Ishøj gentænker velfærd, demokrati og danskhed i lyset af ny indvandringsbølge

Størstedelen af nepalesere, der er kommet til Danmark de senere år, har fået deres opholdstilladelse under påskud af at være studerende. Det giver både dem og deres partner opholdstilladelse, og mens den studerende ’kun’ må arbejde 90 timer om måneden ved siden af studiet, er der ingen øvre grænse for partneren. Dermed er vejen banet til det danske arbejdsmarked.

Merete Amdisen understreger, at hun har tillid til, at staten tager ansvar for, at der er styr på udenlandske borgernes ret til at opholde sig i Danmark.

Men selv om indvandring på ingen måde er nyt for Ishøj, har kommunen ikke været forberedt på den pludselige tilstrømning af nepalesere.

Kendskabet til deres kultur, behov og udfordringer er minimalt. Det har givet personalet i daginstitutionerne en anderledes og afgørende rolle.

”Vi har fået rigtig meget information om nepalesernes familiemønstre og levevilkår via vores daginstitutionspersonale," siger Amdisen.

Også i folkeskolen står lærere med andre opgaver end blot at lære børnene brøkregler. Hvis man går ind i en tilfældig skoleklasse i Ishøj, vil langt de fleste have brunt hår, og 58 procent vil være tosprogede. På Strandgårdsskolen er fire ud af fem børn tosprogede.

Folkeskolens opgave er i lige så høj grad at have fokus på, hvordan børn i Ishøj udvikler sig som mennesker.

”Skoler, daginstitutioner og foreningslivet bliver omdrejningspunktet for at skabe gode rammer for demokratisk dannelse og medborgerskab,” siger Merete Amdisen.

Er det anderledes end for lærere og pædagoger i andre dele af landet?

”Opgaven bliver lidt mere påtrængende i en kommune som vores, hvor man har en så blandet børneflok. Man skal lave læringsplaner og læringsmål, men vi får aldrig rigtigt talt om dannelse og leg. I årtier har daginstitutionernes vigtigste opgave været at gøre børnene skoleparate. Nu tror jeg, at vi skal vende det lidt om og gøre skolen børneparate, fordi børn er børn.”

Den tankegang kolliderer med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) aktuelle budskab om, at der i folkeskolen ikke er børn – kun elever.

At håndtere tosprogede elever er dog nemmere sagt end gjort. En undersøgelse foretaget af EVA i 2023 viser, at mange lærere oplever at mangle både tid og redskaber til at tilpasse undervisningen til tosprogede elever. Samtidig fremhæver de, at skolerne ofte kæmper med at se flersprogethed som en ressource frem for en barriere.

Dyr modtagelse

Det har de senere år også været nødvendigt for kommunen at oprette flere modtageklasser. De særskilte klasser for fremmedsprogselever er langt fra gratis og koster hver cirka en million kroner at drive. På nuværende tidspunkt har Ishøj Kommune fem.

Den pludselige tilstrømning af nepalesere betyder også, at kommunen er forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning på nepalesisk for de nytilkomne skolebørn. Forskning peger nemlig på, at hvis du behersker dit modersmål, har du også bedre forudsætninger for at lære et nyt sprog.

Modtageklasserne og modersmålsundervisning er to eksempler på ekstra udgifter, der knytter sig til indvandring. Udgiftsbehovet er med andre ord større i en kommune som Ishøj end andre steder i landet.

Samtidig er indtægtsgrundlaget lavere end landsgennemsnittet. Det skyldes blandt andet, at ledighedsprocenten på fem procent er den højeste i landet. Ser man blot på beskæftigelsesfrekvensen blandt 25-64-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, ligger den på 71 procent. Samtidig stiger forsørgerbyrden i kommunen med 5,5 procent frem mod 2031.

Spørgsmålet er, om Ishøj Kommune økonomisk hænger sammen i fremtiden?

”Lige nu stiger vores skatteindtægter, og det er et tegn på, at de borgere, der kommer hertil, og især dem, der vokser op, hvis forældre har været første- og andengenerationsindvandrere, bliver bedre uddannet og dermed også bedre lønnet,” siger Amdisen.

Historisk set har ’fattigrøvskommunen’ altid haft lavere skatteindtægter, end tilskud og udligning kunne kompensere for, fortæller borgmesteren. Men for to år siden oplevede Ishøj for første gang, at fordelingen var omvendt.

Samtidig har kommunen netop betalt sin gæld ud, hvilket betyder, at der ikke længere skal afdrages 30 millioner årligt. De skal nu gå til velfærd. Men selvom Ishøj Kommune efter Merete Amdisens udsagn er på rette vej, kræver det fortsat en håndsrækning fra det kommunale fællesskab.

”Den eneste måde, vi er i stand til at have den velfærd, som vi har, er, fordi andre kommuner er med til at betale for det. Og det mener jeg faktisk også, at de har en forpligtelse til. Det er jo hele Danmark, der nyder godt af det opsving, udlændinge bidrager til. Da de er med til at tage arbejde i nogle af de brancher, vi ikke selv kan rekruttere til.”

Når du hører Dansk Industri eller Dansk Erhverv stå og råbe om mere udenlandsk arbejdskraft, hvad siger du så?

”Jeg forstår godt behovet for, at vi skal øge vores arbejdsstyrke i Danmark for at kunne fortsætte det økonomiske opsving. Men det ville være hjælpsomt, hvis arbejdsgiverne stemplede ind og sagde, når nu vi tiltrækker nye borgere til Danmark, så vil vi faktisk også gerne tage et medansvar for, at de kan blive en del af det danske samfund ved at tilbyde sprogkurser og undervisning i dansk kultur i arbejdstiden.”

Civilsamfund som løftestang

Tre ud af ti voksne i Ishøj Kommune kan ikke stemme til et kommende folketingsvalg, og andelen er støt stigende. Tendensen er den samme i Ishøjs nabokommuner, som Mandag Morgen dokumenterede i sidste uge.

Man kan jo være dansk på rigtig mange måder. Vi skal være modige og spørge, hvad det er, der er fælles for os.

Merete Amdisen
Borgmester i Ishøj

Ishøj Kommune har dog i forvejen en lav valgdeltagelse. Ved valget i 2022 lå den på 74 procent, hvilket er betydeligt lavere end landsgennemsnittet på 84 procent.

Men de mange borgere uden stemmeret er alligevel en hæmsko, da det spænder ben, når kommunen prøver at inddrage nytilkomne i lokalsamfundet, lyder det fra Merete Amdisen.

”De kan se til, at beslutningen bliver truffet hen over hovedet på dem. Samtidig opfordrer vi dem til at blive en del af lokalsamfundet. Det er ikke hensigtsmæssigt.”

Netop lokalsamfundet er en løftestang for integrationsindsatsen i kommunen. Egentlig er det længe siden, at Ishøj har talt om integration. Ordet er upræcist og har en stigmatiserende effekt, forklarer borgmesteren. 

”Det, vi i virkeligheden er optaget af, er medborgerskab. At tage medansvar, at være en del af daginstitutionsbestyrelsen eller være frivillig i volleyballklubben – grundlæggende at deltage i lokalsamfundet,” siger hun.

Ifølge den socialdemokratiske borgmester er civilsamfundet i høj grad nøglen til at blive en del af lokalsamfundet og demokratiet i sidste ende. Derfor har kommunen blandt andet ansat en ’citizens guide’, der skal hjælpe indvandrere og efterkommere på vej.

”Foreningslivet er et mikrodemokrati, som er med til at give rigtig meget demokratisk dannelse. Man bliver demokratisk valgt, når man går til generalforsamlinger. Derfor er det også mit ønske og mit håb, at vi kan trække mange flere med udenlandsk baggrund ind i vores foreningsliv.”

Og her kommer den positive nysgerrighed fra blandt andre pædagogerne i Regnbuen kommunen til gavn. Nationalsporten i Nepal er nemlig volleyball.

”Vi har en ret velfungerende volleyballklub, så de har nu et rekrutteringspotentiale i volleyballklubben til også at få nye spillere ind,” fortæller Merete Amdisen.

Danskhed kan ikke sættes på formel

Og så var der det med danskheden. Allerede næste år er personer med dansk oprindelse i undertal i Ishøj. Så giver det overhovedet mening at tale om danskhed i Ishøj?

Spørger man Pia Kjærsgaard (DF), er svaret nej. Ishøj er ikke længere dansk. Det sagde hun før sommerferien i forbindelse med en reportagetur til Ishøj sammen med Frederik Vad (S) og Berlingske.

Det faldt borgmesteren for brystet. 

”Jeg blev voldsomt pikeret, da Pia Kærsgaard påstod, at Ishøj Kommune ikke længere var dansk, fordi hvem har givet hende patent på at definere danskhed?”

I Ishøj forsøger de derfor selv at definere danskhed.

”Vi skal turde tale lidt mere om danskhed. Altså, man kan jo være dansk på rigtig mange måder. Vi skal være modige og spørge, hvad det er, der er fælles for os. Vi kommer forskellige steder fra, men vi er alle sammen borgere i Ishøj, som er en kommune i Danmark.”

”Selvom vi har religiøse forskelligheder, så er der faktisk nogle ting, der går igen i vores religioner – og som kan binde os sammen. Du kan jo være dansk muslim, dansk kristen, dansk jøde. Du kan være alt muligt.”

Men hvordan samler I konkret Ishøjs borgere om danskhed?

”Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Vi fejrer alle danske højtider i vores skoler og daginstitutioner og taler også om, hvad det er, vi fejrer.”

Ishøj har på dette punkt ikke knækket koden endnu. Det er lidt langhåret at definere danskhed i en så divers kommune som Ishøj, forklarer borgmesteren og tilføjer: 

”Hvordan tager man lige den snak med den nepalesiske rengøringsdame, der vasker gulvet nede i centret?”