Over hele kloden mangler politikere kapacitet og gennemslagskraft til at gøre noget ved verdens største kriser. Det bliver derfor ikke politikerne, der knækker ungdomsarbejdsløsheden, sikrer rent vand i verdenshavene eller luft, der ikke skader folkesundheden i vores storbyer. Ej heller bliver det politikerne, der løser problemet med for lidt mad til at mætte klodens voksende befolkning, eller finder det næste wonderdrug, der sikrer, vi ikke dør af småinfektioner, når antibiotika ikke længere kan slå almindelige vira ihjel.

Så klart lyder budskabet fra 5.567 ledere fra hele verden i årets Global Opportunity Report, som Mandag Morgen sammen med DNV GL og FN’s Global Compact i dag offentliggør. Se tekstboks.

Mistilliden til, at det politiske system kan gøre en forskel, er global. Selv fra ledere i det offentlige lyder det verden over, at forandringerne til det bedre ikke vil være drevet af regeringer eller offentlige aktører. For det offentlige mangler kapacitet til at handle på de muligheder, som store kriser udløser. Samtidig er den politiske gennemslagskraft til at gøre noget ved udfordringerne lav. Og endelig er den offentlige sektor den mindst tilbøjelige blandt alle interessenter til at forfølge nye muligheder i kriserne. Det på trods af, at den offentlige sektor selv vil blive hårdt ramt af en række af de store problemer. Se figur 1.

”Når det offentlige bliver handlingslammet og ikke ser sig som en aktiv spiller i et stadig mere komplekst risikolandskab, så bliver sektoren reaktionær snarere end proaktiv,” lyder det i årets Global Opportunity Report.

Mangel på politisk opbakning

Men de største positive forandringer drives netop i tæt samspil mellem intelligent offentlig regulering og innovatører fra alle sektorer. Et godt eksempel er den lovmæssige regulering af landbruget i forhold til at spare på vand og gødning. Her har reguleringen drevet innovation af ny teknologi, der kan hjælpe landmændene med at producere flere fødevarer med færre ressourcer.

”Når innovation er bedst, understøttes det af de rigtige rammevilkår, og regeringerne kan hjælpe med at drive den forandring,” lyder det i rapporten.

Herhjemme er en række af landets styrkepositioner og største eksportsucceser netop født af intelligent regulering. Men at dømme efter de 5.567 adspurgte offentlige og private ledere i årets Global Opportunity rapport vil den effektfulde dynamik ikke komme i spil, når det gælder løsningerne på de store globale udfordringer.

Forretning i unge ledige

De 5.567 adspurgte ledere ser størst muligheder i at adressere ungdomsarbejdsløsheden. Globalt er en fjerdedel af verdens unge mellem 15 og 24 år uden job, og i det kommende årti vil yderligere en milliard mennesker på verdensplan træde ind i den arbejdsdygtige alder. Jo flere arbejdsløse og dermed øgede udgifter til overførsler, jo lavere vækst og skatteindtægter. Og så er der hele aspektet med den lave sociale sammenhængskraft i lande, hvor mange unge står uden for arbejdsmarkedet. I mange af de lande udgør udsigten til et stigende antal arbejdsløse unge en potentiel bombe under samfundet, fordi det vil føre til stigende utilfredshed og social uro.

Men lederne ser alligevel muligheder i den enorme udfordring: digitaliseringen giver muligheder for at matche kompetencer i fjerne egne af verden med job i den anden ende af kloden. Og der opstår nye muligheder for at opkvalificere flere unge via f.eks. e-læring. Mange vil også i fremtiden selv skulle skabe deres job og være iværksættere. Det kan med fordel ske i tæt samarbejde med etablerede virksomheder, der får ny energi og ideer ind. Derudover peger GOR-panelet på, at der er store muligheder i at nytænke hele måden, vi uddanner på. Fremtidens arbejdsmarked vil forandre sig konstant og hurtigere, end uddannelsesinstitutionerne kan nå at følge med. En af løsningerne er derfor et tættere samspil mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne undervejs i de unges uddannelse, lyder det i rapporten.

I årets Global Opportunity rapport er ledere verden over også blevet spurgt, hvor godt vi så er klædt på til at vende risici til muligheder målt på en skala fra 1 til 10 inden for økonomi, teknologi og politisk. Størst er tiltroen til, at vi i dag har den nødvendige teknologi til at skabe forandring og nye muligheder. Dernæst kommer vurderingen af, at der er økonomi til at forfølge mulighederne i kriserne. I bund ligger troen på, at der er politisk kapacitet til at arbejde med problemerne som nye muligheder. Se figur 2. Troen på, at der er politiske kapacitet og vilje til forandring, er ligefrem negativ i enkelte regioner. Og den er alarmerende lav, hvis man tæller de regionale resultater sammen til en global værdi.