Danmarks apotekere svarer nu igen på politikernes krav om en liberalisering af apotekervæsnet. Apotekerforeningen lancerer omkring årsskiftet en ambitiøs plan, der skal omdanne apotekerne fra små butiksmonopoler med statsgaranti i ryggen til en slagkraftig forretningsorienteret detailhandelskæde. Kunderne vil møde et helt nyt apotek med nye tilbud som slankerådgivning og rygeafvænning. De vil også sælge flere cremer, hygiejneprodukter og sågar helse- og naturprodukter. “Vi har tidligere ment, at man ikke kan køre i Skoda og Jaguar på samme tid og holdt os væk fra naturlægemidler. Den strategi lægger vi om nu,” siger Apoterkerforeningens formand, Paul Bundgaard, til Ugebrevet. Apotekerne vil dermed komme til at minde lidt om de “drugstore”-kæder, der er kendt fra udlandet. Fra Skagen til Gedser skal apotekerne nu strømlines og knyttes sammen via fælles edb-systemer, markedsføring og forretningskoncepter. De kommer også til at få fælles sortiment, flere frihandelsvarer og flere egne mærker for at tage konkurrencen op med bl.a. Matas, FDB og Body Shop. Apotekerforeningen skyder sin formue på 1,4 milliarder kr. i projektet. En del af foreningen vil ændre karakter fra at være en brancheorganisation til hovedsæde for den nye firmakæde.