Masseproduktion på enorme fabrikker og globale forsyningskæder har været den formel, der gjorde det muligt at levere billige produkter til millioner af kunder.

Men den centraliserede fremstilling af varer, der er ens overalt på kloden, kommer i mange tilfælde til kort i forhold til kundernes behov og ønsker – og nye teknologier som 3D-print vil i stedet gøre det muligt at rykke produktionen helt tæt på den enkelte forbruger.

På en måde har industrialiseringen sejret ad helvede til. De fleste af de varer, vi forbruger, kan i dag fås til priser, der er helt i bund, og i en kvalitet, der er god nok til at dække de fleste behov. Produktionen er for længst blevet optimeret og outsourcet, så for de fleste fabrikanter er det vanskeligt og ubehageligt at konkurrere ved at sænke priserne yderligere. 

Samtidig er forbrugerne begyndt at efterspørge mere end blot den rå funktionalitet. De vil have produkter, der passer mere præcist til deres behov, nu og her.

Skræddersyede produkter var en luksus i den industrielle økonomi, men den teknologiske udvikling og de voksende krav om bæredygtighed, ser ud til at gøre prisforskellen mellem den masseproducerede globale standardvare og den lokalt producerede og individuelt tilpassede løsning mindre.

Kort sagt, den industrielle logik vil i stigende grad blive afløst af helt nye forretningsmodeller og nye betingelser for at konkurrere om kundernes gunst.

3D-print og fleksible robotter i kombination med detaljerede data om kundernes behov og vaner vil skabe en ny økonomisk logik, der nærmest er den modsatte af industrialiseringens.

Digitale tjenester som Facebook eller Amazon er helt naturligt tilpasset hver enkelt bruger, men fysiske produkter er stadig på et tidligt stadie af den nye økonomi.

I de fleste tilfælde er det stadig for dyrt at producere decentralt og individualiseret – så hvis man vil forstå den nye logik eller eksperimentere med at udvikle forretningsmodeller, der udnytter mulighederne, er man nødt til at se på nicher som rumfart eller boreplatforme, hvor nærhed og tilpasning er så vigtigt, at kunderne allerede i dag har tilstrækkeligt store fordele af de nye fremstillingsteknologier.

Send informationer, ikke fysiske produkter

Et virkelig interessant eksempel, der giver et godt fingerpeg om, hvordan produktion og distribution kan forandres, er den digitale platform Ivaldi, hvis motto er ”Send files, not parts”.

Ivaldi har valgt at betjene skibsfarten med reservedele. Normalt, når udstyret på et skib går i stykker, skal delene sendes fra den nærmeste distributør, og det skal gå stærkt, for det er rigtigt dyrt at have et stort skib liggende og vente i en havn.

Problemet er, at skibe ikke er standardprodukter. De er forskellige, de består af mange forskellige stumper, og så sejler de rundt over hele kloden. Den reservedel, der standser sejladsen, skal måske sendes fra en anden verdensdel.

Ivaldis forretningsmodel, som vel at mærke stadig kun er under opbygning, er at blive en platform, som giver adgang til et digitalt lager med arbejdstegninger af tusindvis af dele til udstyr på skibe.

Hvis en maskinmester får brug for en reservedel, kan han gå på Ivaldis website, finde den rette del og derefter sende den til 3D-print hos et værksted i den by, hvor skibet ligger eller er på vej til.

Ivaldi vil opbygge et netværk af værksteder med avancerede 3D-printere i de vigtigste havnebyer i verden. Værkstederne skal være certificerede, så kunderne er sikre på, at den del, de modtager, er lige så god som den, de ville få, hvis de bestilte fra et traditionelt lager.

Muligvis er den 3D-printede reservedel dyrere at fremstille, men det opvejes rigeligt af de sparede omkostninger ved at skibet hurtigere kan sejle videre.

Ivaldis forretningsmodel er grundlæggende forskellig fra den traditionelle industrielle model.

I stedet for at producere reservedelene sælger man arbejdstegningerne, når der er brug for dem. Det indebærer, at den producent, som leverer skibets udstyr, hvad enten det er motoren, elektronikken eller andre apparater ombord, ikke længere behøver at have et globalt net af lagre, fyldt med reservedele, som måske aldrig bliver solgt.

Hvis producenten ikke har egne kontorer i hele verden, skal man dele indtægterne fra salget med de lokale distributører. Men i Ivaldis forretningsmodel deler man i stedet med det lokale 3D-værksted – og med Ivaldi, der tager 25 procent for at formidle kontakten mellem kunden, arbejdstegningerne og et lokalt værksted, der kan levere i en garanteret kvalitet.

Hvorfor indsætte en reservedel, der er magen til den, der gik i stykker?

Espen Sivertsen, Ivaldis norske direktør, var en af hovedtalerne for nylig ved AM Summit, en årlig konference i København arrangeret af AM Hub, det danske videnscenter for 3D-print, eller additive manufacturing, som teknologien også kaldes.

Sivertsen er lidt af en veteran inden for 3D-print, og han har i mange år haft et godt blik for, hvordan teknologien muliggør forretningsmodeller og strukturer inden for fremstilling.

Selvom Ivaldi stadig kun er i gang med at etablere det første lokale center for fremstilling i Singapore, har Sivertsen allerede en forestilling om de næste skridt i retning af det, han kalder ”local mass customized production” og ”manufacturing to the heartbeat of the customer”.

Med andre ord: Produkter skal fremover være fremstillet så tæt som muligt på det punkt, hvor de skal bruges. De skal ikke alene være individualiserede; de skal løbende kunne tilpasses den måde, kunden anvender dem på.

”Hvis en del af en maskine går i stykker, er det egentlig forkert at erstatte den med en reservedel, der er magen til,” siger Espen Sivertsen, ”I stedet skal man bruge erfaringen til at forbedre komponenten, så den ikke går i stykker igen.”

Ligesom mange mennesker bruger pulsmålere og fitness-trackere, så man kan tilpasse sin træning og kost efter, hvordan ens krop har det, så forestiller Espen Sivertsen sig, at det udstyr, vi bruger, løbende melder tilbage, så man ved, om alt kører optimalt, eller der er ved at opstå problemer.

Mange produkter – biler, vindmøller, robotter – har indbygget et væld af sensorer, der gør det muligt at tilbyde predictive maintenance – forebyggende vedligeholdelse, så reparationer kan planlægges, så der ikke opstår pludselige og kostbare nedbrud.

Reservedele som abonnement

Espen Sivertsens vision går skridtet videre. Når reservedelene bliver fremstillet til lejligheden – snarere end at ligge klar på et lager – er producenten mere frit stillet til at bruge de mange data, der er opsamlet, til at lave tilpasninger og forbedringer, så det produkt, der bliver repareret, bliver bedre end før.            

Det stiller naturligvis tekniske udfordringer at opbygge et system, der løbende kan videreudvikle gamle produkter, men de væsentligste forhindringer for at realisere modellen er snarere organisatoriske.

Kritiske komponenter i kostbart udstyr skal leve op til høje kvalitetskrav, så det kan være en udfordring at certificere og garantere kvaliteten på komponenter, når de jævnligt forandres en smule eller individualiseres – en problemstilling, man i øvrigt også kender fra bestræbelserne på at udvikle individualiseret medicin.

De økonomiske incitamenter skal også rettes til. Hvis en virksomhed arbejder ud fra den klassiske industrielle forretningsmodel, hvor det gælder om at sælge så mange varer til kunderne som muligt, er det ikke særlig attraktivt at bygge et system, der forhindrer nedbrud og reparationer og forlænger produkternes levetid.

Hvis ”manufacturing to the heartbeat of the customer” skal fungere økonomisk, må leverandøren skifte fokus fra produkt til service.

For kunden er det ikke maskinen, eller hvor reservedelene kommer fra, der er interessant. Det vigtigste er, at grejet kører stabilt og effektivt. Mange selskaber sælger i dag hardware as a service, så kunderne ikke køber grejet, men betaler for ydelsen som et abonnement. Vi kender det fra fotokopimaskiner, flymotorer og leasede biler, men det er en model, der ser ud til brede sig til mange andre områder.

Når man sælger funktionalitet, oppetid, er det i leverandørens interesse, at grejet er konstrueret, så det er holdbart og billigt i drift, og det bliver kritisk at kunne samle detaljerede data, så vedligeholdelsen kan optimeres.

Og dermed bliver det også attraktivt at bruge indsigten fra dataene til at forbedre designet, både af de maskiner, der allerede er installeret, og de næste, man fremstiller.              

Så, for at konkludere: Den klassiske industrielle massefremstilling på store centrale fabrikker af varer, der var ens og fungerede bedst, den dag de rullede ud fra samlebåndet, vil i flere tilfælde blive afløst af lokalt producerede og skræddersyede varer, der løbende kan forbedres på basis af en detaljeret viden om, hvordan de bliver anvendt.

Vi er der bestemt ikke endnu, men hvis man er forankret i den industrielle model, ville det være uklogt at vente med at overveje konsekvenserne, når logikken skifter.