Regeringen har siden valget tabt afgørende terræn i kampen om den offentlige mening. Nyrup-regeringens økonomiske troværdighed er styrtdykket, og vælgerne anser i dag en borgerlig regering for langt bedre til at styre dansk økonomi. Samtidig har Socialdemokratiet mistet sit traditionelle forspring, når det gælder sikringen af borgernes velfærd. En borgerlig regering regnes i dag for lige så god til at sikre en af velfærdssamfundets kerneydelser - et velfungerende sundhedsvæsen. Det fremgår af en ny vælgerundersøgelse, som ACNielsen AIM har udarbejdet for Ugebrevet Mandag Morgen. Det dramatiske skifte i vælgerholdningerne er en afgørende strategisk udfordring for kredsen omkring Nyrup. Hvis Socialdemokratiet ikke inden næste valg genskaber sit image som “garanten for velfærd”, bliver det særdeles vanskeligt at mobilisere kernevælgerne, konkluderer Ugebrevet i en analyse. Nyrups problemer med vælgerne gøres kun værre af, at AIMs analyse også viser massiv folkelig skepsis over for de planlagte reformer på arbejdsmarkedet. 52 pct. af de socialdemokratiske vælgere er imod, at den maksimale dagpengeperiode som foreslået af regeringen skæres ned fra fem til fire år, og hele 70 pct. af S-vælgerne er imod stramningerne for de 50-54-årige ledige. Der er dog bred støtte til, at de arbejdsløse aktiveres et år tidligere end i dag.