Vidste du, at i 2028 – når en ny årgang af unge forlader skolen – vil:

… islam være verdens største religion med 2,2 milliarder tilhængere,

… verdens ”gennemsnitsmenneske” være en 34-årig inder,

… 50 pct. af alle job være erstattet af kunstig intelligens,

… de fleste biler være førerløse,

… de største konflikter være udkæmpet  om adgangen til vand,

… hvert tredje menneske blive over 100 år,

… depressioner være den næstmest udbredte sygdom i de udviklede lande, kun overgået af fedme,

… kinesisk være det mest talte sprog  i verden, efterfulgt af spansk

… 2 milliarder mennesker have en umættelig appetit på vestlige luksusvarer produceret i Asien?

Disse spørgsmål var afsættet for Carlsbergfondets internationale fondsseminar den 27. januar, med det formål at drøfte hvordan forskningsfondene kan bidrage til at løse en række af klodens store udfordringer. De blev formuleret i en lille film, der indrammede de voldsomme forandringer, der  sker inden for et barns skoletid  og udfordrer vores opfattelse af verden. De næste spørgsmål er så: Hvad kan fondene bidrage med? Hvad er deres rolle? Spørgsmål, som Ugebrevet Mandag Morgen tidligere har adresseret, bl.a. i sidste uges artikel ”Forskningsfondenes nye rolle: Fra filantroper til forandringsagenter”.

Udgangspunktet er, at fondene ifølge en af talerne ved konferencen tilsammen kun repræsenterer omkring 1 pct. af de årlige investeringer i samfundsudviklingen – globalt set. Men de udgør alligevel en vigtig brik, og deres indflydelse kan blive langt større, end deres investeringer umiddelbart berettiger til. Det afhænger udelukkende af, hvordan pengene allokeres. Ud over at de i et samfundsøkonomisk perspektiv er beskedne, konfronteres de med én fundamental udfordring: Hvordan kan  forskningsfondenes langsigtede  investeringer øve indflydelse på en verden i hastig forandring ? Hvordan kan 1 pct. skabe forandringer for de 99 pct.? Svaret er næsten et forskningsprojekt i sig selv – forudsat det ikke tager flere år at finde det.

Dilemmaet

Dilemmaet illustreres tydeligt  af den indledende film om de store forandringer inden for  et barns skoletid. Problemet er, at  den turbulente virkelighed overhaler fondenes lange tidshorisonter. De kan strække sig et eller flere årtier frem, og  resultaterne risikerer dermed at blive irrelevante og uaktuelle, fordi de adresserer  fortidens udfordringer og ikke fremtidens. Det er ikke kun forskningsfonden, der konfronteres med det dilemma. Selv højaktuelle institutioner som World Economic Forum måtte i sidste øjeblik justere i sit program, den 21.-24. januar, fordi der i de sidste uger og måneder op til topmødet i Davos indtraf begivenheder af en rækkevidde og med perspektiver, som udfordrede de allerede aftalte temaer, f.eks. det dramatiske fald i olieprisen, attentaterne i Paris, redningsplanen for den europæiske vækst etc. Alle hændelser var i et eller andet omfang udtryk for en ny normalitet, der hver især  berettigede til dybtgående analyser.

Men netop forståelse og effekten af den type udfordringer har stor betydning for forskningsfondenes samt de øvrige filantropiske fondes rolle i fremtidens samfund. Derfor var det også godt set af Carlsbergfondet at samle en kreds af internationale fonde i København omkring den dagsorden. Men én konference skaber ikke de store forandringer. Derfor bør Carlsbergfondet holde fast i initiativet. Med andre ord sætte sig i spidsen for et projekt, der hvert år samler stadig flere af verdens førende forskningsfonde for ikke alene at drøfte deres rolle og ansvar i en verden under stadig hurtigere forandringer, men også anvise konkrete løsninger på nogle af de største og mest komplekse udfordringer.

Det skal ikke erstatte fondenes indsats for at støtte den grundforskning, som altid vil være hævet over nok så store globale forandringer og udfordringer, men er blot et spørgsmål om, at fondene ud fra såvel egeninteresser som samfundsrelevans opgraderer deres engagement i den socioøkonomiske udvikling: Hvordan verden skal håndtere problemstillinger, der markant ændrer de hidtidige eksistens- og livsbetingelser etc. 1 pct. af de totale samfundsinvesteringer syner ikke af meget, men det er heller ikke på beløbets størrelse, at fondene under ét skal måle deres betydning, men på deres evne til at være katalysatorer for nye idéer, nye innovationer og nye opdagelser. Det er herefter op til bl.a. regeringer såvel som erhvervslivet at udfolde og konsolidere nytænkningen.

De nye forandringsagenter

Den opgave bliver stadig vigtigere i en tid, hvor staterne og de internationale institutioner som bl.a. FN kan forudses at spille en stadig mindre rolle som drivere af de store forandringer. Det er der en lang række grunde til. En af dem handler om kortsigtede særinteresser, politiske blokeringer, tab af troværdighed etc. Hverken G8, G20 eller G77 har demonstreret den gennemslagskraft og styrke, deres indflydelse burde berettige til, for ikke at tale om FN’s mangeårige men hidtil forgæves forsøg på at skabe enighed om kampen mod de accelererende klimaforandringer etc.

Der er brug for nye, troværdige forandringsagenter. Byerne forudses at blive en af fremtidens drivende kræfter, antagelig langt stærkere end både stater og multinationale institutioner. Det er både vigtigt og naturligt, alene fordi 62 pct. af verdens befolkning vil leve i byer inden for de næste ti-femten år. Det er i denne sammenhæng, at fondene kan spille en langt større rolle. Mange af de store filantropiske fonde som bl.a. Bill Gates Foundation, Rockefeller m.fl. har påtaget sig det ansvar og demonstreret, hvordan fondskapitalismen kan gøre en forskel. Men dels er der brug for, at flere følger efter, dels at de deciderede forskningsfonde ser det som et nyt primært interesseområde.

Det er i det perspektiv, at Carlsbergfondet valgte rigtigt med konferencen ”Building Capacity for the Future”. Interessen var stor, indlæggene spændende og  illustrerede behovet for netop koblingen imellem forskning og samfundsnære udfordringer. Men Carlsbergfondet bør nu opfatte det både som en forpligtelse og en egeninteresse at forlænge og forstærke initiativet. Mindst tre opgaver tegner sig for  en fortsat proces:

• At identificere, hvor forskningsfondene kan gøre en forskel. Hvilke typer udfordringer egner sig for deres forudsætninger og kompetencer? Bl.a. udbygget med eksempler, hvor det er lykkedes.
• At etablere ”fondsklynger”, dvs. hvordan  fonde kan indgå tættere alliancer om at løfte  særlige udfordringer. Alliancer eksisterer allerede men  støder ofte imod de enkelte fondes ønske om selvstændighed. Men her er der – som tilfældet er generelt i samfundet – behov for tætte partnerskaber. Kunne man f.eks. forestille sig, at ti fremtrædende fonde samarbejdede om løsningen af en eller flere prioriterede udfordringer?
• At udvide antallet af fonde, især geografisk. Konferencen den 27. januar var meget skandinavisk og vestligt domineret. De fleste deltagere kom fra Danmark og de øvrige nordiske lande, og talerne repræsenterede primært amerikanske og europæiske forskningsfonde. Men som en start var det et flot arrangement, men næste gang vil det være interessant at have en bredere deltagelse bl.a. fra de kontinenter, som ifølge den indledende film kommer til at dominere udviklingen i verden de næste årtier. Det vil bl.a. sige de asiatiske lande.

Det sidste punkt sættes ikke alene i relief af filmen, der viser, at den ”gennemsnitlige verdensborger” i 2028 vil være en 34-årig indisk mand. Ifølge Mandag Morgens ”Global Opportunity Report 2015”, der netop er udgivet i samarbejde med den norske koncern DNV-GL og UN Global Compact, vil fremtidens typiske forandringsagent være en ung kinesisk erhvervskvinde. Rapporten viser nemlig, at de mest forandringsvillige er den unge generation, og blandt dem er det især kvinderne, der er mest optimistiske, og regionalt er det Kina og Indien, der ser de største muligheder i at løse de globale udfordringer. 

De omkring 80 deltagere i Carlsbergfondets konference var i øvrigt næsten udelukkende mænd fra de vestlige samfund med en gennemsnitsalder på omkring 50 år. Det kunne være interessant, hvis et eventuelt nyt arrangement i højere grad afspejlede, hvem der kan forudses at blive drivere af fremtidens store forandringer – f.eks. en ung, kvindelig leder af en asiatisk forskningsfond.