I al stilhed er det lykkedes en række af landets amter at bremse det måske hidtil vigtigste politiske initiativ til at nedbringe ventelisterne på landets sygehuse. Stik mod et ønske fra et flertal i Folketinget er amterne kun i sneglefart ved at indføre et nyt system, som giver en økonomisk belønning til de sygehuse, der er mest effektive. En ny opgørelse fra Institut for Sundhedsvæsen, DSI, viser, at amterne tøver med at indføre den ordning, der blev vedtaget i forbindelse med finanslovsaftalen sidste år. Her blev det aftalt at indføre en økonomisk præmie til de sygehuse, der laver mere end forventet, og tage penge fra dem, der laver mindre. På finansloven er det aftalt, at 10 pct. af bevillingerne skal gå til det formål. Men amterne har i gennemsnit kun planlagt at udbetale 3 pct. Formanden for speciallægeforeningen Arne Borgwardt og professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen er meget kritiske over for udviklingen. Og sundhedspolitisk ordfører for de Konservative, Henriette Kjær, kalder det en “hån mod patienterne”, mens Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, konstaterer, at udviklingen “går alt alt for langsomt”.