Der er ingen tvivl. Vi skal kunne tro på vores politikere. Vi skal holde dem til ansvar for, hvad de siger, og hvad de gør. Men vi skal ikke være så nidkære, så det fokus kommer til at skygge for diskussionen af det Danmark, politikerne ønsker sig.

Det er desværre det, der er ved at ske.

Siden valget har Venstre fastholdt Helle Thorning-Schmidt på hendes løftebrud. Og nu, som en optakt til valget, bliver kampagnen genoplivet med ordene: ”Nu lover de igen.”

Her finder Venstre 50 udsagn fra Socialdemokrater eller SF’ere, der ikke er blevet gennemført. Og ja, der er endda alt for gode eksempler på, at de to partier tog munden lige lovlig fuld før valget i 2011.

Men 50 gange?
 

SKAL VI VIRKELIG TÆLLE DET HELE MED? Også løfterne fra et ungepolitisk udspil, der bestemt ikke er indfriet. Og hvad med det musikpolitiske udspil? Heller ikke her er Socialdemokraterne kommet i mål. Og det gælder på langt flere områder, end Venstre når frem til.

Men skal vi tælle og tælle vel vidende, at det flytter fokus fra den politiske debat?

Når Venstre nu noterer, at ”nu lover de igen”, så er det heldigvis, fordi Helle Thorning-Schmidt stadig tør udstede løfter til vælgerne, så vi kan se, hvad hun ønsker. Hendes liste er dog ikke imponerende lang. Endnu hører vi Socialdemokraternes intetsigende slogan ”... og vi skal videre” i vores ører. Det er ikke imponerende præcist, for det fortæller intet om, hvor vi skal hen, og det er derfor ikke velegnet til den diskussion af politiske ønsker, forskelle og mål, som valgkampen bør byde på.

Men hvad med Venstre selv? Også Venstre udvikler politik i skyggen af diskussionen af løftebrud – og for Venstres vedkommende også i skyggen af formandens mange bilagssager.

Venstre bliver f.eks. beskyldt for ikke at fremlægge sin politik. Men Mandag Morgen afdækker i dette nummer, at det nærmest forholder sig lige omvendt. Gennem det seneste år har Venstre fremlagt ikke mindre end 240 forslag til diskussion.

Det tankevækkende er, at partiet ikke selv fortæller historien om de 240 forslag, men at det sker gennem Mandag Morgens research. Så lange skygger trækker det emsige fokus på løftebruddene ind i den politiske debat, at Venstre ikke selv tør fremlægge sin fortælling, men at den skal afdækkes af Mandag Morgen.
 

I ET INTERVIEW MED MANDAG MORGEN gør Lars Løkke Rasmussen sig ligefrem store anstrengelser for at forklare, hvorfor de 240 forslag ikke er løfter men, tja, hvad er de så? Og hvorfor er det egentlig et problem, at en politiker stiller sig op på skamlen og fortæller vælgerne, hvad han eller hun vil?

Mandag Morgen har tidligere dokumenteret, at Thornings løftebrud svarer til ca. 14 pct. af samtlige de 315 forslag, som hun lancerede før sidste valg. Mon ikke Løkke vil være en tilfreds mand, hvis han som landets nye statsminister ”bare” kan få gennemført 75 pct. af alle sine 240 forslag.

Og Venstre har virkelig noget på hjerte.

Prøv for eksempel at læse i Venstres kræftplan, hvor partiet skriver: ”Kræftpatienter skal behandles uden ventetid for at sikre de bedste behandlingsmuligheder og overlevelse.”

Så smuk den målsætning end kan være, så har Venstre ikke en chance for at levere varen. Tænk bare: behandling uden ventetid ....

Men er det så en dårlig målsætning eller et tåbeligt løfte?

Nej, det er det ikke.

Det er tværtimod befriende, at et politisk parti som Venstre klart og tydeligt lover vælgerne, hvad de vil arbejde for – også selv om målet er endda meget ambitiøst. Lad os alle sammen håbe, at diskussionen af Venstres kræftplan og dens ambitiøse løfte vil gøre, at færre kræftpatienter bliver udsat for ventetid.

Og lad os ud fra det ønske dykke ned i de mange forslag, Venstre stiller for at opnå målet.
 

VENSTRE FORESLÅR F.EKS., ”at praktiserende læger skal have nemmere adgang til at henvise patienterne direkte til diagnostiske undersøgelser på sygehusene”. Ventetiden skal bankes ned.

Forslaget ligger oven i købet i lige forlængelse af et forslag, der blev fremsat under valgkampen i 2011, hvor det hed, at ”praktiserende læger skal have bedre mulighed for at få udført relevante undersøgelser hurtigt, og der skal etableres diagnostiske centre på de større sygehuse”.

Slægtskabet er mere end tydeligt. Der er bare den lille finte, at formuleringen fra 2011 stammer fra et valgoplæg fra Socialdemokraterne og SF. Et valgoplæg, Venstre selv gør opmærksom på i sin kampagne mod Socialdemokraternes løftebrud.

Ærgerligt.

For hvad nu hvis både Socialdemokrater, SF’ere og Venstre-folk har fat i et redskab til at forkorte ventetiden, som bare er det rigtige redskab. Hvis det er tilfældet, så lad os i fællesskab prioritere ressourcerne til netop det redskab. Eller: Når vi nu ved, at op mod hver tredje patient venter mere end de garanterede 30 dage på at få deres diagnose, så skyldes det måske, at de foreslåede redskaber ikke er skarpe nok, og vi skal lede andre steder efter en løsning.

Den slags diskussioner, skal vi have flere af.

Og går vi de 240 forslag igennem, så Venstre har meget at byde på.
 

I SIT ERHVERVSPOLITISKE UDSPIL stiller Venstre forslag til, hvordan love og regler kan indrettes, så de medfører så få og så små administrative byrder som muligt. Og i betragtning af, at virksomhederne hvert eneste år bruger næsten 30 milliarder kroner på administrative byrder, så er der virkelig god grund til ikke bare at lade udviklingen fortsætte, men bruge forslagene fra Venstre til at udvikle en moderne og slankere regulering.

Og når Venstre fremlægger sin vision om mere frit valg, så er det for at diskutere, hvordan vi skal indrette velfærden, og ikke bare om der er en, to eller tre ekstra milliarder kroner om året til ekstra velfærd. For hvad hvis den måde, kommuner og regioner lige nu leverer velfærd på, ikke er den mest optimale? Hvad nu hvis Venstre har ret i, at borgernes frie valg vil fremme nytænkning fra offentlige leverandører, der ellers ville blive valgt fra? 

Hvor specielt Socialdemokraterne prøver at gøre diskussionen om velfærden til en forskel mellem deres ønske om at lade budgetterne til det offentlige forbrug stige med 0,6 pct. om året og Venstres nulvækst politik, så er Lars Løkke Rasmussen klar til at diskutere, hvordan vi indretter vores velfærd.

Og tager vi den ømtålelige diskussion af udlændingepolitikken. I en tid med mere end 50 millioner flygtninge i verden er der behov for, at Danmark tager sin del af ansvaret og får folk integreret, frem for at politikerne kun konkurrerer om at have den strammeste politik.

Det kan samtidig undre, at Venstre med den anden hånd skærer i udviklingsbistanden.

Når nu så mange mennesker risikerer deres liv for at komme til Europa og også til Danmark, kunne det tyde på, at vi skulle fastholde investeringer i deres hjemland og være med til at skabe en så troværdig fremtid for dem, at de ikke drømmer om en fremtid i Danmark, men i deres eget land. Det er klart, at udviklingsbistanden ikke er en hellig størrelse, og at den helt som andre emner bør gennemgås med en tættekam for at sikre, at den bliver hjælp til selvhjælp.

Men det er den type af politisk diskussion, vi bør have.

Løkke viste selv ved det sidste valg, at vælgerne godt kan tåle at høre om ubehagelige beslutninger.

Med en efterlønsreform og en dagpengereform gik han til valg med nogle varer på hylderne, som var langt mindre attraktive end Thornings mange løfter om billige busbilletter, to lærere i klasserne osv. osv. Alligevel var han kun godt 8.000 stemmer fra at vinde valget og vandt et ekstra mandat, mens Thorning fik det dårligste valg i 100 år.

Danskerne er klar til at diskutere politik, også når det handler om det sure.

Mandag Morgen håber, politikerne tør tage de politiske diskussioner, også når svarene er ubehagelige. Her er de 240 forslag god inspiration.

Nu venter vi på regeringen.