Gode nyheder er mere end glansbilleder

Jeg arbejder med det, mange kalder for gode nyheder. Det er aspekter af teknologi, videnskab og global udvikling, der er opbyggende, konstruktive og ofte opløftende, da de peger mod en anderledes og måske bedre fremtid end den virkelighed, der typisk møder os i nyhederne.

De gode nyheder ser vi ikke meget til i medierne. TV-Avisen er det perfekte billede på det. Her kommer de gode nyheder, hvis de overhovedet kommer, altid til allersidst – efter de rigtige, vigtige nyheder. Leveret som et stykke chokolade i kølvandet på noget bitter medicin. 

Og hvad består de rigtige, vigtige nyheder af? De kan oftest fordeles over tre temaer: Historier om mennesker, der lyver, historier om mennesker, der dør, og historier om ting, der går i stykker.

Dette fokus er så centralt og normaliseret, at de færreste studser over det.

Påtale, der blev til praksis

Det er der flere grunde til, nogle mere kalkulerede end andre.

De nyhedskriterier, der danner grundlag for moderne journalistik, blev beskrevet af den norske samfundsforsker Johan Galtung tilbage i 1965. Kriterierne, der blandt andet omfatter sensationalitet, aktualitet og konflikt, er nærmest blevet guldstandarden blandt nyhedsmedier gennem generationer.

For Galtung var dette grundlæggende fokus dog ment som en advarsel og ikke som en anvisning: Ifølge ham selv var artiklens hensigt at beskrive, hvad journalister ikke bør gøre, og hvordan negativ nyhedsdækning skævvrider vores opfattelse af den faktiske udvikling i verden. 

Hans diagnose var imidlertid korrekt. Vi har fået et nyhedslandskab, hvor det negative konsekvent forveksles med det vigtige, mens det positive konsekvent forbindes med en vis grad af naivitet. 

Gode nyheder associeres med adspredelse, hvis ikke de ligefrem ses som uvedkommende eller useriøse, og jeg forstår godt hvorfor: I skæret af docerende nyhedsdækning om alvorlige hændelser, økonomiske kriser og eksistentielle udfordringer anes ræsonnementet, at vi har vigtigere ting at tage os til end solstrålehistorier.

Det er måske derfor, at mange traditionelle nyhedsmedier systematisk fravælger gode nyheder – eller fremstiller dem som enkeltstående, usammenhængende lysglimt, der misrepræsenterer, hvordan verden faktisk udvikler sig.

 Men efter at have arbejdet med gode nyheder i otte år ser jeg dem slet ikke som usammenhængende lysglimt. Jeg ser dem i langt højere grad som en tsunami af mange bække små, hvor netop sammenhængen er afgørende. 

"Men jeg mangler stadig at se et dansk medie skrive om, hvordan menneskeheden i 2024 har passeret en ubegribelig milepæl, da vi har installeret nok solceller på Jorden til at høste to terawatt solenergi fra vores lokale stjerne."

Nyhedsværdige nyheder

Min reaktion på det systematiske sortsyn i traditionelle nyhedsmedier har været at gå kontra og stille skarpt på løsningsorienterede historier.

Dels som en personlig overlevelsesmekanisme, for at beskytte mit mentale helbred mod den lammende negativitet, og dels som en form for undersøgelse: Hvad sker der, hvis jeg fikserer på optimisme, opfindelser og opdagelser?

Det har udviklet sig til et format, jeg kalder for actual news.

Klassisk nyhedsstof dækker typisk hændelser, der er sket utallige gange i historien, for eksempel politiske skandaler, væbnede konflikter, sundhedskriser og miljøkatastrofer.

Alt sammen emner, der er absolut relevante, men groft sagt er de en variation over tidligere begivenheder, hvor kun detaljerne er nye, mens grundfortællingen er velkendt.

Actual news er omvendt den slags nyheder, der per definition er nyhedsværdige, fordi de bogstaveligt talt aldrig nogensinde er sket før.

Eksempler på actual news

Her er enkelte eksempler på det, jeg definerer som actual news:

• Google har lanceret en ny chip til kvantecomputere, der på fem minutter udregner, hvad der ville tage verdens kraftigste supercomputer millioner af år.
• Tyskland har opnået en ny rekord for vedvarende energi i første halvdel af 2024, hvor 58 procent af landets elforbrug har bestået af rene energikilder.
• Tre patienter med autoimmune sygdomme har som de første nogensinde opnået remission efter behandling med immunceller fra donorer.
• Den walisiske regering har forpligtet sig til at implementere verdens første lov, der forbyder politikere at lyve.
• Sol- og vindenergi har for første gang nogensinde overhalet kul som energikilde i USA's elproduktion.
• Kina har demonstreret verdens første fuldskala atomreaktor, der er fuldstændig sikker mod nedsmeltning.
• Ørsted har som de første i verden taget fragtdroner til tung last i brug til driftsopgaver.
• Over halvdelen af alle nye solgte biler i Kina er nu enten el- eller hybridbiler.
• Verdens første gentest for opioid-afhængighed er kommet på markedet.
• Forskere i Alaska har knækket koden til dyresprog og haft en 20 minutter lang samtale med en pukkelhval.
• Verdens første titaniumhjerte med maglev-teknologi fra højhastighedstog er blevet implanteret i et menneske.

Disse emner er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de er sket inden for det seneste år – og at de har en rekordlignende karakter. Ikke fordi de er sket for nylig, men fordi ingen af dem nogensinde er sket før. Det er reelle og væsentlige nyheder – actual news.

Isoleret set kan disse fremskridt ligne lykketræf, ja. Men når man læser udviklingen på tværs af felter og lægger dem sammen over tid, så indser man, at fremskridt ikke kommer som isolerede hændelser længere. De kommer som kaskader af forbundne udviklinger, der påvirker og accelererer hinanden.

Jeg ser ikke teknologi og videnskab som løsningen på alverdens problemer. Men det er eksponentiel beregningskraft, der driver udviklingen. Fra medicinsk innovation til kvantecomputere, klimateknologi og materialevidenskab.

Det går stærkt, det hele sker samtidigt, og i min optik er det umuligt at træffe strategiske valg i 2025 uden at medregne denne type stof i sit beslutningsgrundlag.

Så overser vi den del af udviklingen, der bogstaveligt talt rykker grænsen for, hvad der kan lade sig gøre i verden – og for, hvor dristige mål vi kan tillade os at sætte på kort og mellemlang sigt.

"For mig handler det ikke om at lukke øjnene for verdens problemer. Det handler om at insistere på, at den massive understrøm af innovation og fremskridt"

Det gælder ikke mindst, og måske endda særligt, når det kommer til bæredygtighed og klima.

Omstillingens oversete acceleration

Det ville være retvisende, at energiomstillingen blev dækket positivt i højere grad. For mens medierne med god grund fremhæver klimakrisen, halter det med formidling af de vigtige klimafremskridt, der også finder sted.

De fleste medier har for eksempel skrevet om den store svenske batterifabrikant Northvolts sensationelle konkurs og om, hvordan Energistyrelsens udbud af havvindmølleparker i Nordsøen har været en fadæse. 

Men jeg mangler stadig at se et dansk medie skrive om, hvordan menneskeheden i 2024 har passeret en ubegribelig milepæl, da vi har installeret nok solceller på Jorden til at høste to terawatt solenergi fra vores lokale stjerne.

To terawatt svarer til den samlede elektricitet i Indien, USA og Storbritannien sammenlagt – eller cirka en milliard husstande. Men det mest interessante ved dén nyhed er ikke skalaen; det er accelerationen: Hvor det tog os 68 år at installere solceller til den første terawatt, tog det nemlig kun 2 år at installere den næste. 

Et andet eksempel er de globale investeringer i grøn energi og infrastruktur: Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, blev 2023 året, hvor der for første gang nogensinde flød mere kapital mod ‘clean energy technologies’ end mod fossile brændsler. I 2024 forventer agenturet, at beløbet er blevet fordoblet.

Sideløbende sker der en million andre ting, der accelererer på præcis samme måde – fra bæredygtig byplanlægning og elektrificering af den globale bilpark til prisudvikling på batterier og fremskridt inden for materialevidenskab.

Hver af dem kan blive en gamechanger, men lagt sammen udmønter de sig til et reelt paradigmeskift – og vi gør os selv en strategisk bjørnetjeneste ved at tilskrive disse fremskridt mindre relevans end de daglige nyheder om ulykker og skandaler. 

Bæredygtig nyhedsformidling

Mit fokus på de positive perspektiver mødes ofte med skepsis. Nogle føler sig ligefrem provokeret og mener, at jeg bevidst fornægter virkeligheden.

For mig handler det ikke om at lukke øjnene for verdens problemer. Det handler om at insistere på, at den massive understrøm af innovation og fremskridt, som dagligt udfolder morgendagens muligheder, fortjener samme seriøse dækning som kriserne.

Ikke for at bruge gode nyheder som sovepude, men for at bruge dem som værktøj til at navigere eksponentiel kompleksitet.

Til alle, der synes 2024 har virket fuld af dårlige nyheder, lover jeg i hvert fald én ting: 2025 bliver både værre og meget bedre, for 2024 var både frygtelig og fantastisk.