”For vores vedkommende er der ikke noget at rafle om. Vi ændrer ikke ved 24-års reglen. Det bliver ikke med socialdemokratiske stemmer – punktum.”

Så faste i mælet har Socialdemokraterne – i dette tilfælde politisk ordfører Henrik Sass Larsen – været gennem hele valgkampen, uanset hvor meget Villy Søvndal og Margrethe Vestager – med større eller mindre overlæg – har sat spørgsmålstegn ved, om den såkaldte ”faste og fair” udlændingepolitik vil bestå under en rød regering.

Forklaringen er, at det på Christiansborg og i kommentatorkorpset er slået fast som en urokkelig sandhed, at den manglende troværdighed i udlændingepolitikken har været hovedårsagen til rød bloks seneste tre valgnederlag.

Ser man på resultaterne af universiteternes valgundersøgelser, fremstår sagen dog mere kompleks. Kort fortalt taler meget for, at forklaringen er korrekt for valget i 2001, delvis korrekt for valget i 2005 og temmelig tvivlsom for valget i 2007. Det helt store udlændingespørgsmål i sidste valgkamp handlede om den urimelige behandling afviste asylansøgerne og deres børn, og her var den stramme udlændingepolitik nærmest ved at give bagslag.

Blandt de mange vælgere, der i undersøgelserne har betegnet udlændingepolitik som et vigtigt politisk emne, har der været et faldende antal, som mente, at man skulle stramme mere, mens et stigende antal har ment, at lovgivningen var for stram. Ved valget i 2007 var der rekord mange flere af de sidste end af de første. ”Nok er nok,” som det lød fra Ny Alliance under sidste valgkamp.

I denne valgkamp er udlændingespørgsmålet kommet langt ned på vælgernes dagsorden, og indtil videre tyder intet på, at spørgsmålet har betydning for magtfordelingen mellem rød og blå blok. Til gengæld kan det meget vel have påvirket stemmefordelingen inden for blokkene – til fordel for Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten.

De to VKO-stramninger, som Sass og hans partifæller har fredet i klasse A, er 24-års-reglen og tilknytningskravet, der af begge fløje betragtes som kronjuvelerne i den stramme danske udlændingepolitik. Men også her kan man stille spørgsmålstegn ved, om de nu også har begrænset tilstrømningen. Antallet af opholdstilladelser til borgere fra ikke-vestlige lande er i hvert fald vokset betydeligt i løbet af de seneste ti år.

Tilhængerne af stramningerne hæfter sig ved, at der samtidig er sket en voldsom ændring af sammensætningen af de ikke-vestlige indvandrere. Mens antallet af familiesammenføringer er styrtdykket, er antallet af personer, der kommer for at arbejde eller uddanne sig, vokset dramatisk. Det har øget indvandrernes beskæftigelsesgrad, og derfor har vi fået flere af den type indvandrere, som bidrager til fælleskassen, siges det. 24-års-reglen kan imidlertid ikke være hele forklaringen. For udviklingen startede allerede i midt-90’erne – i forbindelse med arbejdsmarkedsreformerne under Nyrup.

En anden vedtaget sandhed, som f.eks. begge statsministerkandidater er rørende enige om, er, at 24-års-reglen mv. har sat en stopper for tvangsægteskaber. Det var og er da også den eneste saglige begrundelse for denne ganske drastiske form for aldersdiskrimination. Men ifølge den undersøgelse, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd lavede for Integrationsministeriet i 2009 kan det kun siges med sikkerhed, at stramningerne har ført til en markant forhøjelse af ægteskabsalderen for etniske minoritetskvinder og -mænd. Om det har ført til færre tvangsægteskaber, er umuligt at sige, bl.a. fordi der ikke er en klar definition af, hvad et tvangsægteskab er. Ifølge undersøgelsen er der heller ikke belæg for at hævde, at den voksende uddannelsestendens blandt især pigerne skyldes de strammede regler. Den positive udvikling er nemlig ikke væsentligt anderledes end før 2002.

Der er kort sagt meget, der tyder på, at vores opfattelse af 24-års reglen trænger til et eftersyn.