Kilde: Danmarks Statistik. [/graph]

Tyskland er med en pæn margen Danmarks største eksportmarked. Se figur 1. Og Danmark har i mange henseender en privilegeret stilling som nabo og mangeårig partner for Tyskland. Det ses også i regeringens relationer til den tyske politiske ledelse: Statsminister Helle Thorning-Schmidt står sig godt med Merkel, selv om de ikke tilhører samme parti. Og udenrigsminister Villy Søvndal er på lige så god fod med sin tyske kollega, Guido Westerwelle. Både stats- og udenrigsministeren har været inviteret til at deltage i Merkels og Westerwelles diskrete brainstorm-møder om Europas fremtid.

Denne tyske økonomiske tænkning præger store dele af Tysklands politiske elite, hvilket eksempelvis topchefen i Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er sig helt bevidst. Derfor holdt han i juni en tale, hvor han forsikrede, at ECB’s virke er forankret i ordoliberalismens to grundprincipper: Dels skal der være en klar arbejdsdeling mellem de instanser, der fastsætter målene for den økonomiske politik, og de instanser, der har magtbeføjelser til at påvirke den. Dels skal økonomien være en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, fordi dette sikrer den mest effektive ressourceallokering.

Die Energiewende 

Energivendingen betegner i Tyskland det store ressourceøkonomiske projekt, som i Danmark kaldes den grønne omstilling. Merkel satte turbo på projektet i 2011, da hun nærmest personligt besluttede, at Tyskland skal udfase sin brug af atomkraft i løbet af 10 år og på sigt erstatte den med vedvarende energi. 

Merkels beslutning betyder højere energipriser for tysk industri, hvilket industrien gør højlydt opmærksom på. Når Merkel alligevel har markant folkelig og erhvervsmæssig opbakning til projektet, skyldes det ifølge Adam Paulsen, ph.d. ved Syddansk Universitet og ekspert i Tysklands grønne bevægelser, at ideer om naturbeskyttelse og bæredygtighed siden slutningen af 1800-tallet har haft stor udbredelse i Tyskland. 

Denne såkaldte ”livsreformbevægelse” forfægtede ideer som naturbeskyttelse, kritik af industrialisering, vegetariske kostvaner og kropslighed, hvilket blandt andet kom til udtryk i det nazistiske kernebegreb Blut und Boden (blod og jord), der blev lanceret af bondelederen og den senere landbrugsminister Walther Darré. Nazipartiet vedtog i 1936 den mest avancerede naturbeskyttelseslov, verden endnu havde set – om end de grønne tanker siden gik under i industriel krigsoprustning. 

Siden 1978 har det grønne Tyskland været nært knyttet til partiet Die Grünen, der opstod som et pacifistisk miljø- og antiatomkraftparti, men som siden har udviklet sig til et pragmatisk regeringsbærende parti, både på føderalt niveau og i flere tyske delstater. 

De grønne tanker har i dag stor udbredelse i samtlige tyske partier, og miljøministerposten har været en vigtig mellemstation for senere tyske ledere, heriblandt Angela Merkel.

Das europäische Deutschland

Siden Anden Verdenskrig har Tysklands størrelse, styrke, centrale placering og historiske ageren vakt uro og bekymring rundtom i nabolandene. Derfor forsikrer tyske ledere igen og igen, at naboerne kan være sikkert forvissede om, at fremtiden byder på et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa. 

Dette europæiske imperativ betyder, at der i Tyskland er en langt stærkere og dybere proeuropæisk konsensus end i noget andet land i Europa. 

Kun perifere kredse i venstrefløjspartiet Die Linke og det nye Alternative für Deutschland er EU- og/eller eurokritiske, mens politikere fra CDU/CSU, FDP, SPD og Die Grünen øjeblikkeligt bliver kaldt til orden af egne partifæller, hvis de forfalder til letkøbt antieuropæisk propaganda. 

Tysklands kommende kansler bliver den centrale politiske leder i Europa i perioden frem til 2017, hvor det er givet, at det europæiske samarbejde vil se store integrationsspring på en række ”indenrigspolitiske” EU-områder som finanspolitik, skattepolitik, erhvervspolitik og beskæftigelsespolitik. 

Tyskland har som et føderalt land væsentlig lettere ved at flytte kompetence mellem nationalt, delstatsligt og europæisk niveau end gamle nationalstater som Frankrig, Storbritannien og Danmark. 

Derfor vil Tysklands kansler i de kommende fire år presse de øvrige EU-lande med en offensiv europapolitisk dagsorden. Til gengæld vil man også se et Tyskland, som imødekommer resten af Europa ved at have højere lønstigninger end resten af kontinentet, og som accepterer at føre en lempelig pengepolitik i ECB, fordi en lav rente er vigtig for de kriseramte lande. Selv kan Tyskland ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, snart få brug for en højere rente. 

På det politiske plan vil tyskerne gøre meget for at holde eksempelvis Storbritannien inde i EU, ligesom man i Berlin ser de nordiske og baltiske lande som naturlige frihandelsorienterede partnere.

Europäische Streitkräfte 

Europæiske stridskræfter: Tysklands politiske elite er sig meget bevidst, at Europa i de kommende år har brug for at styrke sin militære dimension markant. Dette stiller store krav til Tyskland, som er nødt til i langt højere grad at arbejde sammen med Frankrig og Storbritannien, som i dag er ene om at have militære styrker af et sådant omfang, at de kan bruges til at håndhæve Europas sikkerhedspolitiske interesser. 

USA har gjort det klart, at man ikke i fremtiden vil tage det samme ansvar for sikkerheden i Europas nærområder, Mellemøsten og Afrika, som man har gjort siden Anden Verdenskrig. 

Både amerikanerne og de øvrige europæiske lande respekterer, at den historiske bagage gør det svært for Tyskland at træde i karakter rent militært. Men omvendt har både amerikanerne og europæerne f.eks. været vrede over, at Tyskland som midlertidigt medlem af Sikkerhedsrådet afstod fra at stemme for den militære indgriben i Libyen i foråret 2011. Dermed lagde Tyskland sig på linje med Rusland og Kina. Siden har Tyskland dog både politisk og økonomisk støttet den franske intervention i Mali. 

Netop udviklingen af fælles militære kapaciteter står højt på EU-dagsordenen i løbet af efteråret og skal diskuteres af stats- og regeringscheferne ved topmødet i december. 

Blandt militærfolk i Europa er der i øjeblikket en hastigt voksende bevidsthed om, at USA’s dalende engagement betyder, at EU må styrke sin militære dimension. Denne udvikling accelereres kraftigt af, at USA formentlig allerede i 2020 vil være selvforsynende med energi og derfor ikke længere vil være afhængig af olie fra Mellemøsten og Afrika. 

”Europa og Tyskland kommer ikke uden om at skulle overtage ansvaret for egen sikkerhed i løbet af ganske få år,” siger professor Gorm Rye Olsen, Roskilde Universitet. 

Vergangenheitsbewältigung 

Det moderne Tyskland er skabt på de fysiske og moralske ruiner af Nazi-Tyskland og dets monstrøse forbrydelser. Begrebet historiebearbejdning dækker over den individuelle og kollektive proces, hvor man gør op med den negative, belastende eller fortrængte fortid. 

Denne etiske fordring har præget tysk samfundsliv siden 1945, og derfor spiller historien ofte en central rolle i den offentlige debat. 

I den forløbne valgkamp er Angela Merkel blevet beskyldt for at slå politisk plat på historien ved at aflægge et besøg i KZ-lejren Dachau. Hendes socialdemokratiske modstander, Peer Steinbrück, har tillige kritiseret hende for at mangle engagement i den europæiske sag, hvilket angiveligt skulle hænge sammen med det faktum, at hun levede de første 35 år af sit liv i det kommunistiske DDR. Endelig er Die Grünen her midt under valgkampen i gang med at gennemføre en opsigtsvækkende undersøgelse af partiets fortid, hvor man i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne plæderede for afskaffelse af visse af straffelovens forbud mod sex med børn. 

Den systematiske tyske bearbejdelse af fortidens synder betyder, at mange tyskere bliver dybt sårede, når de oplever den antityske retorik bygget på stereotyper og fordomme, som er dukket op mange steder i Europa i forbindelse med eurokrisen.

Soliditätsunion / Solidaritätsunion

Er EU-samarbejdet først og fremmest en soliditetsunion eller en solidaritetsunion? I Tyskland er hverken CDU eller SPD i tvivl. EU, særligt eurosamarbejdet, må først og fremmest bygge på soliditet – at medlemslandenes regeringer forpligter sig til at føre en økonomisk politik med bæredygtige offentlige finanser og lav gældsætning.