Forslaget om at ændre universitetsloven er ikke så slemt som ventet. Op til præsentationen af det stærkt omdiskuterede lovforslag, der skal sikre bedre rammer for styring og ledelse af universiteterne, har rygterne om massiv politisk indblanding svirret i månedsvis og givet bange anelser om, at både armslængdeprincippet og universiteternes århundredlange selvbestemmelse stod for skud. Frygten for direkte politisk udpegede bestyrelsesformænd har været særligt bekymrende for landets universitetsbestyrelser og -rektorer.

Nu har Uddannelsesministeriet netop sendt forslaget i høring, og det er vel at mærke uden den kontroversielle ide om politisk udpegede bestyrelsesformænd. Selv om lovforslaget ifølge rektor på Danmarks Tekniske Universitet Anders Bjarklev stadig giver anledning til visse bekymringer, er det tydeligvis langt bedre end frygtet. Rektoren, der også er formand for rektorkollegiet i den fælles interesseorganisation Danske Universiteter, vælger da også at fokusere på det positive, som han ligefrem mener kan bane vej for et opgør med den politiske detailregulering af universiteterne, der om noget har været årsag til det mistillidsprægede samarbejde mellem på den ene side politikerne og Uddannelsesministeriet og på den anden side universiteternes rektorer og bestyrelser.

”Vi har alt for meget detailregulering for øjeblikket. Og hvis vi kunne komme derhen, hvor vi i højere grad kunne få nogle rammer at styre inden for, men hvor politikerne samtidig overlod ansvaret for at vælge vejen til de enkelte universiteter, så ville det være noget, jeg er helt sikker på, at vi vil bifalde på alle universiteter,” siger Anders Bjarklev.

Rektorformanden understreger, at alle otte rektorer for landets universiteter lige nu arbejder på et samlet høringssvar til lovforslaget, som ej at fornægte også giver anledning til visse panderynker over det foreslåede system til at udpege universiteternes bestyrelsesmedlemmer. Han vil ikke ud med de konkrete kritikpunkter, før høringssvaret er færdigt, men til den del, der handler om at erstatte udviklingskontrakterne med nye individuelle, strategiske rammekontrakter, er han ikke i tvivl om, at de andre rektorer også vil være positive. Se tekstboks.

”Det tror jeg faktisk, at vi alle sammen synes er en rigtig fornuftig udvikling, altså at vi begynder at få nogle rammekontrakter, der er meget mere institutionsspecifikke, så de kan adressere den forskellighed, der karakteriserer universiteterne, sådan at de enkelte universiteter ikke nødvendigvis skal arbejde på de samme opgaver,” siger Anders Bjarklev.

Hidtil har ministeriets mål i universiteternes udviklingskontrakter været enslydende hos alle otte universiteter. Målene er i de nuværende udviklingskontrakter formuleret som henholdsvis ’bedre kvalitet i uddannelserne’, ’større relevans og øget gennemsigtighed’, ’bedre sammenhæng og samarbejde’, ’styrket internationalisering’ og ’øget social mobilitet’. Det er ikke alene diffuse målsætninger; det er også uhensigtsmæssigt at opstille de eksakt samme målsætninger for otte vidt forskellige universiteter.

”Fordi vi er så forskellige, er det meget klogere, at vi hver især fokuserer på de områder, hvor vi enten har en særlig mulighed for at blive bedre, eller har en styrkeposition, der lægger op til at tage et særligt samfundsmæssigt ansvar,” siger Anders Bjarklev og tilføjer hurtigt, at ministeriet ikke ligefrem skal forvente stående klapsalver fra rektorerne.

”Djævlen ligger i detaljen. Hvordan bliver det omsat til virkelighed? Det er jo afgørende. Men lige nu synes jeg godt, at vi kan glæde os over det her signal om mere individuel og strategisk regulering frem for detailregulering.”

Erhvervslivet er tilfreds

Hos erhvervslivets to store brancheorganisationer, DI og Dansk Erhverv, der også er blevet bedt om at komme med høringssvar til Uddannelsesministeriets lovforslag – fordi erhvervslivet om nogen har interesse i, at universiteterne leverer dygtige kandidater og god forskning – er tilfredsheden med lovgivningsarbejdet umiddelbart stor. Organisationerne er stadig i gang med at udarbejde egentlige høringssvar, men førstehåndsindtrykkene er udpræget positive.

Den første del af lovforslaget, der handler om udpegning af universiteternes bestyrelser, hvilket stadig giver anledning til bekymringer hos universiteterne, kalder de to erhvervsorganisationer uafhængigt af hinanden for et godt kompromis.

”Det er landet på en fin balance mellem at bevare det, der skal kendetegne et universitet, nemlig en høj grad af frihed og selvbestemmelse, og så bedre at kunne tilgodese samfundets behov,” siger Charlotte Rønhof, der er underdirektør og forskningspolitisk chef i DI.

Hun bliver suppleret af sin kollega i Dansk Erhverv.

”Vi var en smule ængstelige, da der var rygter om direkte politisk udpegede bestyrelsesformænd, fordi alene signalværdien ved det kan være skadelig. Men den her model synes vi er et udmærket kompromis i forhold til, at man gerne vil have mere hånd i hanke med universiteterne og sørge for en større samfundsmæssig ansvarsbevidsthed hos bestyrelserne i universiteterne,” siger Mette Fjord Sørensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Og så er begge organisationer nærmest lige så begejstrede som Anders Bjarklev for udsigten til strategiske og individuelle rammeaftaler for universiteterne.

”Der er virkelig store perspektiver ved, at man går fra at have de her relativt ens udviklingskontrakter med 3-5 mål, som alle universiteter skulle indfri, til i stedet at lave individuelle rammekontrakter, som fokuserer på det enkelte universitets egne udfordringer og styrkepositioner. Det er det mest interessante ved lovforslaget. Det lægger op til bedre at kunne tage hensyn til universiteternes forskellighed. Og det smager af et nybrud,” siger Mette Fjord Sørensen.

Lovindgreb, detailregulering og lag på lag af styringsværktøjer har hidtil desværre fungeret som en form for kollektiv afstraffelse, påpeger Charlotte Rønhof fra Dansk Industri.

”Det har ofte været en slags kollektiv afstraffelse af alle universiteter i form af mere kontrol og bureaukrati, selv om kun enkelte universiteter havde problemer. Og der kan de nye individuelle, strategiske rammekontrakter være et meget bedre værktøj til at anerkende universiteternes forskellighed og justere retningen for det enkelte universitet,” siger Charlotte Rønhof.

Dårlige rammer

At detailregulering og dårlige rammer for universitetsbestyrelsernes arbejde har været et af hovedproblemerne de seneste 15 år for ledelsen af universiteterne, har ikke været nogen hemmelighed. Det kom senest frem i efteråret i en anonymiseret spørgeskemaundersøgelse fra tænketanken DEA, hvor et flertal af universiteternes bestyrelsesformænd og rektorer svarede, at de rammer, som ministeriet udstikker, ikke giver bestyrelsen et passende ledelsesrum.

Undersøgelsen sendte et kraftigt signal om det dårlige samarbejde mellem ministeriet og universiteterne – ikke mindst fordi rektorerne og bestyrelsesformændene ligefrem mente, at ministeriet oftere er en hindring end en hjælp i deres arbejde. Se figur 1.

En bestyrelsesformand på et universitet slog i samme omgang problemet fast: ”Udfordringen er, at der kommer nogle politiske ønsker, der ikke altid er særligt gennemtænkte – og så vil man gerne detailstyre. Giv hellere universiteterne nogle rammer, og undgå detailstyring.”

Den opfordring lader ministeriet nu til at have lyttet til. I hvert fald skriver ministeriet i et notat om det nye lovforslag, at det ”er forventningen, at forbedringen af de ledelsesmæssige rammer på sigt kan mindske behovet for detailregulering af universiteterne”, fordi man fremover ”kan løse en række udfordringer uden at gribe ind med centrale regler som f.eks. ledighedsbaseret dimensionering og fremdriftsreform”.

Væk med detailregulering

De to grelleste eksempler på detailregulering af universiteterne i de seneste år er netop den omstridte fremdriftsreform, der blev vedtaget i 2013 med målet om at få studerende hurtigere igennem uddannelserne, og Folketingets dimensioneringsaftale i 2014, der begrænsede optaget af studerende på visse uddannelser med udsigt til høj ledighed.

Problemet med den slags lovindgreb er, at de rammer alle universiteter lige hårdt, selv om problemerne er vidt forskellige fra universitet til universitet. På Aalborg Universitet har der eksempelvis ikke været de store problemer med, at studerende har trukket studierne i langdrag. Det har været mere udbredt på f.eks. Københavns Universitet. Men også der har det problem været under langsom men sikker afvikling, længe inden fremdriftsreformen overhovedet kunne nå at have en effekt. Derfor var det temmelig uhensigtsmæssigt at ”køre et sæt så detaljerede retningslinjer ned over alle uddannelserne”, som formanden for Kvalitetsudvalget, Jørgen Søndergaard, tidligere har sagt til ugebrevet.

Det samme siger rektoren på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, der ligesom sin kollega på DTU håber på, at de nye rammekontrakter kan være begyndelsen på et nyt styringsregime, hvor man stopper med at måle og vurdere universiteterne på statistik, der afspejler gamle problemer, og i stedet fokuserer strategisk på, hvordan universiteterne fremover bidrager til at løse deres vigtigste samfundsopgaver.

”Vi har fokuseret meget stærkt på nogle ting, som ikke har løftet ret meget, og som måske er en efterreaktion på en tidligere generation af studerende. Hvis man kan komme ud over det, så er vi jo kommet et sted hen, hvor vi kan arbejde sammen om noget af det, vi vil med universiteterne. Mit håb er, at rammeaftalerne kan hjælpe med, at vi kommer op på et højere niveau af samarbejde, for der er ingen tvivl om, at universiteterne har en vigtig samfundsopgave; samfundet har brug for viden, udvikling og uddannelser,” siger Hanne Leth Andersen.

Samtidig opfordrer hun politikerne til at benytte lejligheden til at hæve ambitionerne for universiteterne.

”Der er brug for at lægge en politisk ramme, som har meget højere ambitioner, i stedet for at gå ned i detaljer om, at der skal reguleres på, hvor lang tid studerende er om at gennemføre 3. semester, eller på hvor længe de er om at skrive under på en specialekontrakt. Vi har haft en massiv detailregulering, og det her giver os en åbning til at komme ud af det generiske måle- og holde-øje-med-styringsregime, vi har været underlagt,” siger Hanne Leth Andersen.

Friheden der blev væk

Fremdriftsreformen og dimensioneringsaftalen er ifølge en optælling fra tænketanken DEA kun et par af de seneste ud af i alt 12 lovindgreb for de videregående uddannelser siden 2002, hvor universitetsreformen blev vedtaget under parolen om at give universiteterne ’frihed under ansvar’.

Den lovede frihed er bare aldrig kommet.

”Hvis du tæller antallet af regler, retningslinjer, bekendtgørelser og forordninger, så tror jeg roligt, at man kan konstatere, at den ’frihed under ansvar’, der blev talt om med indførelsen af universitetsloven, ikke er kommet. For der er kommet flere og flere regler. Vi har fået dimensionering og fremdriftsreform og en masse anden detailregulering, som gør det stort set umuligt at arbejde selvstændigt strategisk på universiteterne,” siger Anders Bjarklev.

Det er DI til dels enig med DTU-rektoren i.

”Med universitetsloven i 2003 var det ønsket at sætte universiteterne fri under ansvar. Men man er endt med, at universiteterne, hver gang der har været en udfordring, er blevet styret strammere via lovgivning,” siger Charlotte Rønhof.

Men hun understreger samtidig, at lovindgrebet jo ikke er kommet uden grund.

”Der har været eksempler på, at man fra universiteternes side ikke har været tilstrækkeligt lydhøre over for samfundets behov. Jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse af igen og igen at påpege, at universiteterne ikke har løftet deres samfundsmæssige opgaver,” siger Charlotte Rønhof og peger på, at universiteterne eksempelvis har uddannet for mange kandidater inden for studieretninger med meget høj ledighed.

Men den kritik giver rektorformanden ikke meget for.

”Jeg mener faktisk, at vi som universiteter har løftet det samfundsansvar, som politikerne gav udtryk for, om at vi skulle uddanne en større andel af ungdommen med længevarende uddannelser. At man så politisk set på et tidspunkt siger, at nu er det blevet for meget af det gode, trækker i nødbremsen og skifter mening over night, det betyder ikke, at universiteterne viser mindre samfundsansvar. Det vil jeg mene er en omskrivning af historien,” siger Anders Bjarklev.