Populisme og konspirationsteori er to sider af samme sag

“Os og dem”, “de andre” og “de onde”. Disse udtryk udgør fundamentet i konspirationsteorier. Men det lyder også som populisme. I en ny bog beskriver to danske forskere, hvordan konspirationsteorier og populisme er gjort af det samme stof.

 


bogud

Denne artikel er et uddrag fra bogen "Fake News - når virkeligheden taber" af Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard. Uddraget, der gengives med tilladelse fra forlaget, omhandler konspirationsteoriers struktur.

Jorden er flad. CIA stod bag 9/11. Neil Armstrong var ikke første mand på månen.

Sådan lyder konklusionerne i tre af de mest sejlivede konspirationsteorier, der i efterhånden rigtig mange år er blevet holdt i live af konspiratorikere verden over, og de handler alle om at sætte spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse.

I en ny bog beskriver Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard, at vi oplever en del af de samme elementer fra konspirationsteorierne, når vi oplever populisme.

Ifølge forskerne møder vi den konspiratoriske populisme, når for eksempel Donald Trump først beskriver klimaforandringerne som kinesisk spin og fem år efter river FNs klimaaftale i stykker, da han har indtaget præsidentembedet.

Bogen hedder Fake News - Når virkeligheden taber. Den udgives i dag, og i den anledning har TjekDet fået eksklusiv mulighed for at bringe et uddrag, der handler om konspirationsteorier og populisme.

Læs også TjekDets anmeldelse af bogen her.

Konspirationteoriers struktur

Populistiske narrativer kan kamme over i det konspiratoriske: Hvis de andre politikere og ikke mindst journalister ikke arbejder for folket, hvem arbejder de så for? En fremmed magt, en hemmelig elite, en stor sammensværgelse?

Som brændstof har konspirationsteoretikere skruet op for mistilliden til eliten, parnasset, som måske kunne være styret af de fjendtlige andre. Således har konspiratoriske historier og teorier samme grundlæggende os versus dem-struktur som populistiske narrativer, men i endnu mere ekstrem grad. De andre er nemlig skjulte i konspiratorisk tænkning, og der er desuden i endnu højere grad en tendens til at opfatte verden sort-hvidt som en slagmark for en episk kamp mellem godt og ondt, som imidlertid er skjult for uindviede. En konspiratorisk overbevisning kan defineres som en overbevisning om, at en organisation bestående af individer eller grupper er i færd med at handle i det skjulte med henblik på at nå et bestemt – ofte ondsindet – mål.

Konspirationsteorier er ikke nødvendigvis falske. Watergateskandalen er et kardinaleksempel, men også halv- eller helskumle hemmelige efterretningsmissioner, korruption, lyssky politiske aftaler osv. kommer for dagen fra tid til anden, og der foregår nok ikke så lidt, som ikke kommer frem.

Det kritiske blik for, at der sker skumle ting og sager i hemmelighed kan kamme over i et paranoidt blik på verden, hvor alt, eller det meste, opfattes som styret af dem. Så slår kritisk sans over i konspiratorisk tænkning, hvor motiveret ræsonnering og faktaresistens har noget nært optimale betingelser, og misinformation fortæres ukritisk, så længe den peger skylden i ens foretrukne retning. Et omfattende studie, som har undersøgt 2,3 mio. Facebook-brugeres informationsforbrug, har på- vist, at personer med konspiratoriske overbevisninger har større tendens til at acceptere fingerede nyheder og udokumenterede påstande end gennemsnittet (Moncanu et al., 2015). Når kritisk sans slår over i konspiratorisk tænkning, sluges »alternative kendsgerninger« råt, hvis de bare stammer fra »alternative« kilder efter ens smag og passer med ens verdenssyn. Det gælder ikke kun på højrefløjen i USA, selvom det (stadig) er i det miljø, at de konspiratoriske tendenser er mest markante. Siden valget er dele af den amerikanske venstrefløj gået i konspirations-modus og ser russisk infiltration overalt; ikke kun valgresultatet forsøges (bort)forklaret som forårsaget alene af russisk indblanding, også lokale protester imod politivold i Ferguson får Rusland tilskrevet ansvaret for (se figur 1). Tendensen til ukritisk at bringe og dele udokumenterede påstande og falske historier, kombineret med mistillid til »mainstream-medierne«, ser også ud til at være fuldt med konspirationspakken.


Tre principper kendetegner konspirationstænkning (Barkun 2013). For det første er der intet, der sker tilfældigt, for der er altid en ond vilje eller intention bag. For det andet må hvad der end sker, de nyheder og kendsgerninger, som ser dagens lys, altid hænge sammen med resten. Det hele indgår i en fortælling, hvor alt er afstemt, giver mening og mødes i en sammenhængende verdensopfattelse, der imidlertid ofte med sin simple godt/ondt-opdeling af verden, mister forbindelsen til virkeligheden.

Hvis alt passer ind i en teori, er der gode chancer for, at den selv ikke passer

Konspirationsteorien #Pizzagate, som omhandlede seksuelt misbrug af børn i kælderen til Comet Ping Pong pizzarestauranten i Washington DC, hvor der i øvrigt slet ikke er en kælder, præsterede at »forbinde« alt fra lommetørklæder over Barack Obama, Hillary Clinton og »mærkelig kunst« til menneskesmugling, pædofili, satanisme og kannibalisme.

konsp1

Når alt hænger sammen, og intet sker tilfældigt, er der skjulte mønstre bag, som kan forklare alt. Konspirations- teoretikerens opgave er at forbinde prikkerne af kendsgerninger, rygter, fingerede nyheder etc. med linjer, der afslører hele det nederdrægtige forehavende.

For det tredje er intet, som det tager sig ud for at være, i konspirationsteorier, og den »officielle historie« passer helt sikkert aldrig. Her gælder mottoet fra tv-serien X- Files: »Stol ikke på nogen!«. Det medfører solid mistillid til de gængse og etablerede vidensproducerende og faktatjekkende instanser herunder mainstreammedierne, undervisnings-, forsknings- og videnskabsinstitutionerne. De almindelige kanaler for information er infiltrerede og kontrolleres af plottet, hvis de da ikke selv er en aktiv deltager i det. Således kan enhver information, der sætter spørgsmålstegn ved konspirationsteorien afskrives som værende plantet af dem, der konspirerer, netop for at vildlede: Motiveret ræsonnering på anabolske steroider. Konspirationsteorier i den tungere ende er ikke mulige at falsificere, præcis fordi et eventuelt falsifikationsforsøg i den optik opfattes som en fælde sat op af dem.

Jo mere globale og altomfattende konspirationsteorier er, jo sværere er de at skyde ned, men des mere urealistiske er de også. De helt tunge teorier om superkonspirationer, hvor det hele hænger sammen og alt kontrolleres af en hemmelig verdenselite, tilskriver mennesket urealistiske evner til at lægge langsigtede, hemmelige planer og føre dem succesfuldt ud i livet. En del teorier i den tunge ende kammer også over i forskellige former for okkultisme, hvor dem som kontrollerer verden, slet ikke er mennesker, men halvguder, reptiler, rumvæsener eller andre overnaturlige væsener. Det kræver overnaturlige kræfter, hvis man skal holde styr på så meget, så mange medsammensvorne og samtidig holde det skjult.

I den mellemtunge ende af konspirationsskalaen er teorien om, at menneskeskabte klimaforandringer er et kinesisk fupnummer, som dækker over en skummel plan om at undergrave USA’s konkurrenceevne. Denne teori, som Trump fremsatte i 2012, ville kræve næsten overmenneskelige evner at gennemføre med så mange involverede medsammensvorne, herunder næsten alle verdens klimaforskere.


Argumentationen, som Trump brugte fem år senere den 31. maj 2017, da han meldte USA ud af Paris-aftalen, er komponeret over samme konspiratoriske grundmelodi. Der er mistanke om de andres skumle intentioner om at undergrave USA’s økonomi. Intentioner, som adskiller sig fra den officielle begrundelse om at dæmme op for temperaturstigninger:

"This agreement is less about the climate and more about other countries gaining a financial advantage over the United States. The rest of the world applauded when we signed the Paris Agreement – they went wild; they were so happy – for the simple reason that it put our country, the United States of America, which we all love, at a very, very big economic disadvantage. A cynic would say the obvious reason for economic competitors and their wish to see us remain in the agreement is so that we continue to suffer this self-inflicted major economic wound." Citat: Donald Trumps tale, hvor han bekendtgør, at han trækker USA ud af Paris-aftalen. CNN, juni 2017.

Klimaaftalen i Paris handlede åbenbart slet ikke om klimaet. Det er blot et skalkeskjul, en skummel »officiel historie«, der dækker over lyssky intentioner om at ramme USA’s økonomi; en plan som hele verden i givet fald måtte have rottet sig sammen om. Måske bortset fra Syrien og Nicaragua, som er de to eneste lande, der ikke er med i aftalen. Skulle det rent faktisk være tilfældet, ville den amerikanske rumfartsorganisation NASA i givet fald også være med i komplottet. NASA beskriver nemlig menneskeskabte klimaforandringer som en kendsgerning, der ikke efterlader nogen velbegrundet tvivl: Evidensen er for stærk. Men NASA, er det ikke dem, som fingerede månelandingen i et filmstudie? Hvorfor skulle man dog stole på dem?

Bliver mistilliden til vidensinstitutionerne tilstrækkeligt dyb, kan det ende i en skepticisme, der er så omfattende, at selv det faktum, at jorden er rund, ikke tages for givet. Det er udgangspunktet for en voksende bevægelse ved navn Selskabet for den flade Jord,«Flat Earth Society«. Selskabet argumenterer insisterende for, at Jorden er flad. Når folk flest fejlagtigt tror, at den er rund, er det resultat af løgne og billedmanipuleret globus-propaganda af den store skurk, NASA. Og NASA har i øvrigt også bestukket samtlige astronauter til at gå med på bedraget og lyve for offentligheden.

Borgere, politikere, forskere og lærere som tror på, at jorden er rund, er enten blevet misledt eller er selv med til at mislede offentligheden. Kan man ikke stole på nogen, er det meget begrænset, hvad man kan vide. Har du måske nogensinde selv set, at jorden er rund? Nej vel. Hvordan kan du så egentlig vide det? Bliver mistanken og mistilliden så total og vinder bredere gehør end i små nicher, er det ikke kun undergravende for videnskab, oplysning og effektiv politisk handling og problemløsning. Det er ligeledes undergravende for demokratiet selv.

Om forfatterne

forfatterne

Vincent F. Hendricks er dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet.

Mads Vestergaard er uddannet cand. mag. i filosofi og arbejder med foredrag, undervisning og andre former for formidling af filosofi og filosofiske perspektiver på medie- og kulturfænomener, politik og ledelse.

Bogen “Fake News – når virkeligheden taber” udkommer på forlaget Gyldendal i dag.

Læs også TjekDets anmeldelse af bogen her.

LÆS OGSÅ: BOGANMELDELSE:

 

Forrige artikel “Folk søger den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.” “Folk søger den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.” Næste artikel Professor: Facebook og Google skal prioritere i indholdet Professor: Facebook og Google skal prioritere i indholdet