20 år uden fremskridt

I 1992, da det internationale samfund første gang mødtes i Rio for at diskutere klima og biodiversitet, drog den nyslåede kinesiske handelsmand Lu Jian, tidligere embedsmand i Kinas ministerium for transport og kommunikation, i stedet til Vancouver. Som repræsentant for Kinas første råvarehandelsfirma, Zhengzhou Commodity Exchange, skulle Lu undersøge handelsmulighederne i Canada. I stedet blev han i bogstaveligste forstand bjergtaget af det canadiske skisportsmiljø. Og alt mens FN-repræsentanterne i Rio vedtog en klimakonvention, konventionen om biologisk mangfoldighed og arbejdsprogrammet Agenda 21, støbte Lu Jian kuglerne til et lukrativt kinesisk vintersportseventyr. Et eventyr, der i dag, året rundt, lokker flere millioner nyrige kinesere til flere hundrede skisportsparker. Nogle i fri natur i det kolde nordlige Kina, andre i gigantiske, energislugende indendørsanlæg i subtropiske storbyer som Shanghai og Guangzhou.

Lu Jians historie rummer den globale bæredygtighedsudfordring i en nøddeskal. Det er historien om, hvordan en eksplosiv vækst i store udviklingsøkonomier som Kina, Indien og Brasilien gennem de sidste 20 år har vendt op og ned på den økonomiske verdensorden. Og hvordan de nye økonomiske magt- og forbrugsmønstre har sendt den hidtidige bæredygtighedsdagsorden til tælling.