Nyt job: Thomas Winkler skal navigere i arktisk stormagtsspil

Som ny arktisk ambassadør skal Thomas Winkler repræsentere rigsfællesskabet i storpolitikken.  

Mikkel Gottlieb

Nyt job

Hvem?
Thomas Winkler

Hvilket job?
Arktisk ambassadør

Hvorfra?
Ambassadør i Canada

Baggrund

Den 55-årige jurist kommer fra en stilling som ambassadør i Canada og er tidligere dansk ambassadør i Rusland. Han har ad flere omgange beskæftiget sig med Rusland og Østeuropa, blandt andet som sekretær på den danske ambassade i Moskva fra 1990-1992 og senere ansat på Danmarks ambassade i Kiev. Senere har karrieren blandt andet været fokuseret på EU-lovgivning – og på Arktis. I 1988 blev Thomas Winkler uddannet jurist fra Københavns Universitet, hvor han også har arbejdet som lektor.

Største udfordring?

Thomas Winkler træder ind i et eskalerende stormagtsspil mellem USA, Rusland og Kina, når han overtager rollen som arktisk ambassadør. Som ambassadør skal han repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden.

Thomas Winkler skal altså være både konsekvent og diplomatisk, når stormagterne spiller med musklerne for at få deres interesser igennem. I USA er er man så opsat på at sikre sine militære interesser, at præsident Trump for nylig var klar til at fremsætte et købstilbud på Grønland. Russerne arbejder helt åbenlyst intenst med at genåbne og modernisere op mod et dusin gamle militærbaser i Arktis, mens kineserne i Arktis arbejder mere diskret med en længere tidshorisont og med den store pengepung i hånden.

Thomas Winkler har gode forudsætninger for at manøvrere i det komplicerede arktiske farvand. Han har stor diplomatisk erfaring og har de seneste år arbejdet med det arktiske område. Og så har han været ambassadør i både Canada og Rusland, der begge er arktiske nationer.

Særligt har Winkler et grundigt kendskab til Rusland. Han sad i den juridiske tjeneste i 2007, da Rusland plantede et flag på havbunden under Nordpolen, hvilket var en del af baggrunden for konferencen om Det Arktiske Ocean, der blev afholdt i Ilulissat i Grønland i maj 2008. Her mødtes de fem arktiske nationer, Danmark/Grønland, Norge, Rusland, Canada og USA, for første gang og drøftede en række vigtige emner angående Det Arktiske Ocean. Senere var Winkler inde over de territoriale stridigheder om Hans Ø, hvor København og Nuuk havde et tæt samarbejde.

Den nye arktiske ambassadør har dermed et grundigt kendskab til de store udfordringer, han går i møde.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu