Evnen til at fortælle historier kan løse samarbejdsproblemer og tiltrække nye medarbejdere. Fabler og arketyper kan give ledelse og medarbejdere et alternativt sprog, der bryder tabuer og skaber rum for kritik på arbejdspladsen. Det fastslår den førende kapacitet inden for storytelling, David Snowden fra IBMs Knowledge Management Institute. “Det er meget farligt, hvis medarbejderne oplever et gab mellem den officielle kommunikation og deres egen hverdag,” siger Snowden i et interview med Ugebrevet. “Storytelling handler om at samle de forestillinger, der reelt trives blandt medarbejderne og ikke blot komme med politisk korrekte udsagn, der gør ledelsen tilfreds.”