Så er den gal igen.

Den ene dag bliver statsminister Lars Løkke Rasmussen ydmyget af et alternativt flertal, der vil placere en politiskole i Vejle og ikke i Herning, som Venstre har lovet vælgerne. Den næste dag må han fra tilskuerrækkerne se et flertal drøne i mål med en stor trafikaftale til knap 800 millioner kr. Den tredje dag må han se sin regering blive trumfet af et flertal, der vil gøre det sværere for udlændinge at komme til Danmark for at arbejde.

Siden Løkke overtog regeringsmagten i sommeren 2015, er han gang på gang løbet ind i en mur af uoverensstemmelser med sine støttepartier i blå blok. 20 gange på 20 måneder er hans regeringer kommet i mindretal i Folketinget. Det viser en kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget.

En stor del af gangene er sket i VLAK-regeringens tid og hælder dermed salt i såret, når den i morgen kan fejre sit 100 dages jubilæum.

Trods de mange nederlag synes statsminister Lars Løkke Rasmussen at kunne sidde på magten perioden ud. De politiske kommentatorers forudsigelser om, at det borgerlige Danmark styrer mod et kollaps, og at det i realiteten er S og DF, der bestemmer i Danmark, er stærkt overdrevet, mener to professorer.

Den ene af dem er velfærds- og valgforsker, professor Jørgen Goul Andersen, fra Aalborg Universitet.

”Regeringen er løbet ind i flere prestigenederlag, som efterlader et mindre kønt indtryk. Men Lars Løkke Rasmussen har faktisk grund til at være tilfreds og klappe sig selv på skulderen. Han administrerer en politik, der er langt mere blå, end både han selv og Anders Fogh Rasmussen kunne drømme om fra 2001 til 2009. Vi er i den usædvanlige situation, at der i dag er politisk konsensus – fraset venstrefløjen – om en nedskæringspolitik i den offentlige sektor. Hvis Løkke skruer lidt ned for ambitionerne og bliver lidt bedre til at indstille kompasset efter, hvad han kan komme igennem med, kan han sejle i smult vande i resten af denne regeringsperiode,” siger han.

Professor og valgforsker på Aarhus Universitet, Rune Stubager, ligger på samme linje. Han sammenligner Løkkes situation med Schlüters Firekløver-regering i 1980’erne. Den måtte også talrige gange bøje sig for alternative flertal. Det, der siden er gået over i historiebøgerne som fodnotepolitikken.

”Dengang sad der også en regering, som ikke kunne få sin politik igennem. Men det var trods alt på en ret afgrænset dagsorden som forsvar og til dels miljø. Med denne regering er det på ret markante områder. Det er ikke bare økonomi. Det er også udlændinge og andre områder. Men ligesom de radikale dengang ikke væltede Firekløver-regeringen, tror jeg heller ikke, at Dansk Folkeparti trækker tæppet væk under denne regering. Det har de ikke den store gevinst ved. Specielt ikke efter at de har meldt ud, at de heller ikke næste gang vil støtte en Socialdemokratisk regering. Og slet ikke når de står dårligere i meningsmålingerne end ved sidste valg. Så det er op til Løkke selv,” siger Rune Stubager.

Dyr vælgerlussing til reformpartierne

Mandag Morgens opgørelse viser, at regeringen er kommet i mindretal på en bred palet af områder. Lige fra økonomi, velfærd og udlændinge til bandekriminalitet, SU og skat. Ofte er mindretallet udløst af en stærk S-DF-akse. Men også K og LA har voldt kvaler. Se tidslinje under artiklen.

Det kan f.eks. være i form af, at regeringen ikke har flertal til sit eget forslag eller er tvunget til at ændre kurs. Eller det kan være, at oppositionen har samlet flertal uden om regeringen til et konkret forslag eller en stor aftale.

Nu står Løkke over for nye udfordringer de kommende måneder. Han skal samle flertal for lettelser af skatten i både toppen og bunden, øge pensionsalderen, indføre en ny boligskat, lave en reform af pensionssystemet og gennemføre andre udskudte initiativer. Det bliver mere end svært. Ikke mindst pga. det dårlige forhold til DF. Og det kan betyde endnu flere eksempler på, at regeringen må bøje sig for et alternativt flertal.

En væsentlig årsag til, at regeringen ofte ender med at være i mindretal, skyldes ifølge professor Jørgen Goul Andersen, at Løkke undervurderede den vælgerlussing, som de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre – fik ved valget i 2015. De gik fra 46 pct. ved 2011-valget – og over 50 pct. i det meste af 2012 – til blot at få 35 pct. ved valget i 2015.

”Det skal man ikke glemme. Men det gjorde Løkke imidlertid. Når Thorning-regeringen gik til højre, rykkede han med for at skabe kant. Han havde derfor låst sig fast på sine mål og ideer, dannede en ekstremt smal V-regering og kørte så videre, som om der var flertal for en ny Thatcher-politik. Det var modigt, dristigt og beundringsværdigt. Men det har så siden vist sig at give visse udfordringer,” siger Jørgen Goul Andersen.

Det lykkedes ganske vist V-regeringen at få lukket det langvarige dagpengeslagsmål med en hurtig reform samt at få de andre blå partier med på en kontanthjælpsreform. Han samlede også flertal for den lave integrationsydelse. Men med den ambitiøse 2025-plan begyndte det for alvor at gå galt.

Han satte alt på et bræt. Havde han fået lokket DF med i en stor aftale, kunne det have været en politisk gamechanger, som havde ændret Danmark mange år ud i fremtiden. Men regeringen fik aldrig skabt den nødvendige brændende platform for planen, mener Jørgen Goul Andersen.

”Der er ikke folkelig efterspørgsel efter den kurs, som 2025-planen udstak. Det brænder ikke nogen steder. Regeringen forsøgte at skabe en brændende platform på sigt om, at Danmark skulle ud af stagnation. Men så kom de reviderede nationale regnskabstal, der viste, at vores BNP var 42 milliarder kr. højere end forventet, og at vi bevarer vores position som nogle af de rigeste folk i verden. Det fejede benene væk under den strategi. Og så er det svært at finde en grimasse, der kan passe,” siger Jørgen Goul Andersen.

Presset af S-DF

Da Løkke før valget gjorde det krystalklart, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, stillede han bl.a. som betingelse, at de offentlige udgifter skulle holdes i ro, og at skatten skulle lettes for dem med de laveste indkomster.

Det er ikke helt lykkedes.

Regeringen forventer en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. de kommende år. Mens LA vil kæmpe for at slanke den offentlige sektor yderligere, trækker S og DF i den stik modsatte retning og vil skrue mere op for blusset. Socialdemokratiets Mette Frederiksen vil lade det offentlige forbrug vokse med det dobbelte – 0,6 pct. – om året. DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, topper med 0,8 pct.

Men reelt er der tale om en nedskæring af velfærden. For samtidig vokser regningen år for år på grund af befolkningsvæksten og især det stigende antal ældre. Venstre skønnede selv i sin 2025-plan, at der vil være behov for en vækst på 0,6 pct. – svarende til 28 milliarder kr. om året i 2025 – for bare at bevare det nuværende velfærdsniveau. Reelt mangler der altså 14 milliarder kr. til den tid for at få enderne til at hænge sammen. Og de økonomiske vismænd har endda talt om en vækst på 1,2 pct. for at bevare det nuværende serviceniveau.

Selv om DF’s krav om 0,8 pct. i øjeblikket er det bedste bud på markedet, er det langt fra tidligere tiders vækstprocenter. Under Foghs år voksede det offentlige forbrug med ca. 2 pct. om året, på trods af at antallet af ældre over 75 år stort set var uændret. Frem mod 2025 vil antallet af +75-årige eksplodere med godt 180.000 – svarende til en stigning på over 40 pct.

Foreløbig har Løkke heller ikke haft held med at lempe bundskatten, som han ellers gjorde til en af sine mærkesager før valget. Han har derimod hævet den. Først spillede regeringen i foråret 2016 ud med et forslag om at hæve bundskatten for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften. Det skabte en del kritik. Ikke mindst fra partierne i blå blok. Så trak regeringen det tilbage igen. Men så endte det alligevel med at blive en realitet, da regeringen landende en bred aftale en sen aften i november sidste år.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har også haft held til at få regeringen til at droppe sit stærkt udskældte omprioriteringsbidrag. Borgmestrene og rød blok har længe kæmpet imod denne ordning. For det betyder, at kommunerne skal spare 1 pct. af deres budget – ca. 2,4 milliarder kr. om året – og aflevere pengene til staten.

Længe forsvarede DF denne ordning. Partiet var en del af regeringens flertal. Men til sidst blev presset for voldsomt. DF skiftede holdning. Og det lykkedes partiet at overbevise regeringen om, at pengene skulle føres tilbage til kommunerne. Staten bevarer dog et greb om kommunernes penge. For bidraget bliver erstattet af et såkaldt moderniserings- og effektiviseringsprogram, der skal frigøre 1 milliard kr. En ordning, som af nogle kritikere bliver betragtet som en slags ’mini-omprioriteringsbidrag’.

Rigtige venner

Der var engang, hvor udlændingepolitikken bandt Venstre og Dansk Folkeparti sammen som to i et kærligt parforhold. Det var dengang, Pia Kjærsgaard nærmest bare kunne ringe til Anders Fogh Rasmussen i Statsministeriet for at få klappet tingene af. Og omvendt.

Sådan er det ikke længere. Siden valget har S og DF udfordret regeringen talrige gange og bragt den i mindretal.

Et flertal bestående af S, DF og LA pressede i maj sidste år på for at få regeringen til at genoptage arbejdet med at skærpe reglerne mod personer på tålt ophold og genoprette en særlig arbejdsgruppe.

Et andet alternativt flertal bestående af S, DF og SF afskaffede i maj sidste år den såkaldte greencard-ordning, der giver udlændinge ret til at arbejde i Danmark. Venstre var oprindeligt imod forslaget.

Venstres prestigeforslag om, at det skulle være lettere for folk fra lande som USA, Norge og Australien at komme til Danmark for at arbejde, er også kuldsejlet. Stod det til Venstre, skulle disse folk blot have et job til 215.000 kr. om året for at få grønt lys via den såkaldte beløbsordning. Mens folk fra lande som Iran, Saudi-Arabien eller Indien skulle tjene næsten dobbelt så meget – 400.000 kr. – før de slap gennem nåleøjet. Et forslag, som store dele af erhvervslivet rasede imod.

Men Venstre blev overhalet indenom af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF. De tre partier hævede beløbsgrænsen, så alle folk skal tjene mindst 400.000 kroner om året i Danmark for at få opholdstilladelse. Og for nylig lagde de samme tre partier op til at stramme loven yderligere. For nu skal det ikke længere være muligt at tælle gratis bolig, bil og madordning med i lønindtægten for at nå op på de 400.000 kroner.

De alternative flertal skal dog ses i sammenhæng med, at regeringen har gennemført 48 stramninger af udlændingelovgivningen. Det er heller ikke alle forslag, som S-DF-aksen har formået at få presset igennem. De to partier ville gerne have flygtningelandsbyer. Men flertallet smuldrede, da K sprang fra.

Senest har Dansk Folkeparti ønsket et statsligt forbud mod bederum på universiteter, gymnasier og andre offentlige uddannelsesinstitutioner. S er på samme linje. Men foreløbig har regeringen flertal sammen med de øvrige partier i Folketinget for ikke at gribe til lovgivning på området.

”Det er den enkelte institution, som er bedst til at beslutte, hvordan institutionens lokaler skal anvendes, og om der f.eks. skal stilles bederum til rådighed for eleverne og de studerende,” sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA) under Folketingets debat om sagen.

De uindfriede løfter

En ting er de mange kameler, som Løkke har måttet sluge i sine godt 20 måneder som statsminister. En helt anden ting er de løfter fra før valget, som Venstre endnu ikke har indfriet.

Et eksempel er den kriminelle lavalder. Den skulle ifølge alle de fire blå partiet sættes ned fra 15 til 12 år. Valget gav dem flertal for at gennemføre forslaget. Men siden er der ikke sket så meget. Og kun fremtiden vil vise, om justitsminister Søren Pape (K) fortsat har et flertal bag sig til at gennemføre den reform, som de fire blå partier oprindeligt lagde op til, og som i realiteten vil være et brud på næsten 90 års retspraksis.

Et andet eksempel er Venstres store visioner om en øget markedsgørelse af velfærden. Det blev heller ikke til så meget under V-regeringen. Planerne om at konkurrenceudsætte flere kommunale opgaver og genindføre måltal ligesom under VK-regeringen i 00’erne er udskudt flere gange. Den slags tankegods står da heller ikke ligefrem øverst på hverken Dansk Folkepartis eller Socialdemokratiets dagsorden.

Med sit nye regeringsgrundlag har Løkke skruet endnu mere op for sit ideologiske felttog. Statslige selskaber skal privatiseres. Folk skal have mulighed for at vælge mellem flere varer på hylderne. Klassiske velfærdsopgaver som ældrepleje og behandling af syge skal i større grad overlades til private aktører. Privatskoler skal have endnu højere tilskud. Der skal mere brugerbetaling i trafikken. Private universiteter kan skyde op. Og flere nyuddannede skal ansættes i det private erhvervsliv.

De kommende måneder vil vise, om Løkke kan samle flertal for sine mange højtprofilerede forslag. Øverst i bunken ligger en stribe vanskelige sager.

Regeringen skal bl.a. samle flertal for skattelettelser i bunden og toppen. Det vil selvfølgelig være et nederlag, hvis Løkke ikke kan samle flertal for denne skattereform. Men spørgsmålet er, hvor mange af hans vælgere der vil bliver ophidset, hvis det ikke kan lade sig gøre? Og de har måske heller ikke så mange andre steder at gå hen. Derimod vil det være et kæmpe nederlag for Liberal Alliance og med garanti få spekulationerne til at blusse op om, hvorvidt partiet er ved at lide samme uheldige skæbne som SF i Thornings regering.

Løkke vil også få mere end svært ved at samle flertal for en højere pensionsalder. Men det behøver heller ikke at være et stort nederlag. Mange ældre vil gerne snuppe et par ekstra år på arbejdsmarkedet. Derfor kan der laves nye politiske initiativer og skabes øgede incitamenter til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, uden at pensionsalderen behøver at blive skruet mere i vejret end aftalt.

Størst usikkerhed er der formentlig om boligskatten. Det er gjort af et stof, der kan afgøre folketingsvalg. Men her synes regeringen at have mest at vinde og Socialdemokratiet mest at tabe med sit løfte fra valgkampen om at frede boligskatterne frem mod 2025.

Selv om Løkke vil støde ind i endnu flere alternative flertal de kommende måneder, skal oppositionen ikke sætte næsen op efter et folketingsvalg.