Siden 1980’erne er de øverste politiske ledere i Europa bare blevet yngre og yngre, og Danmark er på mange måder det ultimative eksempel på den udvikling.

I juni blev Mette Frederiksen den yngste statsminister i nyere tid.

Men det er ikke gjort med det. Også ministerholdet er det hidtil yngste, og gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer er minsandten også faldende.

Gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer var således højest ved folketingsvalget i 1957 (54,2 år) og lavest ved folketingsvalget i 2011 (44 år). Ministre rodede for et årti eller to siden rundt omkring de 50 år, og nu er de i starten af 40’erne. Også alderen på statsministrene er faldet støt, og den nedadgående kurve er foreløbig landet på Mette Frederiksen, der var 41 år på valgdagen.

Professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen fremhæver en ny politikertype, der på flere punkter agerer anderledes end før. Især ved han noget om partilederne, og han ved noget om, hvor længe de bliver ved magten.

Konklusionen er ret entydig: De sidder ikke så længe nu, som de gjorde før.

”Vi har forsket i, hvor lang tid partiledere sidder i Danmark, og der er det meget tydeligt, at man i 1960’erne og tidligere simpelthen var partileder helt indtil sin død. Det er de jo ikke mere, og der bliver skiftet ud tidligere,” siger Kasper Møller Hansen.

Den kritiske iagttager vil måske løfte en pegefinger og sige: Husk lige på arbejdskulturen; den var en helt anden dengang, og den var usund, og alle fik mavesårstillæg, lige indtil de ikke fik det mere.

Men det er ikke kun det.

”Noget var decideret alder, og noget var druk, så der har da bestemt været nogle dårlige vaner. Men det har også noget at gøre med, at hvis man i dag får et dårligt valg, så ryger man ud. Og det gjorde de altså ikke i 1960’erne,” fortæller han.

”Vi ser nu en mere kontant afregning på et valgnederlag – det kan både være blandt vælgerne og parlamentarisk, så du ikke kan blive statsminister. Nederlaget, uagtet hvilket form, synes i dag at være meget mere nådesløst – så skal man ud. Man fyrer træneren, hvis holdet ikke performer. Dén kultur er ret klar og har ændret sig. Og det gør også, at ancienniteten bliver mindre, og det gør så også, at alderen falder. Det er den danske sammenhæng,” siger Kasper Møller Hansen.

Fremadstormende unge

Så vidt lederne.

Ser vi alene på folketingsmedlemmernes alder, så er der ifølge Helene Helboe Pedersen, der er professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, mange faktorer, der gør sig gældende.

Den første er en udbudsforklaring, som blandt andet blev beskrevet i partimedlemsundersøgelsen ’Demokratiets ildsjæle’ fra 2017.

”Blandt partimedlemmerne er der en tendens til, at de unge er mere villige til at stille op til Folketinget. Der er stadig mange ældre i partierne. Partimedlemmer er generelt ældre end vælgere. Men blandt partimedlemmerne er det særligt de unge, der kunne forestille sig at stille op. Så en udbudsforklaring er, at de unge byder sig til. Det er svært at vide hvorfor, men det kan være, at de simpelthen har mere energi og er mere villige til at løbe den risiko, det er at stille op i nutidens medieshow. Men det er noget, vi må gætte os frem til,” siger Helene Helboe Pedersen.

Dernæst er der en partiintern forklaring. For det, at de unge er mere tilbøjelige til at stille sig til rådighed, betyder ret beset ikke, at de også bliver valgt.

”Enten er det, fordi partiet vælger at støtte de unge mere, og de hjælper dem med kampagner og finanser. Eller også er det, fordi vælgerne i højere grad foretrækker unge. Men det ved vi ikke nok om, blandt andet fordi kun cirka 50 procent af vælgerne stemmer personligt. Derfor er det i højere grad et spørgsmål om, hvem der stiller op, og om de er gode til at mobilisere partibasen. Det vil sige, at partiinternt får de unge fremadstormende politikere en position i partiet, der hjælper dem ved valg.”

En del af forklaringen kan også handle om de unges netværk.

”De unge har hele to baser, de kan trække på: De kan trække på moderpartiet, og de kan også trække på ungdomsorganisationerne,” siger Helene Helboe Pedersen.

En anden forklaring handler om evnerne på sociale medier.

”Det kan være en fordel at være ung, og de er gode til at få skabt synlighed om sig selv. Vi ved endnu ikke så meget om det i Danmark, men de unge kandidater kan muligvis have en fordel i forhold til at rykke først og rykke effektivt i forhold til de nye elektroniske kampagneplatforme,” siger Helene Helboe Pedersen.

Foryngelsen af det politiske lederskab i Europa sker, i takt med at befolkningen er blevet ældre. Fra 2008 til 2018 steg andelen af personer over 65 år med 2,5 procentpoint – i Danmark er andelen steget med 3,7 procentpoint – så det i 2018 næsten var en femtedel (19 procent) af EU's befolkning, der var 65 år og derover.

Men det er sådan set ligegyldigt, pointerer Kasper Møller Hansen, for vælgere stemmer ikke på jævnaldrende.

”Nej, der er ikke noget at komme efter. På køn er der dog en klar tendens til, at kvinder stemmer på kvinder, og mænd på mænd,” som han siger.

En undersøgelse foretaget af Wilke for A4 viste i 2016 – det var dengang, Lars Løkke var 52 år, og Mette Frederiksen 38 – at den danske befolkning mente, at statsministerkandidaternes alder var underordnet. Lige indtil alderen blev for høj, for så satte de alligevel foden ned. I hvert fald når de blev spurgt til Hillary Clinton og Donald Trumps aldre – dengang henholdsvis 68 og 70 år.