Er østers elskovens vidundermiddel?

Det bliver nu og da fremhævet, at østers kan øge sexlysten hos mennesker. Men indtil videre har ingen kunnet bevise den påstand, siger forsker.

Thomas Hedin
 


Mange fødevarer får jævnligt skyld for at nedsætte liderligheden. Det gælder dog ikke østers, som igen og igen bliver fremhævet som naturens viagra. Men at det skulle være tilfældet, kender forskerne ikke noget til, viser et faktatjek som DR har lavet.

Det er en påstand, der har cirkuleret i mange år og fremhævet af for eksempel mange ugeblade. Det gælder også motionsmagasinet iForm:

”Du har måske allerede hørt, at østers øger sexlysten. Men hvorfor er det nu lige? Østers er spækket med de to aminosyrer D-asparaginsyre og N-Methyl-D-aspartat, som sætter gang i sex-hormonerne hos både mænd og kvinder,” fremgår det af en artikel på magasinets hjemmeside.

Men at de to stoffer skulle spille en rolle for vores lyster, er endnu ikke blevet undersøgt, siger Ditte Trolle, der er overlæge og lektor i sexologi ved Aarhus Universitet til DR Viden. Hun kender udmærket de to aminosyrer, for de er helt almindelige i vores krop.

”De stoffer er nogle transmittersubstanser, der findes rigtig mange steder i kroppen, de findes i kirtler, knogler og hjerne, for eksempel,” siger Ditte Trolle og slår også fast, at hun ikke har fundet nogle videnskabelige undersøgelser, der kan underbygge, at østers af den - eller andre grunde - skulle være særlig velegnet til at øge sexlysten.

Helt afvise, at dyret alligevel kan sætte gang i lagengymnastikken vil hun dog ikke. Tro kan jo som bekendt flytte bjerge, og hvis man tror nok på østersens fortræffeligheder, så kan der godt være noget om det. Ditte Trolle forklarer nemlig, at placeboeffekter har meget stor indflydelse, når det kommer til myter om sex.

"Men jeg kan også give dig et glas vand og sige, at der er noget i det, der vil gøre dig noget så liderlig i aften, og så kan det være det virker. Sandsynligheden er lige så stor for det," siger hun til DR Viden.

Læs hele faktatjekket her.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu