Den store vælgerinteresse for udlændingepolitikken falder ikke ud til regeringens fordel. Det viser en en undersøgelse, som ACNielsen AIM netop har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Færre end hver tredje vælger finder, at den nuværende regering er bedst til at føre en fornuftig udlændingepolitik, mens de borgerlige har fornuften på sin side efter 42 pct. af vælgernes mening. Mandag Morgen er uenig med flertallet. Regeringens integrationslovforslag er fuldt af sjusk og skønhedspletter, men det er et seriøst bud på at udforme en politik, der hjælper Danmark igennem omstillingen til et multietnisk samfund. Den omstilling skal samfundet igennem, uanset om Dansk Folkeparti så skulle få samtlige mandater ved valget. VK har intet leveret, der kan sikre indpasningen af den ekstra halve million udlændinge, som forudses i løbet af de næste 22 år.