A.P. Møller Gruppen står til et betydeligt fald i årets driftsoverskud på op mod én milliard kr. på grund af styrtdyk i olieprisen og krisen i Fjernøsten. Samtidig er værdien af Gruppens oliereserver fulgt med olieprisen ned og reduceret med ca. 60 milliarder kr. det seneste år. I Nordsøen kan det for tiden dårligt betale sig at hente olie op, og produktionen er droslet ned. Også krisen i Fjernøsten rammer A.P. Møllers omfattende container-aktivitet, men tilbagegangen opvejes stort set af fremgang inden for andre dele af shipping-forretningen. Selvom Maersk Line allerede er verdens største container-operatør, udvides flåden til stadighed, og gruppen vinder fortsat betydelige markedsandele. Børsmæglere og analytikere i flere banker venter, at A.P. Møller igen får stærk fremgang i overskuddet fra næste år. Forudsætningen - en stigende oliepris - er dog forbundet med stor usikkerhed. Krisen i Asien kan trække ud i flere år og lægge en dæmper på efterspørgslen efter olie. A.P. Møllers stærke ekspansion i en nedgangstid kan give betydelige markedsmæssige muligheder, men udgør også en trussel.