Nej, her bliver coronavirussen ikke fragtet i en tank på togskinner

Et billede af en tankvogn, der angiveligt er fyldt med covid-19, spreder sig på de sociale medier. Men ingen tankvogn ville bære tekst på den måde, og branchemand kalder det uhyre usandsynligt.

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bliver coronavirussen fragtet på togskinner? Det har et billede på de sociale medier givet anledning til at tro, og det vækker undren blandt danskere på nettet.

Det grynede vinterbillede viser en sort tankvogn, hvor der står ’covid-19’ på siden indrammet af en rød, håndtegnet cirkel.

Men billedet er en manipulation. Og i øvrigt er teksten ifølge retningslinjerne placeret et helt forkert sted på tanken.

Men hvor kommer billedet egentlig fra?

En googlesøgning giver ikke noget klart svar. Vi finder hele tiden det samme billede. Det er ikke til at finde uden den håndtegnede røde cirkel, og de, der deler billedet, har ikke nogen ide om, hvem den oprindelige afsender er.

Det er ikke kun danskere, der undrer sig over billedet. På det sociale medie Reddit har en bruger også slået billedet op. Angiveligt så han det i en facebookgruppe for medarbejdere i et amerikansk togselskab.

Og på Facebook har en amerikansk kvinde delt billedet uden at vide, hvor det kommer fra.

Inskriptionen følger ikke retningslinjerne

Kvindens opslag er siden videredelt i en facebookgruppe, hvor man kan tippe faktatjekkere. Her har hundredvis af brugere i fællesskab også forsøgt at afklare, om billedet er manipuleret.

De fleste fokuserer på selve teksten covid-19. Men et andet vigtigt ord på tankvognen er GATX, der er placeret på tankens venstre side. GATX er navnet på en amerikansk virksomhed, der udlejer togvogne til forskellige formål. Så nu må vi formode, at billedet stammer fra USA.

Vi finder frem til endnu en tankvogn fra samme selskab, GATX, hvor der ikke er en tilsvarende markering af indholdet i tanken.

At teksten er indsat på billedet med et billedbehandlingsprogram underbygges, da vi kigger i retningslinjerne for tankvogne, som den amerikanske brancheorganisation for jernbanegodstransport har udarbejdet.

Inskriptionen "covid-19" følger nemlig ikke reglerne for, hvordan tekster på siden af en amerikansk tankvogn skal placeres.

Artiklen fortsætter under billedet.

Udklip fra den amerikanske brancheorganisation for jernbanegodstransports retningslinjer for informationen på siden af en tankvogn. Til højre ser man, hvordan vognens indhold ville være angivet ved commodity name, altså varebetegnelse.

Ovenfor ser vi standardinskriptionerne på en GATX-tankvogn, og der er heller ingen angivelse af vognens indhold med store hvide bogstaver til højre.

Tankvognens egentlige indhold vil ifølge retningslinjerne være skrevet i en lille, hvid tekstboks på tankvognens højre side. På det delte billede kan man se den hvide tekstboks, men på grund af billedets ringe kvalitet og den store afstand til vognen kan man ikke læse det.

En tredje bruger påpeger samtidig, at den forreste vogn heller ikke har en tilsvarende beskrivelse af indholdet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Billede delt af brugeren Dave Greg på Facebook, som viser, hvordan vognen foran ikke har en tilsvarende angivelse af indholdet.

Man kan ikke fragte en sygdom

Der er desuden en helt anden årsag til, at tankvognen næppe indeholder covid-19.

Covid-19 (coronavirus disease 2019) er nemlig navnet på selve sygdommen, som virussen med det officielle navn sars-cov-2 (severely acute respiratory syndrome coronavirus 2) forårsager.

Hvis tankvognen reelt indeholdt virus, og man i øvrigt af en eller anden årsag ønskede at skilte åbenlyst med det, burde der derfor stå sars-cov-2.

Dansk branchemand afkræfter

Det manipulerede billede bliver i skrivende stund også delt af danske facebookbrugere, men en tankvogn med virus er ikke noget, vi bør bekymre os for her til lands.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jan Wildau, vicepræsident for corporate affairs i DBCargo. (Foto: PR)

Jan Wildau, der er kommunikationsdirektør i den skandinaviske afdeling af det tyske logistikfirma DBCargo, kalder det ”fuldkommen usandsynligt”, at coronavirussen eller en anden virus fragtes rundt i en tankvogn med en sådan anmærkning af indholdet.

Jan Wildau påpeger i øvrigt, at selvom der jævnligt fragtes andre kemikalier på de danske togskinner, er der ingen grund til bekymring.

Statistisk set er der meget få uheld per kilometer på jernbanerne, og samtidig er toggrejet så solidt, ”at det kan kastes ud fra et højhus uden at gå i stykker,” siger han.

Inskriptionen 'covid-19' er efter alt at dømme manipuleret, men det oprindelige og uredigerede billede har det ikke været muligt at finde frem til.

Adskillige kendte faktatjekmedier og andre faktatjekkere verden over har også faktatjekket billedet. Det gælder blandt andet det amerikanske Snopes.com, Thats Nonsens, det italienske faktatjekprojekt Open og østrigske Mimikama.

Forrige artikel Uklarhed om gåture i solen: Stritter eksperters coronaråd i forskellige retninger? Uklarhed om gåture i solen: Stritter eksperters coronaråd i forskellige retninger? Næste artikel Er vi tæt på eller langt fra? Derfor må vi vente på coronavaccinen Er vi tæt på eller langt fra? Derfor må vi vente på coronavaccinen
Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

For at sprede lidt glæde i coronakrisetiden, udlover Bilka i Skalborg spritnye høretelefoner til 10 heldige vindere. Sådan lyder det i et populært opslag på sociale medier. Men Bilka har intet med konkurrencen at gøre - den er et fupnummer. I øjeblikket lægger flere af kædens varehuse ufrivilligt navn til svindelnummeret.

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye "højesteret"

Jurister, menneskerettighedssaktivister, digitale eksperter og en tidligere dansk statsminister er blandt de udpegede medlemmer af Facebooks nye tilsynsråd. De skal tage stilling til, hvilke typer indhold der løbende skal fjernes på det sociale medie. 

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

En amerikansk demonstrant hånes på sociale medier for at holde et protestskilt med et konspirerende budskab, der beskylder Barack Obama for at stå bag coronakrisen. Men billedet er manipuleret. I virkeligheden står der noget helt andet på skiltet, som hun brugte til at demonstrere mod nedlukningen af Californien under coronakrisen. 

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Antallet af muslimer i Danmark er ofte genstand for debat på sociale medier. Ikke mindst fordi der ikke findes officielle danske opgørelser. Nye beregninger viser nu, at tallet sandsynligvis er lavere end tidligere vurderet.