Styrelse advarer mod hjemmelavet håndsprit

Efter de første smittetilfælde af covid-19 blev konstateret i landet, gik der ikke lang tid før, der blev meldt udsolgt af håndsprit i danske supermarkeder. Flere har derfor tyet til hjemmelavede løsninger, men myndighederne advarer om falsk tryghed. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Peter Rolsted

Håndsprit blev hurtigt udsolgt i de danske supermarkeder, da de første tilfælde af covid-19 ramte landet.  

Af den grund spredtes der på de sociale medier hurtigt forskellige opskrifter på hjemmelavet håndsprit.   

Nogle bruger husholdningssprit, andre isopropylakohol. Enkelte opskrifter indeholder brintoverilte, mens andre bruger aloe vera-gel eller babyolie. 

Forvirringen er total, når det kommer til at fremstille sin egen håndsprit. 

Derfor fraråder Miljøstyrelsen da også, at man begynder at blande hånddesinficerende middel i køkkenet.  

Styrelse: Lav ikke egen håndsprit 

Det skyldes især, at en forkert blanding kan give falsk tryghed. 

”En forkert blanding kan resultere i at produktet evt. ikke er effektivt til at slå virus ihjel, og det dermed giver en falsk tryghed, eller at man får lavet en for koncentreret blanding, der kan resultere i bivirkninger så som hud- og øjenirritation eller det, der er værre,” skriver styrelsen på sin hjemmeside

Styrelsen påpeger samtidig, at alkoholerne, man ser i de mange hjemmestrikkede opskrifter, er meget brandfarlige.  

”Generelt råder Miljøstyrelsen forbrugerne til helt at afholde sig fra at omhælde farlige blandinger til anden emballage.” 

Et hav af forskellige opskrifter på nettet 

TjekDet er stødt på flere opskrifter på de sociale medier. 

Hovedingredienserne er en form for alkohol, oftest husholdningssprit, og vand. Derefter varierer opskrifterne.  

Nogen bruger babyolie, andre blander sammen med almindelig sæbe, og ofte bruges glycerol. Alt sammen med det formål at bevare velplejede hænder ved gentagen brug af den kradse alkohol.  

Artiklen fortsætter under billedet

Fakta

På nettet deler mange ud af egne opskrifter på håndsprit. Nogle anbefaler at blande op med babyolie (øverst t.v.), andre blander med helt almindelig håndsæbe (nederst t.v.). (Foto: Skærmbilleder fra opslag på Facebook og video på YouTube)

De mange opskrifter er formentligt velmente, men intet tyder på, at opskrifternes ophavsmænd har nogen sundhedsfaglig baggrund. 

Hvem skal man så sætte sin lid til, hvis man absolut ønsker at hjemmeblande håndsprit? 

WHO’s egen opskrift kan skaleres ned 

Selvom vores egne myndigheder fraråder hjemmeproduktion af håndsprit, har verdenssundhedsorganisation WHO udarbejdet deres egen opskrift.  

WHO’s håndsprit indeholder husholdningssprit eller isopropylalkohol, brintoverilte, glycerol og destilleret vand. Alkoholen ødelægger virussen, brintoverilten holder blandingen steril, glycerolen fugter hænderne, mens vandet fortynder blandingen. 

Denne opskrift er tiltænkt produktion i stor skala i lande, der ikke har ligeså nem tilgang til håndsprit som herhjemme. 

Såfremt man virkelig ønsker at lave håndsprit derhjemme, har lektor i fysiologisk farmaci ved Københavns Universitet, Daniel Bar-Shalom skaleret WHO’s opskrift ned.  

Lektoren understreger, at håndvask nok er at foretrække, men at opskriften kan bruges, hvis panikken rammer. 

Opskriften finder du i denne artikel fra Berlingske, som blev bragt før Miljøstyrelsens advarsel. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu