Av min arm.

Færre vælgere tror nu på, at en rød regering under Socialdemokratiets ledelse er den bedste til at sikre velfærden.

I valgkamp efter valgkamp har Socialdemokratiet indtil nu kunnet trække velfærdskortet som den trumf, der kunne udmanøvrere de borgerlige partier i kampen om vælgernes gunst. Men det er nu slut.

Ved valget i november sidste år havde en stor gruppe vælgere mistet troen på, at en S-regering var bedst til at sikre velfærden. Et lille flertal mente enten, at det ikke gjorde nogen forskel for velfærden, om det var en S-ledet eller en borgerlig regering, eller at en borgerlig regering var bedst til at sikre velfærden. 

Det fremgår af en stor vælgerundersøgelse, som professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen har lavet i samarbejde med Mandag Morgen om vælgernes holdninger umiddelbart efter folketingsvalget i 2022.

”Det er overraskende, at Socialdemokratiet kunne tabe ejerskab over velfærden ved 2022-valget, hvor højresiden endda lagde ud med en mere markant borgerlig politik, end vi har været vant til. Men meget ændrede sig i løbet af valgkampen, og Socialdemokratiet satsede nok så meget på deres krisefortælling, at de glemte at tænke på velfærden. Det er en udvikling, som kan få afgørende betydning ved kommende valg,” siger Jørgen Goul Andersen.

Den analyse deler Anne Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”Socialdemokratiet er traditionelt blevet set som en garant for velfærdsstaten, men ved valget gik Socialdemokratiet til valg på en midterregering og en reformdagsorden. Det handlede ikke så meget om velfærd, men mere om, at vi skulle give køb på noget, fordi der var krig og krise på mange, mange områder,” siger Anne Rasmussen.

Forfatteren Lars Olsen, der i en række debatbøger har givet kritikken af ulighed en klar socialdemokratisk stemme, kalder udviklingen for "opsigtsvækkende".

"Det viser, at vælgerne mener, velfærden er blevet sorteper," siger han.

Frederiksen tænker klima og forsvar før velfærd

Socialdemokratiet har igen og igen gentaget budskabet om, at der er to veje i dansk politik: Velfærd eller skattelettelser.

Det har socialdemokraterne gjort med sikker forvisning om, at kunne de få debatten under en valgkamp til at handle om velfærd, ville alle partier – og altså også de blå partier – spille på Socialdemokratiets banehalvdel. Partiet kunne da også dårligt skjule sin begejstring, da De Konservative tog hul på efterårets valgkamp med et forslag om store skattelettelser med velfærdsforringelser til følge.

Velfærden har altid været Socialdemokratiets trumfkort.

Det så vi senest op til valget i 2019, hvor Mette Frederiksen gik til valg på retten til tidlig pension. Den blev belejligt nok døbt Arne-pensionen efter den bryggeriarbejder fra Sønderjylland, som efter et langt, slidsomt arbejdsliv skulle kunne trække sig fra arbejdsmarkedet nogle år tidligere end ellers.

Det kan se ud, som om Mette Frederiksen ikke længere er garanten for velfærden, men for klimaet og for sikkerheden.

Lars Olsen
Forfatter

Det blev Mette Frederiksens signaturprojekt og var klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik. Ikke mindst beregnet til at trække DF-vælgere ’hjem’ – og i det hele taget trække vælgere over midten.

”Man har tit tolket valget i 2019 som et klimavalg. Men dét, der flyttede vælgerne fra de blå til de røde partier, var i mindst lige så høj grad velfærden,” siger Jørgen Goul Andersen.

Tiden op til folketingsvalget i november 2022 var præget af helt andre emner.

”I løbet af 2022 var dagsordenen skiftet. Nu handlede det i høj grad om klimakrisen og om krigen i Ukraine,” siger Lars Olsen og fortsætter:

”Mette Frederiksen er blevet mere grøn, end hun er rød, og står i spidsen for en meget ambitiøs målsætning om at reducere udslippet af CO₂ med 70 procent i 2030. Det kommer til at koste. Med hende som statsminister er Danmark også helt i spidsen med støtten til Ukraine. Det kommer også til at koste. Og så ender det med, at hun risikerer at få svækket sin identitet på velfærdsområdet. Det kan se ud, som om Mette Frederiksen ikke længere er garanten for velfærden, men for klimaet og for sikkerheden.”

Røde Mette og nye milliarder til velfærden

Valgsejren i 2019 førte til en socialdemokratisk ledet regering med støtte fra partierne i rød blok. Den fik en klar, klassisk socialdemokratisk profil.

Mette Frederiksen gik i en stor bue uden om de fire år under forgængeren Helle Thorning-Schmidt, der i perioden 2011-2015 gik ’reformamok’ for at sikre det økonomiske fundament for velfærden.

Nu skulle velfærden prioriteres.

Det satte særligt tydelige spor i det nye flertals første finanslov, den, der gjaldt for finansåret 2020.

Her fandt Socialdemokratiet og støttepartierne penge til en lang række forbedringer af velfærden. Op til valget havde en forældrebevægelse, #HvorErDerEnVoksen, med stor gennemslagskraft i medierne organiseret demonstrationer og aktioner over hele landet. I forbindelse med finansloven for 2020 kom gennembruddet. Der blev afsat en halv milliard kroner til minimumsnormeringer i daginstitutioner allerede i 2020. Et beløb, der skulle stige til 1,5 milliard kroner om året fra og med 2025.

Derudover blev der afsat store trecifrede millionbeløb til flere folkeskolelærere, der blev fundet finansiering til at ansætte 1.000 sygeplejersker ekstra, og så var der flere penge til den kollektive trafik.

Alt i alt var aftrykket på finansloven meget tydeligt: Velfærden fik efter en årrække på slankekost en større milliardindsprøjtning. Samtidig forpligtede S-regeringen sig til, at pengene skulle følge med, når der blev flere børn, ældre og andre danskere i årene fremover.

Det var nye toner.

For ganske vist har skiftende regeringer haft travlt med at fortælle, hvor mange ekstra milliarder kroner de har brugt på velfærden. Men de glemte at fortælle, at antallet af danskere også er steget. Og det har siden 2010 været med til at udhule velfærden.

Vælgerne glemmer velfærdsmilliarderne

Tre år efter, ved valget i 2022, var stemningen vendt.

Vælgere mener, det står dårligere til med velfærden efter de tre år med Mette Frederiksens røde, velfærdsorienterede regering, end det gjorde ved valget i 2019. Og det på trods af at vælgerne allerede i 2019 var meget kritiske over for velfærden i forhold til tidligere år.

I 2019 synes et relativt flertal af vælgerne, at velfærden var blevet forringet i Løkke-regeringens tid de sidste fire år. Men i 2022 var der et absolut flertal, der mente, det var gået tilbage med velfærden i Mette Frederiksens tid. 

”Vælgerne belønner sjældent, men har hele tiden fokus på det, der ikke fungerer. Du kan sjældent lokke folk ved at love dem noget. Men du kan gøre dem eddikesure, hvis du tager noget fra dem. Det er en af de mest veldokumenterede asymmetrier i politik,” siger Jørgen Goul Andersen.

Det helt klassiske eksempel på, at vælgerne ikke belønner milliardinvesteringer i velfærd, stammer fra tiden med Venstres Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Han præsenterede i 2006-07 en stor kvalitetsreform, der for alvor skulle løfte den offentlige service, og lavede en omfattende trepartsaftale sammen med fagbevægelsen til milliarder af kroner til mere uddannelse. 

Men det belønnede vælgerne så ikke. Ved det efterfølgende valg i 2007 tabte Venstre seks mandater.

”Hvis Anders Fogh Rasmussen troede, han kunne vinde vælgere med sin reform, så tog han fejl. Politikere kan have rigtig gode saglige grunde til at lave den slags reformer, men de bliver ikke belønnet for det,” siger Goul Andersen.

Lidt mere positivt formuleret kan man sige, at vælgerne ser frem mod de problemer, de ønsker løst, og ikke tilbage mod de problemer, der er løst.

Det store velfærdsparadoks

Lars Olsen tilføjer endnu et aspekt i forklaringen på, hvorfor mange vælgere har mistet troen på, at en socialdemokratisk ledet regering er bedst til at sikre velfærden.

I praksis er det ikke Folketinget og regeringen, men kommuner og regioner, der leverer store dele af den velfærd, den enkelte borger mærker. Det er alt lige fra vuggestuer og daginstitutioner over skoler til læger og sygehuse. Velfærden i Danmark leveres decentralt, men styres centralt.

Op gennem 2010’erne blev velfærden i både kommuner og regioner holdt i kort snor.

”Kommunerne har gennemført den ene sparerunde efter den anden, og det kan borgerne mærke. På Christiansborg taler politikerne velfærden op, men i kommunerne skal der spares. Op gennem 2010’erne blev velfærden slidt ned. Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tid, at den offentlige sektor skulle køre længere på literen. Det gør den virkelig også,” siger Lars Olsen.

Uanset om det handler om daginstitutioner, folkeskoler, sygehuse, hjemmehjælp eller jobcentre, mener flest vælgere, at velfærden ikke fungerer ”helt godt” eller ligefrem ”dårligt”. Kun bibliotekerne finder nåde i vælgernes vurdering. 

”Der skal meget mere til end minimumsnormeringer i daginstitutioner og løfter om, at pengene til velfærden skal følge med det stigende antal børn og ældre,” siger Lars Olsen.

Socialdemokratiets store dilemma

Forskellen mellem virkeligheden for velfærden i kommuner og regioner og diskussionerne på Christiansborg gemmer på et afgørende dilemma for Socialdemokratiet. Et dilemma, der kan være med til at forklare, at færre vælgere tror, at en socialdemokratisk ledet regering vil være bedst til at sikre velfærden.

”Socialdemokratiet vil både være et økonomisk ansvarligt parti og garant for velfærden. Derfor kan Socialdemokratiet både stå bag reformer, der forringer velfærden for nogle, og gennemføre andre reformer, der fører til forbedringer af velfærden,” siger professor Anne Rasmussen fra Københavns Universitet. 

Socialdemokratiet vil gerne fremstille sig selv som garanten for velfærden, og når der så skæres, forlader vælgere i stort tal Socialdemokratiet.

Anne Rasmussen
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

I en verden, hvor de blå partier til en vis grad har omfavnet velfærdsstaten, gælder den karakteristik også for et parti som Venstre.

Dilemmaet rammer bare Socialdemokratiet ekstra hårdt.

”Socialdemokratiet vil gerne fremstille sig selv som garanten for velfærden, og når der så skæres, forlader vælgere i stort tal Socialdemokratiet,” siger hun.

Netop fordi Socialdemokratiet fremstiller sig selv som garanten for velfærden, vil vælgernes forventninger til en socialdemokratisk ledet regering være høje, lyder vurderingen fra Lars Olsen.

”Vælgerne har formentlig haft større forventninger til Mette Frederiksens regering, end hun har kunnet indfri,” siger han.

Fra velfærdsløfter til krisehåndtering

De to valgkampe op til valgene i henholdsvis 2019 og 2022 var præget af endda meget forskellige dagsordener.

For Socialdemokratiet handlede valgstrategien i 2019 om velfærd, og i 2022 om de kriser, som Danmark som land stod overfor, såsom klimakrisen, energikrisen og krigen i Ukraine. Nogle taler ligefrem om polykriser i den fortælling, Mette Frederiksen gik til valg på. 

Det lykkedes at fjerne opmærksomheden fra minksagen, men prisen var, at hun fik tegnet et billede af et Danmark i krise og herunder af et velfærdssamfund i krise.

Jørgen Goul Andersen
Professor i statskundskab ved Aalborg Universitet

Da valget blev udskrevet, var der gået næsten seks måneder siden Ruslands invasion af Ukraine, og gaspriserne og andre energipriser bare steg og steg. Den stærkt stigende inflation åd store lunser af den enkelte danskers husholdningsbudget. Økonomiske prognoser pegede på recession og et stort tab af arbejdspladser.

Danmark stod med andre ord ikke bare i krisens tegn, men i krisernes tegn. Og det benyttede Mette Frederiksen sig af.

De mange kriser var nærmest det eneste, der kunne fjerne fokus fra minksagen og kritikken af Mette Frederiksen. Der kom imidlertid yderligere en krise til, som kom til at overskygge alle de andre.

Det var hele miseren på sygehusene med sammenbrud i psykiatrien, aflyste behandlinger og mangel på sygeplejersker. Det lykkedes ganske vist regeringen at indfri sit løfte om 1.000 ekstra sygeplejersker. Det mål blev nået i sommeren 2021. Men året efter var de 1.000 ekstra sygeplejersker næsten blevet til et lige så stort minus. Den udvikling skete, i takt med at covidpandemien slap sit tag i samfundet og blev afløst af udbredt utilfredshed med løn- og arbejdsvilkår blandt sygeplejersker.

”Det lykkedes at fjerne opmærksomheden fra minksagen, men prisen var, at hun fik tegnet et billede af et Danmark i krise og herunder af et velfærdssamfund i krise,” siger Jørgen Goul Andersen og fortsætter:

”Efter tre år med en socialdemokratisk ledet regering var der et tydeligt fokus på en nedslidt offentlig sektor i valgkampen. Det handlede ikke engang om penge, men om mangel på hænder, og her var der ikke rigtig nogen, der ejede problemet. Bortset fra Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, der ikke overraskende stjal meget af opmærksomheden.”

Vælgernes behovspyramide

De mange kriser afspejler sig også i de områder, som vælgerne gerne vil bruge flere penge på.

For første gang i en årrække er det sådan, at flere vælgere vil bruge flere penge på forsvaret. Netop udgifter til forsvaret plejer ellers ikke at kunne hente den store støtte fra vælgerne.

Omvendt er der nu færre vælgere, der vil bruge flere penge på klima og miljø, end det var tilfældet i 2019. 

”Vælgerne har en oplevelse af, at klima og miljø er højt prioriteret af politikerne, og at der følger penge med. Samtidig er der så mange andre problemer at kere sig om lige nu, og så er der ikke så meget plads til miljø og klima,” forklarer Jørgen Goul Andersen.

Tilbage står, at vælgerne virkelig, virkelig gerne så, at der blev brugt flere penge på de helt klassiske velfærdsområder, altså sygehuse, ældres velfærd, folkepensioner, folkeskoler og daginstitutioner.

”Vi ved jo godt, at der er krig i Europa, og vi ved godt, at der skal sættes ind over for klimaet. Men på begge områder er Danmark et meget lille land, og det kan være svært at se, at vi gør en forskel. Men sådan er det ikke med sygehusene og de andre klassiske velfærdsområder. De er helt anderledes tæt på vælgerne, og her kan de mærke, at ekstra bevillinger gør en forskel for dem,” siger Anne Kristensen og fortsætter:

”Jeg tror, vi skal opfatte det som en helt klassisk behovspyramide. Det nære kommer først og er vigtigst. Hvis der er styr på det nære, er der overskud til det mere langsigtede, det mere globale, men det nære kommer altid først.”

Det aktuelle fokus på forsvar og klima kan derfor få en utilsigtet og langvarig betydning for Socialdemokratiets muligheder for at bevare statsministermagten, vurderer Lars Olsen.

”På forsvaret er de borgerlige traditionelt længere fremme end Socialdemokratiet. Og på klimaet er de rød-grønne partier længere fremme. På det område spiller Mette Frederiksen til dels på udebane, og hvis ikke hun for alvor prioriterer den klassiske velfærd, kan det på sigt svække Socialdemokratiets appel til vælgerne og skabe en kløft mellem dem og politikerne på Slotsholmen,” siger Lars Olsen og konkluderer:

”Lige nu ser det ud, som om velfærden taber i konkurrencen om de ekstra bevillinger. Og hvis det ender med, at vælgerne ikke mener, at en socialdemokratisk ledet regering er bedst til at sikre velfærden, så bliver det sværere for Socialdemokratiet at mobilisere vælgere op til valgene, fordi folk dybest set ikke tror mere på dem end på alternativet hos de borgerlige.”