Syv uf af ti danskere synes, at sygehuslægerne bruger for lidt tid på deres patienter, og seks ud af ti finder, at hospitalerne er blevet for store til at give patienterne en personlig behandling. Det er nogle af resultaterne af en større undersøgelse af danskernes syn på sygehusvæsnet, som ACNielsen AIM har gennemført for Mandag Morgen. Undersøgelsen viser også, at det i dag er et mindretal, der tager et nej for et nej, hvis lægen ikke synes, at der er grund til at undersøge dem yderligere. Kravene om selvbestemmelse og individuel behandling illustrerer fremvæksten af en ny patientkultur, som Mandag Morgen Strategisk Forum har beskrevet i et nyligt debatoplæg. AIMs undersøgelse dementerer, at det skulle være de veluddannede, der stiller flest krav om selvbestemmelse og individuel behandling. De bedst uddannede er faktisk mere “underdanige” over for lægens autoritet end de, der gik ud af skolen efter ti år. Og arbejderne finder sig ikke i så meget som funktionærerne. Undersøgelsen viser også, at befolkningen er delt i to lejre, når det gælder ideen om at lade særlig kræsne sygehuspatienter betale for ekstra service. Det er især de unge, der støtter forslaget. Derimod kan man ikke sige, at de mere velstillede i befolkningen er mere positive over for tanken end andre grupper.