Klog oprustning kan styrke innovation og vækst i samfundet

Derfor gør hjemlig våbenproduktion oprustningen dyrere

Peter Birch Sørensens nye økonomiske beregninger hviler på en længere argumentationskæde. Selv kalder den tidligere overvismand regnestykket ”voldsom hård kost”, da Mandag Morgen ringer ham op.

Det korte af det lange er, at en indenlandsk forsvarsindustri, med produktion af krudt, kugler og kanoner, er meget ressourcekrævende. Der skal investeres massivt i dyre maskiner og avanceret teknologi. De investeringer trækkes ud af den øvrige økonomi.

Man får øget produktiviteten i den private sektor til civile formål, samtidig med at man får øget produktiviteten i forsvarsindustrien.

Peter Birch Sørensen
Professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet, fhv. overvismand

Den kapitaltunge forsvarsindustri gør også, at produktiviteten per medarbejder er høj. Derfor skabes der relativt få arbejdspladser.

I sidste ende får indenlandsk våbenproduktion Danmarks BNP til at stige. Positivt, tænker man – bare ikke for samfundets købekraft. Nato-målet er nemlig knyttet til BNP. Så når BNP stiger, stiger den samlede forsvarsregning også. Indenlandsk våbenproduktion udligner af den årsag ikke køb fra udlandet en-til-en.

Resultatet er, at jo flere våben Danmark selv producerer, jo flere ressourcer trækkes der ud af den samlede økonomi.

Så selvom der skabes job og skatteindtægter, eksempelvis ved at producere 10.000 militære raketter årligt i den sydjyske by Vandel, modsvares det af tabte arbejdspladser andre steder i økonomien.

Samlet set efterlader det derfor færre penge til folkeskolen, hakket oksekød eller offentlig transport.

Ja, Peter Birch Sørensens beregninger viser faktisk, at pengene er brugt bedre på import frem for indenlandsk produktion, da førstnævnte netop ikke øger Danmarks BNP og dermed den samlede forsvarsregning.

Men der er også en tredje – og i en dansk kontekst forsømt – mulighed. Vi kan leve op til Nato-forpligtelsen ved at tildele midler til forskning og udvikling relateret til forsvarsindustrien. Noget, der ikke prioriteres i dag, hvor blot 0,2 procent af forsvarsbudgettet går til dette område.

Og her er der, modsat hjemlig våbenproduktion, store samfundsøkonomiske gevinster i form af en lang række afsmittende effekter.

”Den tekniske knowhow, som man udvikler til brug i forsvarsindustrien, vil også kunne bruges, udnyttes og videreudvikles i den private sektor til civile formål. Så man får øget produktiviteten i den private sektor til civile formål, samtidig med at man får øget produktiviteten i forsvarsindustrien,” forklarer Peter Birch Sørensen.

Afkastet er altså viden, og den økonomiske pointe er, at man ved at stimulere forskning og udvikling i forsvarsindustrien kan løfte både den militære og civile sektor.

Og den øgede produktivitet i begge sektorer giver basis for højere løn, der fører til større arbejdsudbud og altså øger beskæftigelsen.

Peter Birch Sørensen henviser også til en stor analyse af hele OECD-området, der viser, at hvis man øger offentligt finansieret forskning og udvikling inden for forsvarsindustrien med ti procent, så skaber det i gennemsnit fem-seks procent mere privat forskning og udvikling i den civile sektor.

Så selvom både indenlandsk våbenproduktion og flere midler til forskning og udvikling fører til højere BNP og dermed også højere forsvarsudgifter, er der forskel på, hvor regningen lander. Førstnævnte omfordeler ressourcer og vil efter alt at dømme kannibalisere velfærd, mens sidstnævnte vil betale regningen med øget produktivitet i alle dele af samfundet.

Derfor er der fra et økonomisk synspunkt god grund til at ændre det faktum, at forskning og udvikling i dag er tæt på fraværende i det danske forsvarsbudget.

Match med Draghi

Man behøver ikke lede længe for at finde eksempler, der understøtter Peter Birch Sørensens analyse.

Tag din telefon op af lommen. Hvis det er en iPhone, stammer alle afgørende komponenter og teknologier i den – lige fra batteriet til skærmen og internettet – fra offentlige forskningsinvesteringer og kontrakter mellem den amerikanske forsvarsindustri og Darpa, NASA og Pentagon.

Mekanismen er dual use, hvor militær forskning også bliver til teknologi, der anvendes til civile formål.

Det er helt afgørende for at forstå, hvordan USA’s teknologiske og økonomiske dominans er opstået, mener Kaare Nielsen, der er stifter af handletanken POMUS.

”Det er ikke markedet, der har skabt big tech og Silicon Valley. Det er primært offentlige forsknings- og innovationsmidler og stærke samarbejder med universiteter og innovationsmiljøer, der efter 2. verdenskrig har skabt den platform, som USA står på nu,” siger han.

POMUS er en ny dansk handletank, finansieret af Villum Fonden, Carlsberg Fondet og LEO Fondet, der fokuserer på at styrke sammenhængen mellem forskning, innovation, teknologi og sikkerhed.

Den sammenhæng har Danmark og Europa ikke haft for øje, mens USA omvendt altid har ’tænkt smart’ og koblet national sikkerhed sammen med økonomisk sikkerhed, ifølge Kaare Nielsen. Også Kina har fundet formlen.

Set i det lys handler Peter Birch Sørensens beregninger – og den aktuelle militære oprustning – i virkeligheden om europæisk konkurrenceevne.

Sikkerhed og konkurrenceevne er integrerede udfordringer og bør derfor også tackles sådan. Ikke mindst i lyset af det fundamentalt forandrede forhold til USA.

Men det overser Danmark med et ensidigt køb, køb, køb-mantra.

”Udfordringen er jo, at de hurtige forsvarsindkøb typisk favoriserer hyldevarer og store amerikanske leverandører,” siger Kaare Nielsen.

Samme holdning har de hos Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC), hvis rolle er at bygge bro mellem Forsvaret og landets universiteter og teknologiske institutter.

I sidste ende kan vi kun overleve som suverænt land, hvis vi også har nogle videnskaber og på den måde har en rolle at spille og har noget at byde ind med.

Lars Bo Larsen
Direktør, Nationalt Forsvarsteknologisk Center

Det kan blive rigtig dyrt, hvis vi blot løber efter et mål og derved forsømmer at udnytte mulighederne for at opbygge et teknologisk lederskab.

”På den korte bane er risikoen, at vi bliver sat af i kapløbet – for det er et kapløb. På den mellemlange bane er der også en risiko for, at dansk teknologi bliver opkøbt af udenlandske firmaer. Vi risikerer simpelthen at sælge juvelerne for billigt,” siger Lars Bo Larsen, direktør i NFC.

Og hvad er risikoen på den helt lange bane?

”Det er vores suverænitet, det handler om. Det er der ingen tvivl om. I sidste ende kan vi kun overleve som suverænt land, hvis vi også har nogle videnskaber og på den måde har en rolle at spille og har noget at byde ind med.”

Ifølge både Kaare Nielsen og Lars Bo Larsen rummer de stigende forsvarsudgifter en oplagt mulighed for at adressere Mario Draghis rapport om europæisk konkurrenceevne, der konkluderede, at akilleshælen er innovationskløften til USA og Kina.  

Der er altså ikke blot tale om et smuthul i Natos definitioner af forsvarsudgifter. De stigende forsvarsudgifter er en løftestang til teknologisk suverænitet og strategisk autonomi.  

”En kæmpestor fejl”

De økonomiske fordele er altså evidente, mens de strategiske er åbenlyse.

Men faktum er, at Danmark er et af de vestlige lande, der prioriterer forskning og udvikling på forsvarsområdet lavest. I 2023 brugte Danmark kun 0,2 procent af forsvarsbudgettet på forskning og udvikling. Til sammenligning brugte USA 11,2 procent.

Den ikke-eksisterende prioritering af forsvarsforskning kan dateres tilbage til 2008, forklarer Lars Bo Larsen.

Her traf man en beslutning om at opkøbe hyldevarer og lod USA stå for alt, der minder om forskning og udvikling.

Derfor nedlagde man også Forsvarets forskningstjeneste. Det var i sig selv ikke bemærkelsesværdigt. Man gjorde nemlig det samme med en lang række andre væsentlige statslige forskningstjenester, da de ikke længere var konkurrencedygtige.

Men på de fleste områder sørgede man for at omlægge det til partnerskaber med universitetsverdenen.

”Det gjorde man bare ikke på forsvarsområdet. Der nedlagde man det bare. Og det var nok en kæmpestor fejl. Så den muskel eksisterer ikke på forsvarsområdet længere, og det er en anomali, også hvis man kigger på tværs af de andre ministerområder, hvor du typisk har en eller anden form for aftale med sektorforskningen,” siger Lars Bo Larsen.

Det betyder også, at forsvarsrelateret forskning og udvikling i dag falder ned mellem tre stole. Er det Forsvars-, Forsknings- eller Erhvervsministeriet, der skal tage teten? Det er ikke afklaret, forklarer Lars Bo Larsen, og derfor går processen meget trægt.

Til regeringens forsvar er der for nylig blevet afsat 1,2 milliarder til forskning i kritisk teknologi, sikkerhed og digitalisering. Det er dog en del af forskningsreserven og er derfor ikke en del af forsvarsbudgettet, men det kan skabe en scene, forsvarsforskning kan træde ind på. 

Og der er flere aktører i Danmark, der kan absorbere midler til forsvarsrelateret forskning og udvikling. Eksempelvis Niels Bohr-instituttet på Københavns Universitet, der er med helt fremme i bussen på kvanteteknologi.

Tilbage i 2022 foreslog Venstre, at Danmark fra 2033 skulle afsætte mindst to procent af forsvarsudgifterne til forsvarsforskning. Mandag Morgen har henvendt sig til Venstres nuværende formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen for at få afklaret, hvordan regeringen vil prioritere de stigende forsvarsudgifter.

”Forsvarsministeriet arbejder på at styrke samarbejdet mellem Forsvaret, industrien og forskningsmiljøerne inden for blandt andet forsvarsteknologi for at forskningsindsatserne udvikles på områder, der understøtter Forsvarets operative behov og dansk forsyningssikkerhed,” skriver Forsvarsministeriet blandt andet i et skriftligt svar.

Samtidig oplyser Forsvarsministeriet, at udgifter til forskning og udvikling udgjorde cirka 0,3 procent af forsvarsudgifterne i 2024, mens udgifterne i 2025 forventes at udgøre 0,2 procent.

Den dobbelte lære fra Ukraine

Peter Birch Sørensens argument er rent økonomisk. Men hvad sker der, når vi tager sikkerhedsbrillerne på? Forskning afskrækker vel ikke Rusland – eller USA for den sags skyld?

Milliardindkøb af traditionelle våbensystemer viser politisk handlekraft over for befolkningen, men risikerer at være penge lige ud ad vinduet, fordi vi køber gårsdagens teknologier til gårsdagens krige.

Kaare Nielsen
Stifter, handletanken POMUS

Ifølge Niels Byrjalsen, der er postdoc og vicecenterleder ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, står de europæiske lande, særligt de nordiske og baltiske, i et svært dilemma mellem at opbygge kampkraft på kort sigt og et forsknings- og innovationssystem, som kan understøtte forsvars- og sikkerhedspolitikken på lang sigt.

Og her er den vigtige lære fra krigen i Ukraine, at det ikke kan stilles op som et enten-eller.

”Krigen har lært os, at der både er behov for at producere en masse billige våben relativt hurtigt, men samtidig har man også brug for at have et innovations- og et udviklingssystem, som kan køre i et helt andet tempo, end man har været vant til. Så man skal gøre begge ting samtidig. Det er megaudfordrende og megadyrt – og ikke det, man håber, hvis man sidder på pengekassen og skal træffe beslutninger,” siger han.

Også Kaare Nielsen fra handletanken POMUS mener, at vi skal tage ved lære af krigen i Ukraine. Den har eksempelvis vist, at ny droneteknologi i dag udvikles på uger – ikke år.

Slagmarken er ikke præget af boots on the ground, fregatter eller kampfly, men derimod af satellit, data og cloud-teknologi, som samkøres med kunstig intelligens. Det stiller krav til, at Forsvaret i stigende grad drives som en teknologivirksomhed.

”Milliardindkøb af traditionelle våbensystemer viser politisk handlekraft over for befolkningen, men risikerer at være penge lige ud ad vinduet, fordi vi køber gårsdagens teknologier til gårsdagens krige. Samtidig misser vi muligheden for at styrke indenlandsk innovation, jobs, produktivitet og teknologiudvikling,” advarer han.

Og det er en reel risiko, at oprustningen bliver bagudskuende, anerkender Niels Byrjalsen. Men i og med at det er en afvejning, er der også risiko for, at landene overkorrigerer i den modsatte retning.

Det skyldes navnlig, at investeringer i militær forskning og udvikling i dag har fokus på kunstig intelligens og kvanteteknologi, hvilket er forbundet med store usikkerheder.

Så mens den økonomiske gevinst ved forsvarsrelateret forskning og udvikling synes at være relativt sikker, er det mere uklart, hvad man får militært og sikkerhedspolitisk.

”Der er jo også en åbenlys risiko for, at hvis man ikke får prioriteret og skaffet kapabiliteter til Ukraine, kan der ske en udvikling dér, som har negative konsekvenser for Europa.”

Det vigtigste budskab, og det kommer fra samtlige kilder, er, at der er et stort koordineringsbehov – på flere niveauer. Ikke mange lande, og særligt ikke Danmark, kan stå på egne ben.

Her ligger et nordisk samarbejde lige til højrebenet. Sverige og Finland er blevet Nato-medlemmer, Putin er en fælles trusselsramme, landene er homogene, og Saab i Sverige og Kongsberg i Norge kan skalere.

Man kan også prioritere EU's initiativer og europæisk samarbejde, men det risikerer at skubbe USA endnu længere væk.

Niels Byrjalsen
Postdoc og vicecenterleder ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet

Men også EU kommer til at spille en stor koordinerende rolle fremover. Det har EU’s oprustningsplan ‘ReArm Europe’ og de dertilhørende 800 milliarder, der forventes tilvejebragt, fastlagt.

Men EU’s nye rolle rejser også dilemmaer for Danmark, da Nato og EU nu ikke længere blot komplementerer hinanden, men også overlapper.

”Man kan lægge sine æg hos Nato-landene og USA, hvor meget af kompetencen og infrastrukturen for forskning og udvikling på forsvarsområdet ligger. Udviklingen under Trump-administrationen gør dog dette vanskeligt, ikke mindst for Danmark. Man kan også prioritere EU's initiativer og europæisk samarbejde, men det risikerer at skubbe USA endnu længere væk. Samtidig lider EU under, at lande som Storbritannien og Norge står udenfor, hvilket selvsagt skaber vanskeligheder for Danmark, da det er tætte samarbejdspartnere,” siger Niels Byrjalsen.