Fremtidens mediebillede Akademikerne indtager de strategiske job i mediebranchen Journalister får hård konkurrence fra højtuddannede. Antallet af akademikere i mediebranchen er eksploderet i de senere år. Arbejdsfordelingen mellem de to faggrupper er for alvor begyndt at slå sig fast: Akademikerne vinder de tungeste poster som fagspecialister på dagbladene og strategiske kommunikationskonsulenter. Journalisterne skubbes ud i den hurtige nyhedsformidling. I fremtiden vil polariseringen blive endnu mere markant, vurderer medieforskere. De højtuddannede kvalificerer sig til et højtlønnet og eftertragtet A-hold, mens de traditionelt uddannede journalister må kæmpe om de resterende pladser på B- og C-holdene.