Kan neglelak og kunstige negle gemme på coronavirus?

Kunstige negle og neglelak udgør en massiv smitterisiko. Derfor skal lakken og de falske negle af med det samme, lyder det i et viralt kædebrev på sociale medier. Det kan være en god idé, lyder det fra eksperter, men der er ingen grund til alarm.

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bemærk: Denne artikel, som undersøger en påstand, der relaterer til coronavirus-pandemien er mere end 24 timer gammel. Situationen udvikler sig løbende. Faglige vurderinger og data, der var rigtige for nogle dage eller uger siden, kan have ændret sig eller ikke længere være retvisende. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvornår denne artikel er udgivet.

Coronavirus overlever i ridser i neglelak og kunstige negle. For at begrænse smitten skal neglelak og kunstige negle fjernes med det samme.

Kilde: Kædebrev på Facebook.

Det kan være en god ide at fjerne neglelak og kunstige negle for at forbedre sin håndhygiejne.

Men du behøver ikke haste med at hive acetonen op af tasken eller flå de kunstige negle af. Smitterisikoen er formentlig lille. 

Ansatte i sundhedsvæsenet og de tilknyttede institutioner i primærsektoren må dog ikke anvende kunstige negle eller neglelak, når de er på arbejde.

Hvis du har kunstige negle, skal du skynde dig at pille dem af. Og har du neglelak på, skal du få det fjernet omgående. Coronavirus kan nemlig sætte sig i ridser i neglene, og dermed øger du risikoen for at sprede smitte.

Sådan lyder advarslen i et kædebrev på Facebook, der i den grad har vakt opmærksomhed på blandt andet Facebook, hvor det alt i alt er delt mindst 25.000 gange.    

På det sociale medie maner andre dog til besindighed.  

“Stop med de her skræmmekampagner,” skriver for eksempel en neglesalon om kædebrevet og fortsætter:  

“Så længe du vasker og spritter hænder, er der intet farligt i det.”

Så hvem har egentlig ret?

Artiklen fortsætter under billedet

Et af opslagene med kædebrevet er delt mere end 4.400 gange på Facebook. Alt i alt er kædebrevet delt mindst 25.000 gange. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Nede i petitesserne 

Ifølge Thomas Benfield, der er overlæge og forsker i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital, behøver man ikke skynde sig at pille sine kunstige negle af.  

“Man skal bare være klar over, at både neglelak og falske negle vanskeliggør effektiv håndhygiejne,” siger han.  

Det skyldes, at neglelakoverflader ikke er jævne, og at noget af lakken falder af med tiden eller bliver slidt. Dermed opstår ujævne kanter på negleoverfladen, der kan virke som et lille skjulested for virus. De områder kan være svære at desinficere med håndsprit og sæbe, forklarer han.  

“Vi er formentlig nede i petitesserne, men hvis man skal have den korrekte, totale håndhygiejne, så skal man ikke have neglelak og falske negle på,” siger Thomas Benfield og peger på, at man på hospitaler ikke må bruge neglelak, hvis man varetager kliniske funktioner. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Thomas Benfield er overlæge og professor i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital. (Foto: Hvidovre Hospital)

Retningslinjer for sundhedsvæsen, ikke befolkning 

Statens Serum Institut (SSI) udarbejder de såkaldte nationale infektionshygiejniske retningslinjer blandt andet om håndhygiejne. Det er de retningslinjer, det danske sundhedsvæsen retter sig efter.  

I de seneste retningslinjer for håndhygiejne fra 2018 kan man læse, at “negle skal være uden neglelak” og “kunstige negle, negleforlængere, negleforstærkning eller neglesmykker må ikke anvendes”.  

De nationale infektionshygiejniske retningslinjer om håndhygiejne er specifikt rettet mod sundhedsvæsenet og de tilknyttede institutioner i primærsektoren og altså ikke rettet mod befolkningen, forklarer Jette Holt, der er hygiejnesygeplejerske ved SSI og en del af den arbejdsgruppe, som udarbejder retningslinjerne.

“Hvis du har neglelak eller kunstige negle, så har du ekstra fuger omkring den kunstige negl og din neglelak, hvor skidtet kan gemme sig. Derfor anbefaler vi ikke, at man anvender kunstige negle eller neglelak inden for sundhedsvæsenet. Vi har ikke rådgivning af den almene befolkning,” siger hun.  

Artiklen fortsætter under faktaboksen

SSI's ANBEFALING TIL SUNDHEDSVÆSEN OG TILKNYTTEDE ORGANISATIONER VEDRØRENDE NEGLE

Negle skal være kortklippede (2 mm), hele og synligt rene.

Negle skal være uden neglelak.

Neglefalse (hudfolder omkring neglene, red.) skal holdes hele.

Kunstige negle, negleforlængere, negleforstærkning eller neglesmykker må ikke anvendes.

Kilde: Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om håndhygiejne, SSI

Det er ikke til at sige, hvor stor effekt det vil have for borgere ude i samfundet i en tid med coronasmitte at fjerne kunstige negle og neglelak, men den er formentlig ikke stor, bemærker hun.   

“I sundhedsvæsenet arbejder vi med de mest udsatte borgere, og derfor er der grund til at være ekstra påpasselig,” siger Jette Holt.  

Ro på

Thomas Benfield mener i øvrigt heller ikke, at man skal være bange for at blive smittet, hvis man ser en person i supermarkedet med lange, kunstige negle eller neglelak.  

"Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det skulle være et stort problem.”  

Ville du anbefale folk at skynde sig hjem skal få fjernet deres falske negle og/eller neglelak? 

“I det her tilfælde ville jeg sige ro på. Men kunstige negle og neglelak er ikke livsnødvendige, så hvis man vil have dem af, er det her da et fint tidspunkt at gøre det på. Men det er ikke noget, jeg synes, man skal styrte hjem og få fjernet.” 

Forrige artikel Læge og blogger afblæser coronaepidemi, men tolker smittetallene forkert Læge og blogger afblæser coronaepidemi, men tolker smittetallene forkert Næste artikel 230.000 danskere fortæller på Facebook, om de har corona-symptomer - desværre forgæves 230.000 danskere fortæller på Facebook, om de har corona-symptomer - desværre forgæves
Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

For at sprede lidt glæde i coronakrisetiden, udlover Bilka i Skalborg spritnye høretelefoner til 10 heldige vindere. Sådan lyder det i et populært opslag på sociale medier. Men Bilka har intet med konkurrencen at gøre - den er et fupnummer. I øjeblikket lægger flere af kædens varehuse ufrivilligt navn til svindelnummeret.

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye "højesteret"

Jurister, menneskerettighedssaktivister, digitale eksperter og en tidligere dansk statsminister er blandt de udpegede medlemmer af Facebooks nye tilsynsråd. De skal tage stilling til, hvilke typer indhold der løbende skal fjernes på det sociale medie. 

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

En amerikansk demonstrant hånes på sociale medier for at holde et protestskilt med et konspirerende budskab, der beskylder Barack Obama for at stå bag coronakrisen. Men billedet er manipuleret. I virkeligheden står der noget helt andet på skiltet, som hun brugte til at demonstrere mod nedlukningen af Californien under coronakrisen. 

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Antallet af muslimer i Danmark er ofte genstand for debat på sociale medier. Ikke mindst fordi der ikke findes officielle danske opgørelser. Nye beregninger viser nu, at tallet sandsynligvis er lavere end tidligere vurderet.