De erhvervsfaglige ungdomsuddannelser står over for en dybtgående reform. Undervisningsministeriet har netop indledt forhandlinger med LO og DA om et reformforslag, der skal få flere unge til at vælge en faglig uddannelse. Reformen lægger op til en markant forenkling af det nuværende system, der med omkring 90 forskellige indgangsveje er blevet kritiseret for at være alt for uoverskueligt for de unge. Samtidig skal reformen sikre en større fleksibilitet gennem modulopbygning, og de faglige uddannelser skal hænge bedre sammen med de øvrige ungdomsuddannelser. Centralt placerede forhandlere for LO og DA erklærer sig positive over for udspillet. “I år 2010 vil 40 pct. af arbejdsstyrken fortsat være ufaglært, hvis den nuværende trend fortsætter. Det er af afgørende betydning at få denne procentdel bragt ned. Reformen skal gøre det betydeligt mere attraktivt for de unge at vælge en erhvervsfaglig uddannelse,” siger Peter Høier fra LO.