Der er opsigtsvækkende forskelle mellem de danske forskeres produktivitet og internationale gennemslagskraft inden for teknik, natur- og sundhedsvidenskab. Forskerne ved de store universiteter i København og Århus er i en liga for sig selv. De får optaget fire gange så mange artikler i internationale tidsskrifter sammenlignet med forskerne ved Danmarks mindst produktive forskningsmiljø: Roskilde Universitetscenter. Og de bliver citeret næsten dobbelt så meget som deres internationale kollegaer i forhold til forskerne på AUC i Aalborg. Undersøgelsen viser, at jo færre forskere, der er samlet på institutionerne, jo færre artikler får de hver især optaget i de anerkendte internationale tidsskrifter. Københavns Universitet får topkarakter i undersøgelsen. Alligevel er dekanen ved det naturvidenskabelige fakultet, Henrik Jeppesen, utilfreds: “Hver gang vi får tildelt nogle forskningsmidler, kommer de andre universiteter og forsøger at forhindre det. Forskningspolitikken er blevet regionalpolitik. Hvis man vil have en international gennemslagskraft i et lille land som Dan-mark, bør politikerne satse mere på de store forskningsmiljøer,” siger han.