støtter op om medarbejdere, der er brugere af solsikken.
Startløn for overenskomstansatte
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.


