For nylig havde jeg en diskussion med en person, der var skuffet over Barack Obama: Præsidenten havde ikke, beklagede personen sig, levet op til de høje forventninger, som hans støtter har til ham. Mit svar var tilsyneladende overraskende: Jeg bliver gladere og gladere for Obama, efterhånden som han bevæger sig gennem sin anden periode.

Naturligvis er du skuffet, hvis du troede på, at højtravende retorik ville kunne reformere det politiske miljø – eller hvis du troede, at Obama alene ved hjælp af sin viljestyrke, ville kunne overbevise skøre højrefløjs-politikere om at søge ind på midten. Den købte jeg aldrig. Jeg var faktisk lettere irriteret over de inspirerende taler, fordi de indikerede, at Obama ikke forstod den opgave, han stod over for.

Det, der i stedet betød noget, var de konkrete bedrifter, der over tid ville forme et bedre Amerika. Og det har Obama i sidste ende leveret. Sundhedsreformen virker, og mængden af modstandere skrumper.

Og nu til miljøet.

Obamas nylige forslag om at nedbringe forureningen fra kulkraftværker er ikke nok i sig selv, hvis kloden skal reddes. Og ligesom med sundhedsreformen kan det falde til jorden, hvis nok højesteretsdommere beslutter sig for, at deres partipolitiske loyalitet overtrumfer loven og fornuftig politik. Men hvis planen rent faktisk bliver effektueret, kan det få enorme følger. Klimadiplomatiet vil kunne genoptages – og hvis klimakvoterne bliver indført, vil det vise sig langt billigere, end sortseerne hævder. Dermed undermineres anti-miljøforkæmpernes argumenter på samme måde, som Affordable Care Act har undermineret modstanderne af sundhedssikring til alle.

Dette er altså virkelig opløftende. Jeg håber bare, at præsidenten står fast. Og den gode nyhed er, at jeg er begyndt at tro på, at det gør han.

Lave omkostninger

For nylig kritiserede USA’s handelskammer Obama-administrationens regulering af kraftværker. Handelskammeret ville med kritikken vise, at ordningens økonomiske konsekvenser bliver ødelæggende.

Jeg var spændt på at se, hvordan de havde fusket med tallene. Men der skete det besynderlige, at kammeret havde besluttet sig for at bevare sin troværdighed og derfor havde outsourcet analysen. Og alt imens man forsøgte at spinne resultaterne, viste det sig, at man faktisk have fundet ud af, at indgrebet mod drivhusgasser ville have overraskende lave omkostninger.

Handelskammerets skræmmekampagne er, at reglerne vil koste den amerikanske økonomi 50,2 milliarder dollar om året frem til 2030. Det er altså omkostningerne for en plan, der vil reducere udledningen med 40 pct. i forhold til 2005-niveau. Så der er tale om reel handling.

Er 50 milliarder meget? Ifølge de langsigtede prognoser fra Kongressens vismandslignende organ, Congressional Budget Office, vil det årlige bruttonationalprodukt i perioden 2014-2030 i gennemsnit være 21,5 billioner dollar. Så Handelskammeret fortæller os altså, at vi kan nedbringe udledningen af drivhusgasser betragteligt for det, der svarer til 0,2 procent af BNP. Det er billigt!

Færre job

Handelskammeret siger dog også, at reguleringerne gennemsnitligt vil koste 224.000 job om året.

Det er skidt. Beskæftigelsen i USA bestemmes af interaktionen mellem makroøkonomisk politik og den underliggende afvejning mellem inflation og arbejdsløshed. Og der er ingen gode grunde til at tro, at miljøbeskyttelse vil reducere antallet af job – i modsætning til reallønnen.

Men selv i pålydende værdi er det et lavt tal for et land med 140 millioner arbejdstagere.

Så jeg var altså parat til at kritisere Handelskammeret kraftigt for dets udregninger. Men de har i virkeligheden bare vist, at selv når de betaler sig fra undersøgelser, så viser økonomien i klimabeskyttelse sig at være ganske nem.