Kritikken hagler ned over regeringens nye arbejdsmarkedsreform. Reformen er så bureaukratisk, at den direkte skaber langtidsledighed og flaskehalse på arbejdsmarkedet, lyder det fra både DA, LO og den offentlige arbejdsformidling. Reformen fører også til et gigantisk spild af ressourcer. Kritikken retter sig imod en række nye regler, der trådte i kraft ved årsskiftet. Reglerne medfører, at nogle ledige kommer til at vente op til halvandet år på at blive aktiveret. AF kunne gøre det meget hurtigere, hvis de måtte bruge deres bevillinger mere frit. “AF laver arbejdsmarkedsindsatsen bagfra. Det er en rivende gal tankegang. Vi bliver ved med at producere langtidsledighed og bruger ekstremt mange penge på at bekæmpe den. I stedet burde der sættes en prop i hullet for effektivt at få forebygget, at der kommer så mange nye ledige,” siger LO-sekretær Harald Børsting. Arbejdsgiverne er enige: “Vi står uforstående over for regeringens politik,” siger direktør Ole Krog fra Dansk Arbejdsgiverforening. En ny regel om, at de ledige skal aktiveres hver 4. uge får også en hård medfart: “Vi skal aktivere hele tiden, men der er reelt ofte tale om et spild af ressourcer. Der er som om, aktivering er blevet et mål i sig selv snarere end et middel. Reglen er med til at standardisere indsatsen. Der er ikke længere de samme muligheder for at se på den enkelte persons forudsætninger og tilrettelægge et optimalt forløb,” siger Preben Buchholt. Han er én af de toneangivende figurer i arbejdsmarkedspolitikken og regionschef for AF i Ringkøbing.