"Frisættelse er et fedt ord, men det betyder ingenting i sig selv"
SVM-regeringens "historiske" frisættelse vil medføre flere fejl og større forskelle i velfærden. Det skal offentlige ledere rustes til at stå på mål for, lyder det fra Eik Møller, der er ny stadsdirektør i Odense. Spørgsmålet er, om Christiansborg er parat til at acceptere frisættelsens pris?
Søren Elkrog Friis
Velfærdspolitisk journalistFrisættelse kan man ikke have noget imod. Det er svært at være uenig i, at både borgere og medarbejdere på de store velfærdsområder har gavn af at blive løst fra snærende bånd, tossede regler og bøvlet bureaukrati.
Men hvad betyder det? Ingenting. Det er en "tom betegner", hvis man spørger Eik Møller, der efter næsten et årti som kommunaldirektør i Ballerup netop er tiltrådt som stadsdirektør i Odense Kommune.
"Frisættelse er et fedt ord, men det betyder ingenting i sig selv. Begrebet er igennem de seneste par år blevet tillagt utrolig mange forskellige betydninger. Spørgsmålet er, hvad vi vil opnå med det? Det er det første og det sidste spørgsmål, vi skal blive ved med at stille os selv. Det skal oversættes og omsættes lokalt, før det giver mening," siger han.