En række fremtrædende aktieanalytikere og andre aktører i den danske medicinalbranche forventer, at landets førende farmavirksomhed, Novo Nordisk, i løbet af få år vil blive solgt til en udenlandsk konkurrent. Virksomheden befinder sig i en særdeles sårbar situation, efter at det hidtil dyreste udviklingsprojekt blev opgivet for nylig. Med skrotningen af knogleskørhedsmidlet levormeloxifene sagde Novo farvel til det længe søgte “tredje ben” ved siden af insulin og enzymer. Det var det ben, som skulle balancere koncernen sikkert ind i næste årtusinde. Vurderingen er, at Novos i international sammenhæng ringe størrelse betyder, at virksomheden næppe har kræfter til at udvikle og markedsføre en ny global salgssucces. Novo vurderes nu som en højt specialiseret insulinfabrik, som bedst vil sikre sin egen overlevelse ved at lade sig opkøbe af udenlandske konkurrenter som Hoechst eller SmithKline Beecham. Novo trænger til en ny og mere hårdhændet ledelse - “gerne en udlænding med en lille barberkniv i ærmet,” lyder vurderingen.