Invasionen af Ukraine har skabt et nyt sammenhold i Nato og EU. Det er den grundlæggende fortælling ét år efter krigens start. Sanktionspakkerne regner ned over den russiske økonomi, EU-landenes samlede bidrag til Ukraine nærmer sig svimlende 1.000 milliarder kroner, og Nato-landene sender bølge efter bølge af våben og ammunition til Zelenskyjs hårdt prøvede styrker.

Men der findes en stadigt mere generende sten i skoen på dette fælles fodslag: Et Nato-land, der trods protester fra sine allierede, har indkøbt et russisk luftforsvarssystem; som nu på niende måned blokerer for Finlands og Sveriges optagelse i Nato. Et land, som trods sin status som EU-kandidatland, aktivt hjælper Putin med at omgå sanktioner ved at agere transitland for varer ud og ind af Rusland.

Tyrkiet er pludselig blevet storimportør af russiske træpiller – og storeksportør af træpiller til resten af Europa. Også den danske import af træ til biobrændsel fra Tyrkiet er vokset voldsomt, efter EU forbød handel med russisk træ i juli sidste år. Det har det danske dagblad Børsen og flere internationale medier for nyligt dokumenteret.

Handlen er en ualmindelig god forretning, eftersom sanktionerne har fået prisen på også denne energiråvare til at stryge i vejret. Og træ er bare ét eksempel på varer, som de tyrkiske myndigheder tilsyneladende velvilligt lader passere og omregistrere, så de får fri adgang til det europæiske marked. Siden krigens udbrud er strømmen af varer mellem EU og Tyrkiet vokset betydeligt. I begge retninger. Det samme er Tyrkiets handel med Rusland.

DEN AMERIKANSKE AVIS Wall Street Journal afslørede for nylig, hvordan tyrkiske firmaer i 2022 har haft en lukrativ milliardeksport til Rusland af maskiner, reservedele og elektroniske komponenter, der bliver brugt af det russiske militær. Den tyrkiske forbindelse betyder, at det er lykkedes mindst 13 russiske virksomheder på USA’s sanktionsliste at købe sanktionerede varer for 129 millioner kroner. Avisen har samtidig dokumenteret eksport af sanktionerede varer som printplader, elektriske generatorer mm. til andre russiske firmaer for over 100 millioner kroner via den tyrkiske rute. En handel, der er med til at understøtte Putins krigsmaskine, der ellers lider hårdt under mangel på reservedele.

Tyrkiet er ved at lette anker fra Europa. Både sikkerhedspolitisk, økonomisk og kulturelt sætter Erdoğan stadig tydeligere kurs mod autokraternes klub.

Mens den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, officielt fastholder sin dedikation til Nato og Tyrkiets status som kandidatland til EU, holder han samtidig fast i, at ingen – hverken Nato, EU eller USA – skal diktere, hvem han handler med. I FN tilhører Tyrkiet da også den ikke ubetydelige samling autokratier, der undlader at stemme, når der skal vedtages sanktioner eller resolutioner mod Rusland.

Også på andre måder sender Erdoğan et tydeligt signal om, at Vesten ikke længere er Tyrkiets førsteprioritet. En opgørelse over den tyrkiske præsidents udlandsbesøg i det britiske medie The Economist viser, at fire ud af fem besøg i 2022 gik til lande uden for Europa, flest til Asien (inklusive Rusland).

NÅR SANKTIONERNE IKKE BIDER på den russiske økonomi i en grad, som WTO og andre havde forventet, så er Erdoğans hjælpende hånd en af forklaringerne.

Tyrkiet er ikke alene om at undergrave EU’s anstrengelser for at udtørre Putins krigsøkonomi. Rusland får også hjælp fra villige autokrater i Ruslands baghave, fra Indien og de arabiske autokratier og ikke mindst Xi Jinpings Kina. Men Tyrkiets særlige stilling som betroet Nato-partner og tæt handelspartner med både EU og USA gør den tyrkiske handel særligt problematisk.

Spørgsmålet er, hvor længe EU og Nato kan se gennem fingre med dette dobbeltspil?

Foreløbig holder de fleste europæiske politikere fast i, at EU reelt ikke har noget alternativ til at danse efter Erdoğans pibe, så længe man er afhængig af Tyrkiet som europæisk bolværk mod flygtningestrømme fra Syrien. Og at Tyrkiets betydelige militære styrke trods alt er bedre at have inden for Nato-alliancen end udenfor.

Men hvor langt kan Erdoğan strække den logik? Hvornår bliver hans handlinger så skadelige for hans formelle allierede, at det ikke længere giver mening for dem at opretholde maskespillet?

FOR FØRSTE GANG I MANGE ÅR findes der en teoretisk mulighed for, at de tyrkiske vælgere selv klarer sagen, når de om få måneder skal til afgøre, om Erdoğans AKP-koalition skal fortsætte eller oppositionspartiet PDH overtage magten.

Erdoğans popularitet lider under en ødelæggende inflation, der forarmer millioner af almindelige tyrkere. Også det katastrofale jordskælv, som har kostet mindst 40.000 tyrkere livet og gjort millioner hjemløse, får flere vælgere til at betvivle, at Erdoğan bekymrer sig om deres liv og sikkerhed.

Erdoğan satser på, at genopbygningsindsatsen kan virke som et boost af økonomien og iscenesætte ham selv som den handlekraftige statsmand, mange konservative tyrkiske vælgere efterspørger. Indtil videre går det dog ikke helt efter planen. Præsidentens håndtering af jordskælvet – og hans tætte bånd til den byggesektor, der nu beskyldes for at være ansvarlig for, at skaderne blev så store – betyder, at valget i stedet risikerer at ramme midt i et lavpunkt for præsidentens popularitet. 

I årtierne efter murens fald troede vi naivt, at samhandel med Rusland ville gøre russerne mere europæisk og demokratisk sindede og forvandle Putin til en fredelig nabo. Trods de tydelige tegn på det modsatte. Nu er en ny autokrat med et velvoksent militær i fuld gang med at vende sit land - ikke mod Europa – men imod Europa.

Men spørgsmålet er, om den tid er forbi, hvor Tyrkiets befolkning reelt bestemmer, hvem der skal være landets præsident? Valget den 14. maj bliver endnu engang lidt mindre demokratisk og frit end de forrige. Erdoğan har brugt alle tilgængelige tricks i ’dictators playbook’ for at sikre sig sejren: Fængslet og chikaneret politiske modstandere, fiflet med valgsystemet, pustet til giftig polarisering og knægtet pressefriheden og forfulgt kritikere.

Selvom meningsmålingerne er tætte, og hans parti AKP i nogle målinger står til at miste magten, så skal man nok se det, før man tror på, at Tyrkiets magtfulde mand siden 2003 accepterer et valgresultat, der går ham imod, eller frivilligt overlader magten til oppositionen.  

Hvis Erdoğan – også efter den 14. maj – er Tyrkiets præsident, er det intet, der tyder på, at han trækker landet tættere på Europa eller europæiske værdier. Tværtimod. Tyrkisk nationalisme er i Erdoğans fortolkning alt andet end venligtsindet over for Europa. En fjendtlighed, der hurtigt kan blive ret håndgribelig for hans nærmeste nabolande. I sine valgtaler relancerer Erdoğan Grækenland som Tyrkiets fjende og truer den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, med, at “tyrkerne kommer”, hvis han ikke makker ret i stridigheder om græske øer, der ligger tæt op ad den tyrkiske kyst, hvor Tyrkiets kampfly vanemæssigt overtræder græsk luftrum.

Jordskælvet har slået et endnu større hul i en i forvejen forgældet tyrkisk økonomi. Finanserne skal nu genoprettes af præsidentens svigersøn, som er udnævnt til finansminister. Og selvom både USA og EU støtter Tyrkiet med penge og hjælp til genopbygningen, så bliver hullerne i statskassen især lappet med lån fra Qatar, Saudi Arabien og Emiraterne (UAB).

TYRKIET ER VED AT LETTE ANKER FRA EUROPA. Både sikkerhedspolitisk, økonomisk og kulturelt sætter Erdoğan stadig tydeligere kurs mod autokraternes klub. Det er ikke kun problematisk for den tyrkiske befolkning, som år for år mister flere og flere frihedsrettigheder. Det sætter også Vesten i et betydeligt dilemma.

I årtierne efter murens fald troede vi naivt, at samhandel med Rusland ville gøre russerne mere europæisk og demokratisk sindede og forvandle Putin til en fredelig nabo. Trods de tydelige tegn på det modsatte. Nu er en ny autokrat med et velvoksent militær i fuld gang med at vende sit land - ikke mod Europa – men imod Europa.

Derfor er det nu, Danmark og Europa skal støtte alle kræfter, der kæmper for demokrati ved Tyrkiets forårsvalg. Og det er nu, europæiske og amerikanske politikere må sørge for, at det ikke bliver gratis for Erdoğan at flette fingre med Putin og spænde ben for Natos og EU's kamp mod den russiske krigsmaskine. Som det russiske eksempel har vist os, er det farligt at negligere et stort naboland, der vender demokratiet ryggen og udvikler sig til et krigerisk autokratisk regime for øjnene af os.