2018 bliver afgørende for tre danske erhvervsikoner

LEGO, A.P. Møller og Novo Nordisk står alle overfor vigtige strategiske beslutninger i det nye år. Det vil sætte virksomhedernes topchefer på alvorlige prøver, og allerede nu tegner der sig et billede af, hvem der har de bedste kort på hånden.

Henrik Ørholst

Om Henrik Ørholst

Henrik Ørholst er ny erhvervskommentator på Mandag Morgen og vil hver mandag stille skarpt på dansk og internationalt erhvervsliv.

Han er cand.oecon. fra Aarhus Universitet, redaktør for VL Nyt, ekstern lektor ved CBS mv. Han har tidligere været ansat hos bl.a. PA Consulting Group og PFA Pension.

2018 bliver på flere områder afgørende for Lego, A.P. Møller - Mærsk og Novo Nordisk, og udviklingen vil komme til at kendetegne de tre ikoniske virksomheder mange år frem i tiden.

Allerede nu tegner der sig et billede af, at adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk bliver en af vinderne. Det samme gælder Robert Mærsk Uggla, der for alvor vil træde i karakter som adm. direktør for moderselskabet A.P. Møller Holding.

Omvendt er det langt fra sikkert, at adm. direktør Søren Skou fra A.P. Møller - Mærsk bliver en af årets vindere, mens det bliver en udfordring for Legos nye topchef, Niels Bjørn Christiansen, at fylde Jørgen Vig Knudstorps store sko ud. 

Lego: Træder Niels B. Christiansen ud af skyggen?

1. oktober tiltrådte Niels B. Christiansen som topchef for Lego. 2018 bliver derfor første gang, han vil præsentere årsregnskabet, som han kun delvist har ansvaret for.

Der har været stille omkring den nye direktør de seneste måneder. Da han stod i spidsen for Danfoss, var han en aktiv del af debatten, medlem af flere udvalg under DI og formand for Produktivitetskommissionen.

Billund-virksomheden har traditionelt holdt lav profil i den offentlige debat. Her bliver det spændende at se, om han får lokket Lego ud af busken, eller om man vil fortsætte den diskrete profil.

Også på de indre linjer skal den tidligere topchef Jørgen Vig Knudstorp finde sig til rette som formand for bestyrelsen, nu hvor han ikke længere skal være en del af den daglige drift.

Lego står med en stribe afgørende udfordringer, som blev synlige i efteråret, hvor de var tvunget til at afskedige 1.400 ansatte. Og det bliver formentlig ikke de sidste fyringer.

Analysefirmaet NPD har ved flere lejligheder i løbet af 2017 peget på, at markedet for konstruktionslegetøj er faldende. I den kategori er Lego en gigant. Derfor er der meget, som peger i retning af, at 2017 også bliver et år præget af mindre gode tal.  Det afgørende er – som altid – julesalget i den vestlige verden.

Også den vigende dollarkurs trækker Lego-regnskabet i den forkerte retning. Gennem hele 2017 er den faldet i modsætning til, hvad mange topøkonomer forventede ved årets start.

Det seneste halvårsregnskab fra første halvår 2017 havde en samlet omsætning på 14,9 milliarder kroner. Det var et fald på fem procent i forhold til samme periode i 2016, mens driftsresultatet faldt med seks procent i samme periode. 

2016 var et rekordår, hvor omsætningen endte på 37,9 milliarder kroner. På trods af rekorderne var der alligevel panderynker i Billund; væksten var aftagende.

Efterårets krak hos 564 amerikanske Toys ”R” Us-butikker påvirker især det livsvigtige amerikanske marked, fordi legetøjskæden her har været en vigtig salgskanal for Lego og dets konkurrenter. 

Den store konkurrent Mattel har allerede oplevet en voldsom tilbagegang på 22 procent i tredje kvartal i 2017, og der er ikke noget, som tyder på, at det bliver bedre i det sidste kvartal. Det kan være et fingerpeg om, at det også bliver svært for Lego.

Det vil være oplagt for Lego at skrue op for onlinesalget. Desværre er Amazon stærke og kan i høj grad bestemme betingelserne, og det gør det til en strategisk udfordring.

Niels B. Christiansens vigtigste opgave i 2018 bliver at finde sin egen rolle i forhold til Jørgen Vig Knudstorps lange skygge, men også at opbygge en forståelse for værdierne, som ikke mindst Kirk Kristiansen-familien står for. Hos Lego er kerneværdierne kreativitet, fantasi, sjov, læring, kvalitet og omsorg. 

Her er der et betydeligt spring fra Danfoss’ kerneværdier. ’Vi er begejstrede for teknik og det, den kan gøre for mennesker’ er en af dem. Med andre ord er det helt andre værdimæssige ledestjerner, der bærer Nordborg-giganten.

De to ikoniske virksomheder er begge baseret på to stærke ejerfamilier, der står bag, og derfor har Niels B. Christiansen en god forståelse for, hvad der ligger af uskrevne regler og forventninger hos Kjeld Kirk Kristiansen og den øvrige familie.

Samtidig skal han genopfinde Lego, uden at klodsen som kerneværdi ændres. Ligesom Jørgen Vig Knudstorp gjorde, da han overtog CEO-posten i 2004. 

A.P. Møller - Mærsk: Nye investeringer og kultursammenstød

Nye udfordringer venter for den hårdt prøvede A.P. Møller - Mærsk Group. Bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe, der overtog posten efter Michael Pram Rasmussen, er rundet af især den tyske software-virksomhed SAP. Sammen med topchefen Søren Skou skal han føre den ikoniske virksomhed ind i en ny verden, hvor digitaliseringen ændrer forretningsmodellen for alvor.

Jim Hagemann Snabe er fremtidens mand på Esplanaden. Den store udfordring er, om han forstår kulturen i virksomheden, og om han er i stand til at bevæge sig fra ’asset light’ til ’asset heavy’.

Software-virksomheder er bl.a. karakteriseret ved, at der ikke er ret mange fysiske aktiver, men A.P. Møller - Mærsk og Siemens, hvor Snabe i 2018 overtager posten som bestyrelsesformand, er begge virksomheder, hvor der er mange og dyre aktiver, dvs. skibe, containere etc. Det betyder, at forandringsprojekter ikke kan ske med den samme hastighed, som han er vant til. 

Derfor ligger der et kulturelt opgør og lurer under overfladen. Da Eivind Kolding var CEO for Maersk Line, var der et voldsomt sammenstød mellem shippingkulturen og managementkulturen, som han repræsenterede. I 2018 venter der et nyt sammenstød. Denne gang i hele gruppen.

Lige nu ser det ud til, at Jim Hagemann Snabe har vinden med sig. Men det ændrer ikke på, at Danmarks største virksomhed kommer til at opleve et år i et kulturelt minefelt. Hvis ikke resultaterne bliver bedre, kan det betyde, at Jim Hagemann Snabes stol kommer til at vakle. 

Robert Uggla træder i karakter

I spidsen for hele Maersk-gruppen står fire af Danmarks mest magtfulde personer: Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er formand for A.P. Møller fonden. Fonden ejer A.P. Møller Holding A/S.  Her er Robert Mærsk Uggla CEO. Dette holdingselskab ejer 41,5 procent af kapitalen i A.P. Møller - Mærsk og 51,2 procent af de stemmeberettigede aktier i virksomheden. Her sidder Jim Hagemann Snabe som formand, mens Søren Skou er CEO.

Robert Mærsk Uggla ligner sin morfar. Også fysisk. Han er handlekraftig, og der vil blive stillet krav til A.P. Møller - Mærsk Gruppens ledelse. 2018 bliver året, hvor han for alvor træder i karakter, og det kommer især til at ske udenfor koncernens nuværende forretningsområder. 

Konglomeraternes tid er ikke slut. De har blot taget en anden form. Den nutidige version bliver kapitalfondene og de stenrige familievirksomheder. Her viser Anders Holch Povlsen, ejer og adm. direktør i Bestseller, vejen med investeringer i bl.a. Normal-kæden, som banker Matas i disse måneder.

Robert Mærsk Uggla står i spidsen for A.P. Møller Holding A/S, der er magtdynamoen for Møller-familien. Mest interessant er APMH Invest. Her kontrollerer man bl.a. en femtedel af aktierne i Danske Bank. 

2018 bliver et år, hvor vi kommer til at se nye investeringer, som ikke ligger tæt på A.P. Møller Gruppens nuværende forretningsområder. I stedet vil de bevæge sig i retning af Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi, der har en alsidig investeringsportefølje. 

I takt med at A.P. Møller-koncernen bliver mere og mere fokuseret på færre forretningsområder (logistik og energi) udvides aktiviteterne under Robert Ugglas vinger. Det er her, at nye forretningsideer og muligheder skal afprøves. Det er her, at der skal eksperimenteres.

Det er en klog strategi at have en ’sandkasse’, hvor utraditionelle initiativer kan afprøves. Det er også her, at man skal sikre sig fremtidige indtjeningsmuligheder. Det bliver nødvendigt, når 3D-printeren for alvor bliver en trussel mod den store logistikvirksomhed. 

Novo Nordisk: Nye talenter banker på

Årsskiftet markerede Lars Fruergaard Jørgensens første år som topchef i Novo Nordisk. Den 51-årige økonom begyndte i medicinalvirksomheden helt tilbage i 1991 og har været der lige siden.

Novo Nordisk er ved at komme op i gear igen, og 2018 bliver et comeback-år for virksomheden, og det er med til at styrke Lars Fruergaard Jørgensen.

2016 var et dårligt år for Novo Nordisk. 2017 blev et vendepunkt.

Selv om tidligere topchef Lars Rebien Sørensen blev kåret som verdens bedste topchef i Harvard Business Review to år i træk (2015 og 2016), bestod hans sidste år af både nedjusteringer og faldende aktiekurser. Det var især forårsaget af et stigende prispres på det vigtige amerikanske marked. 

Det amerikanske marked står for halvdelen af medicinalvirksomhedens omsætning. Derfor var der glæde i Bagsværd, da de amerikanske sundhedsmyndigheder godkendte semaglutid-præparatet Ozempic til behandling af type 2-diabetes for knap en måned siden. 

Novo Nordisk forventer, at produktet kan sælges i begyndelsen af 2018.

Sydbank mener, at det vil løfte Novo Nordisks omsætning med 45 milliarder kroner om året. I 2016 omsatte virksomheden for 112 milliarder kroner og beskæftigede 41.700 medarbejdere.

På kort sigt er det således vigtigt at få den amerikanske salgsmotor op i gear. Det vil ske nu med Ozempic.

Derefter bliver en anden vigtig opgave af få øget omsætningen i Asien og sikre en pipeline af nye produkter, som kan fastholde forspringet.

Samtidig skal Lars Fruergaard Jørgensen sikre, at det ledelsesmæssige talent stadig kan udfolde sig. Karrierekometen Camilla Sylvest rykkede den 1. oktober op som medlem af koncerndirektionen, og nye talenter venter på at rykke frem. Dem skal Lars Fruergaard Jørgensen skabe plads til. 

Novo Nordisk er i global konkurrence om at tiltrække de dygtigste medarbejdere. Derfor er det afgørende, at virksomheden er i stand til at tiltrække de bedste hjerner til at sikre en pipeline af nye produkter.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu