Hvad med de 2.000 andre terrorofre, Charlie?

Da islamistiske terrorister slog til mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, gav det genlyd Vesten over. Medierne dækkede, analyserede og perspektiverede terrorangrebet, den efterfølgende politijagt og de to gidseldramaer, som blev afslutningen på tre intense dage, der kostede 17 franskmænd og tre terrorister livet. Søndagen efter gik 50 statsledere og 3,5 millioner borgere gennem Europas gader for at vise deres sympati med ofrene og modstand mod terroristerne.

Fakta

Opinionsanalysen er en ugentlig analyse, der dykker ned i et aktuelt emne og bidrager til den hjemlige ”debat om debatten”. Hvordan er vækstbetingelserne for den offentlige mening? Hvem danner opinionen og med hvilke følger?

Mens støtteerklæringen ”Je suis Charlie” – ”Jeg er Charlie” – spredte sig som en steppebrand på de sociale medier og i pressen, erklærede færre: ”Jeg er Dorn-Baga,” ”Jeg er Kauyen Kuros” eller ”Jeg er Bunduram”.

Det er navnene på tre af de mindst 16 byer i Baga-provinsen i det nordlige Nigeria, som den militante islamistiske gruppe Boko Haram brændte ned i samme uge som angrebet på det franske satireblad. Antallet af dræbte er ukendt, men lokalstyret i regionen har vurderet, at der er tale om op mod 2.000.

Selvom dødstallet er højere end det fra tragedien i Frankrig, fylder angrebet mindre i både den offentlige debat og i pressen. Og det burde vække til eftertanke, lyder det nu fra flere og flere kritikere i internationale medier og på sociale medier. Financial Times skriver, at Vestens ledere og medier ignorerer den islamistiske terror, når den ikke foregår på deres egen matrikel eller er rettet mod deres egne borgere. Journalist ved Daily Maverick, der er en del af avisen The Guardians Afrikanetværk, Simon Allison, har argumenteret for, at journalister ikke regner afrikanske liv for lige så værdifulde som vesterlændinges. Og i en pressemeddelelse spørger Amnesty International, hvorfor statslederne ikke går arm i arm i Nigerias hovedstad, Abuja? På de sociale medier bredte kritikken sig under hashtags som #BagaTogether og #WeAreAllBaga. Men selvom titusindvis har ladet deres røst høre, kommer det ikke i nærheden af de hundredetusindvis af tweets med hashtagget #jesuischarlie.

[graph title="Massakre i Nigeria druknede i angrebet på Charlie Hebdo" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a7db2-van_fig1_massakre-i-nigeria-druknede-i-angrebet-pu%cc%88-charlie-hebdo.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/3ee33-van_fig1_massakre-i-nigeria-druknede-i-angrebet-pu%cc%88-charlie-hebdo.png" text="I ugen efter angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo blev andre udlandsnyheder trængt i baggrunden i mediebilledet. Herunder den islamistiske gruppe Boko Harams massakre i det nordøstlige Nigeria, der vurderes at have kostet 2.000 mennesker livet mellem 3. og 7. januar."]Kilde: Infomedia & Mandag Morgen. [/graph]

Heller ikke på redaktionerne herhjemme fik det voldsomme angreb samme opmærksomhed som angrebet på Charlie Hebdo. Det viser en optælling af, hvor mange indslag og artikler der blev bragt af Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, DR og TV2 i den følgende uge. Hvor angrebet mod Charlie Hebdo trak 398 historier, blev det kun til 48 om massakren i Nigeria. Se figur 1.

Men det er en ganske naturlig prioritering, lyder det samstemmende fra medieforskere og redaktører. De ser det ikke som et spørgsmål om, hvad et menneskeliv er ”værd”.

”Det er ikke antallet af døde, der afgør, hvor væsentlig en historie er, eller hvor meget plads den skal have,” siger Dagbladet Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard. ”Angrebet i Paris er væsentligere for os end angrebet i Nigeria, fordi det rammer vores samfund direkte – ikke kun principielt, men også konkret. Det har f.eks. direkte indvirkning på, hvad vores politikere gør, og hvordan medierne prioriterer.”

Rasmus Kleis Nielsen, medieforsker og forskningsleder ved Oxford Universitet, finder det ikke nødvendigvis kritisabelt – og slet ikke overraskende – at terrorangrebet i Paris får mere plads end det i Baga-provinsen:

”Der er ikke noget mærkeligt eller forkert i, at angrebet på Charlie Hebdo fylder mere end Boko Harams angreb i Nigeria. Hvis det kan ske i Frankrig, kan det ske her,” siger Rasmus Kleis Nielsen, der er medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe.

Momentum i medierne

Charlie Hebdo-historien fylder også meget af en lang række andre grunde. Ikke mindst rammer den lige ned i de principielle diskussioner, vi har haft om ytringsfrihed, siden Jyllands-Posten bragte de berømte og berygtede Muhammed-tegninger i 2005, og den lægger sig i forlængelse af de snart 14 års krig mod terror, Danmark har været med til at føre siden terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.

Men dækningen blev også omfattende på grund af den journalistiske infrastruktur, forklarer professor og centerleder på SDU Peter Bro. Der er flere journalister til stede i Paris, end der er i Nigeria, og det er lettere at rapportere fra landet. Ifølge Peter Bro fik vi ovenikøbet et tre dage langt mediemomentum: Angrebet på Charlie Hebdo, politijagten og gidseldramaet gav pressen mulighed for at sende og skrive om sagen minut for minut, mens de principielle diskussioner og de mange politiske reaktioner gav godt stof til debatter, analyser og perspektiver leveret af politikere, eksperter og kommentatorer.

”Jeg har næsten ikke lyst til at sige det, men noget tyder på, at vi havde at gøre med terrorister med nyhedstække. De skaffede sig optimal opmærksomhed,” siger Peter Bro.

Medieforsker og professor ved Københavns Universitet Stig Hjarvard peger på, at især de politiske udmeldinger og de mange debatindlæg i offentligheden holdt pressen i kog.

”Jo mere journalisterne skrev, jo flere reaktioner kom der fra offentligheden, som journalisterne så igen kunne skrive om, og som offentligheden kunne reagere på,” forklarer han.

Ligesom sine kolleger mener han dog ikke, at dækningen tog overhånd. Angrebet i Paris var en stor nyhed og en væsentlig historie, som naturligt fyldte meget, mener han.

Angrebet i Paris skabte vakuumeffekt

DR’s redaktionschef, Thomas Falbe, mener, at angrebet i Paris var en så vigtig sag, at public service-mediet måtte rydde sine nyhedsflader på både tv, radio og net for at dække det. Så det gjorde man:

”Et drama af den kaliber skaber en vakuumeffekt. Stort set alt andet ophørte med at være væsentligt i de tre døgn, fordi angrebet mod Charlie Hebdo fik absolut topprioritet,” forklarer han.

Det var den rigtige beslutning, mener redaktionschefen. Men han ærgrer sig alligevel over, at DR ikke dækkede angrebet i Nigeria mere. Efterfølgende har redaktionen da også overvejet, om de kunne samle historien op. Men de mangler en anledning:

”Vi er kommet på bagkant med historien. Den har fundet sted, og den er blevet fortalt. Sådan er nyhedsmekanismen desværre: Der skal ske noget nyt, før vi tager fat på sagen igen,” fortæller han.   

Her når vi ifølge Peter Bro ind til et af kerneproblemerne i nyhedsdækningen i dag. Nyhedsbegrebet er blevet forkrampet, mener han, og det skyldes, at pressen kun kigger på tid: En nyhed er kun en nyhed, hvis den lige er sket.” Men ikke alt nyt er væsentligt, og ikke alt væsentligt er nyt,” siger han. Journalister og redaktører burde i stedet vurdere, om en historie er ny for læserne og seerne, mener Peter Bro: ”Hvis folk ikke har hørt historien før, er det en nyhed for dem.”

Pas på perspektivet

Rasmus Kleis Nielsen er mere bekymret for, at journalisterne glemmer at perspektivere de historier, de bringer. Hvis seerne eller læserne f.eks. bliver efterladt med det indtryk, at islamistisk terror kun er rettet mod Europa og USA, giver det et skævt billede af den virkelighed, de befinder sig i. Han minder om, at langt de fleste terrorangreb rammer uden for Vesten:

”Angrebene sker i muslimske lande og er rettet mod muslimer. Det perspektiv skal pressen have med i deres dækning, og det har de også haft i denne omgang,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

Han bakkes op af Stig Hjarvard: Det er ikke et problem at dække et angreb i Paris så massivt, som det er gjort her. Sådan bliver det nødt til at være. Men det er et problem, hvis det skævvrider billedet, og man får det indtryk, at terror kun rammer vesterlændinge. Det indtryk kan man godt få, hvis man kun følger nyhedsstrømmen overfladisk, fordi angreb mod Vesten fylder mere,” siger han.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, er enig: ”Vi skal være meget opmærksomme på, at vi ikke giver indtryk af, at terror kun rammer Vesten, når de fleste angreb sker andre steder.” Han påpeger, at Politiken bl.a. i foråret 2014 dækkede Boko Harams kidnapning af over 200 skolepiger i Nigeria og tidligere har haft et tema om den militante gruppe:

”Vi dækker løbende angreb uden for Vesten og sætter fokus på f.eks. Boko Haram eller Islamisk Stat i vores udlandsdækning, så jeg mener ikke, vi skævvrider billedet ved at give så meget plads til angrebet i Paris. Vi dækkede f.eks. også angrebet i Nigeria, men rigtignok ikke lige så intensivt som det mod Charlie Hebdo, fordi det ikke er lige så væsentligt for os.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu