Kulturanbefaling af 
Majbrit Beran Berlau

MAGT, Bridgerton, naturnyt og Magisterium

Fra musikalsk satire, til britisk overklassedrama, daglig naturvejledning på P1 og en roman, der går Harry Potter i bedene. Majbrit Berlau, generalsekretær for Sex & Samfund, giver ugens kulturanbefalinger.

Foto: Sexogsamfund.dk

Set

Om

Generalsekretær for Sex & Samfund.

Tidligere på året inviterede jeg min mand ind at se satiregruppen MAGT. Måske har du set dem – hvis ikke, så har du noget at glæde dig til. Deres koncept er revy i en moderne udgave. Skarp samfundssatire tilsat musik og sang. De tager velkendte melodier og rister samfund, politikere og verden med intelligens og talent. Men det er ubetinget deres evne til at synge og lave tekster, der adskiller dem. Lige nu går min ældste datter og jeg og venter på de næste afsnit i serien ’Bridgerton’ på Netflix. Mon ikke du også har enten set eller hørt om den. Drama, kjoler og kærlighed i 1800-tallets England i overklassen. Der er intet historisk korrekt i den, det er kun lir, men serien blev kendt for at caste skuespillere ‘farveblindt’. Det giver en lille dybde til en historie, der ellers er ‘mest for sjov’. Der er også en del sex i serien, hvilket ofte kan være lidt akavet at se med ens barn, selvom de er næsten voksne. Men det er okay at lade øjnene flakke eller hente en kop te undervejs. Og måske giver det anledning til en snak om, at der kan være lidt forskel på film og virkelighed, når det gælder sex. Men se den mest for sjov og mindre som startskud til ‘en af de samtaler’.

Hørt

Jeg hører ofte forskellige podcast. Men der er en lille lytteoplevelse, der på daglig basis gør min dag lidt bedre. På hverdagsmorgener ringer P1 Morgen klokken 8.55 til en naturvejleder, som fortæller lidt aktuelt nyt fra naturen. Jeg er bestemt ikke en, der er i pagt med naturen eller ved særligt meget om den. Men hver morgen glædes jeg, smiler for mig selv og er taknemlig for, at der findes mennesker, der ved så meget og er så dygtige til at formidle, at selv jeg får lyst til at bevæge mig ud i naturen.

Læst

Jeg har ofte gang i flere bøger på én gang – og vælger hvilken alt efter humør. Men lige nu lytter jeg til en bogserie med min yngste datter. Denne anbefaling er særligt til alle jer, der har Harry Potter-fans i familien, for serien er oplagt til at få dem overbevist om, at der også findes andre bogoplevelser, der kan sprede magi i hverdagen. ’Magisterium’ af Holly Black og Cassandra Clare er på mange måder samme koncept om en dreng, der optages på en magisk skole. Men derfra er serien lidt anderles, og som læser efterlades man med en tvivl om, hvem der er de gode og onde. Den er virkelig velskrevet. Vi lytter til den sammen og skaber en lille stund, hvor vi hver for sig for eksempel tegner, hækler og lytter.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu



Mandag Morgen logo
Læs mindre - forstå mere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Ansv. ChefredaktørAndreas BaumannDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Mandag Morgen, 2024