Analyse: Fire vidt forskellige scenarier for tiden efter corona

Bliver coronakrisen blot en forbipasserende storm, en lejlighed for virksomheder til at tage medansvar i samfundet, Kinas store chance for at rykke magtbalancen østpå eller et tragisk sammenbrud af internationalt samarbejde og et langvarigt økonomisk kollaps?

Peter Hesseldahl

I den tiltagende strøm af scenarier fra myndigheder og tænketanke er den globale konsulentvirksomhed Deloittes fire scenarier for det videre forløb af coronakrisen blandt de mest interessante.

Rapporten ’The world remade by COVID-19 – Scenarios for resilient leaders’ er klassisk, solidt scenariearbejde. Der arbejdes med en relativt kort horisont, omkring tre år. 

I forbindelse med scenariearbejdet har Deloittes egne eksperter allieret sig med en stribe af de mest erfarne fremtidsforskere i verden. Blandt dem er Peter Schwartz, Stewart Brand og Kevin Kelly, der i høj grad har udformet den moderne scenariemetode. Faktisk var en stor del af teamet bag de nye scenarier også med til at udforme de visioner, som Steven Spielberg brugte i filmen ’Minority Report’.

To centrale usikkerheder for krisens forløb

Scenarier er ikke forudsigelser, men en analyse af de usikkerheder og drivkræfter, vi står overfor, og et sæt af forskellige eksempler på, hvordan udviklingen kunne tænkes at udspille sig. Ved at overveje en række mulige, fremtidige situationer kan man gennemgå og teste sin strategi i forhold til vidt forskellige omstændigheder.

Deloittes covidkrisescenarier er opbygget ud fra to centrale, men uafhængige, usikkerheder: 

- Hvor alvorlig bliver pandemien? Topper den hurtigt og forsvinder igen, flader den langsomt ud, eller viser der sig at komme flere toppe, måske med en ny bølge, der er endnu voldsommere end nu?

- I hvilket omfang vil der være internationalt samarbejde? Er der globalt fodslag i forhold til test, karantæne og indsats i at bekæmpe udbredelsen – eller står landene alene, uden vilje til at koordinere, dele ressourcer og styre mobiliteten på tværs af grænser?

Alt efter hvor de to centrale usikkerheder udspiller sig, vil verden opleve meget forskellige forløb af krisen. Deloittes team har valgt af beskrive fire mulige scenarier.

En forbipasserende storm

Det går langtfra så galt, som man havde frygtet, og takket være effektivt internationalt samarbejde, beslutsomme politiske indgreb og kompetente sundhedssystemer lykkes det at få sygdommen til at gå i sig selv igen på kort tid. 

De økonomiske følger er imidlertid mere vedvarende. Økonomien kommer i gang igen sidst på året her i 2020, men trods massiv økonomisk stimulering er der hårde tab. Især små og mellemstore virksomheder må lukke, og i middelklassen har mange mistet jobbet og får svært ved at finde en ny plads i økonomien. Krisen fører til voksende modsætninger mellem samfundets økonomiske klasser. 

Det velfungerende internationale samarbejde om at løse fælles problemer viser sig at styrke indsatsen imod klimaforandringer, og der er en større villighed til at indgå globale aftaler om nedsættelse af udledninger. Internationale organisationer som WHO får større anerkendelse af deres betydning – ligesom regeringer og myndigheder generelt får større legitimitet og respekt.

Godt selskab

Pandemien viser sig at være sejlivet, og den blusser op med mellemrum. Først i slutningen af 2021 er der tegn på økonomisk opsving. Regeringerne har haft svært ved at skabe løsninger, og i stedet træder især store virksomheder til og bidrager.

Pop-up-økosystemer af virksomheder, myndigheder og civilsamfundet opstår for lynhurtigt at udvikle løsninger på konkrete problemer – såsom mangel på respiratorer. Erhvervslivet påtager sig rollen som stakeholder-kapitalister, der erkender, at deres langsigtede trivsel afhænger af, at de påtager sig et medansvar for, at samfundet omkring dem fungerer, også socialt og miljømæssigt.

Staten er presset, og også borgerne lærer at tage en højere grad af ansvar for deres egen sundhed ved at bruge digitale teknologier til målinger og diagnoser. Mange går i gang med at uddanne eller omskole sig via fjernundervisning.

Den økonomiske krise betyder, dels at de største og rigeste giganter får konsolideret deres position gennem opkøb af mindre konkurrenter, dels at virksomheder, hvis teknologi eller forretningsmodeller ikke er helt up to date, bliver luget bort.

Erhvervslivet får en mere betydningsfuld rolle i samfundsudviklingen. I nogle sektorer fører det til et stærkere fokus og en hurtigere udvikling af klimavenlige løsninger – i andre sektorer bremser det overgangen til en grønnere økonomi. Teknologier, der gør distribueret fremstilling muligt – 3D-print, robotter, virtual reality – udvikles hastigt. 

I østen stiger solen op

Kina og andre østasiatiske lande viser sig at være de mest effektive til at kontrollere den lange og alvorlige pandemi. Hvor Vesten er kastet ud i både økonomisk og socialt kaos, står asiatiske lande som Kina, Sydkorea og Taiwan kraftigt styrket på den globale scene, og de bliver toneangivende i mange internationale samarbejder og organisationer. 

Det økonomiske opsving begynder først, da bølgerne af ny udbrud af covid-19 stilner af i slutningen af 2021. De asiatiske landes økonomi kommer sig hurtigst, og Kinas virksomheder går på store opkøb i det skrantende vestlige erhvervsliv. 

Også asiatisk kultur og normer breder sig, eksempelvis i form af en stigende accept af, at individer og virksomheder må underlægge sig de politiske beslutninger for det fælles bedste, og i en accept af intens overvågning og kontrol for at styre hurtigere gennem kriser.

Teknologiudviklingen er især fokuseret på at anvende store mængder data til koordination og effektivisering.

Effekten på miljøet er svagt negativ. Der er ikke den store interesse for stærke internationale aftaler eller for udenlandske investeringer i vedvarende energi. 

Ensomme ulve

Pandemien er hårdere og trækker langt længere ud, end nogen havde forestillet sig, der er høje dødstal, nye bølger af sygdom, i takt med at virussen muterer, økonomisk kollaps og udbredt social uro.

Staternes respons er utilstrækkelig, og det internationale samarbejde viser sig at være skrøbeligt. Lande isolerer sig, forsyningskæderne bliver kortere, og man indfører streng overvågning og lokal kontrol. Kulturen er præget af paranoia og mistro, og man vænner sig til isolation.

Først hen mod midten af 2022 falder infektionerne, og økonomien går i gang, om end forholdene er meget forskellige fra land til land. De største lande som USA, Kina og Tyskland er i stand til at være stort set selvforsynende og kan øge økonomisk vækst baseret på indenlandsk efterspørgsel. 

Det giver større vanskeligheder for mindre lande, der især afhænger af handel – såsom Singapore eller Danmark. Likviditeten er ringe, priserne stiger, og generelt tager stater mere direkte kontrol med økonomien, eksempel i form af valutakontrol.

Udveksling af studerende og forskere er gået i stå, turisme på tværs af grænser ligeså. Selv centrale globale institutioner som FN og WTO har mistet betydning.              

Den globale indsats for at afværge klimaforandringer eller beskytte miljøet har lav prioritet. I stedet fokuserer de enkelte lande på den umiddelbare forsyningssikkerhed af energi og fødevarer.

Ud over de fire scenarier opstiller Deloitte en række spørgsmål, som ledere bør overveje for at være forberedt på en bredere vifte af udfordringer og muligheder. Rapporten er letlæselig, holdt på omkring tyve luftige sider og ganske gratis at downloade.

Jeg kan kun anbefale at dykke ned i den, hvis man har lyst til at få udfordret sin tænkning på den mellemlange bane. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu